Drenge i kvindedominerede miljøer

Resume

De fleste børn i dag tilbringer en meget stor del af deres dagligdag i institutioner uden for hjemmet. Pædagoger, lærere m.fl, der er ansat i børns og unges institutioner, er oftest kvinder. Børn og unge vokser derfor op i miljøer, der har en markant overvægt af kvinder - det gælder ikke mindst for børn af enlige mødre. Børn og unge har imidlertid brug for at være sammen med både mænd og kvinder i hverdagen.

I 9 kapitler belyser bogen betydningen af mænds tilstedeværelse i børns og unges opvækstmiljøer, dvs. i hjemmet, i dagtilbud, i skolen, i fritidstilbud og klubber m.v. Bogen er skrevet på baggrund af bidrag fra en række eksperter på området.

Bogen er et led i debatten om bedre sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv og om betydningen af, at der kommer flere mandlige ansatte i institutioner til børn og unge.

Forord

Initiativet til denne rapport "Drenge i kvindedominerede miljøer" er taget af Regeringens Børneudvalg.

Langt de fleste børn tilbringer i dag, fra de er ca. 1 år, en meget stor del af deres tid i forskellige former for institutioner uden for hjemmet.

Oftest er sundhedsplejersker, pædagoger i vuggestuer og børnehaver samt skolelærere kvinder, og de fleste af nutidens børn vokser derfor op i miljøer, der har en markant overvægt af kvinder. Det gælder helt udpræget for de børn, der vokser op med en enlig mor. Børn har imidlertid brug for såvel det mandlige som det kvindelige aspekt i deres opvækst.

Derfor bad Regeringens Børneudvalg i efteråret 1995 Det Tværministerielle Børneudvalg om at tilvejebringe et debatmateriale om, hvordan balancen mellem mænd og kvinder kan blive mere hensigtsmæssig i børns dagligdag.

Det Tværministerielle Børneudvalg bad lektor Hans Bonde og afdelingsleder Søren Carlsen om at stå for udarbejdelsen af debatmaterialet.

Denne rapport belyser gennem nogle overordnede temaer betydningen af mænds tilstedeværelse i børns både pigers og drenges barndom og ungdom. Forfatterne alene er ansvarlige for indhold, synspunkter og konklusioner i rapporten.

Vi mener, at rapportens indhold har betydelig offentlig interesse og har derfor valgt at publicere rapporten. Rapporten vil indgå som led i de videre overvejelser om evt. konkrete initiativer.

Med venlig hilsen

Brian Nicholls

Formand for Det Tværministerielle Børneudvalg

Del I

Indledning

Denne publikation tager udgangspunkt i, at en meget stor del af drenges opvækst foregår i miljøer, hvor der er få eller slet ingen mænd.

Titlen "Drenge i kvindedominerede miljøer" betyder ikke, at vi ser kvinders store andel i opdragelsen som et problem. Det problematiske er derimod mænds relativt lavere tilstedeværelse og engagement, som medfører et fravær af maskuline værdier og faderlig omsorg og deraf følgende be-grænsning i drenges udvikling af kønsidentitet.

At rapporten fokuserer særligt på drengene betyder ikke, at der ses bort fra pigernes afhængighed af fædre og andre mandlige ressourcepersoner. En stor del af rapporten gælder i lige så høj grad for piger som for drenge, og for mødre såvel som for fædre.

Vi forestiller os heller ikke, at blot der kommer flere mænd indenfor de traditionelle kvindelige omsorgsområder, så vil problemet være løst. Det afgørende er, at mænd men også gerne kvinder inddrager kulturarven fra de traditionelle maskuline kvaliteter.

Vi vil gerne takke Det Tværministerielle Børneudvalg for at give os lejlighed til at formulere et bud på den spændende problemstilling. Vi håber, at rapportens indhold vil give anledning til initiativer, som vil fremme tilstedeværelsen af det maskuline element i børns liv.

København, juli 1996

Søren Carlsen Hans Bonde

Sammenfatning og konklusioner

I dette afsnit sammenfattes publikationens væsentligste pointer og konklusioner.

Den kønsarbejdsdeling, som udviklede sig omkring år 1900, har op igennem århundredet medført en meget flygtig kontakt mellem mænd og børn indenfor omsorg, opdragelse og uddannelse. Dette har resulteret i, at væsentlige kvaliteter, som ligger i mænds kulturelle arv ikke er blevet videregivet direkte til de kommende generationer. Dette er særligt problematisk for drengene, som jo skal blive mænd og derfor har brug for et konkret mandligt nærvær i deres udvikling. Men det er også en hæmsko for pigerne, der i nutidens samfund har brug for mandskulturens dynamiske kvaliteter for at begå sig på arbejdsmarkedet.

Det fremføres ofte, at dagens fædre er mere sammen med deres børn, end fædre var for blot 30 år siden. Det er sandt, men går man længere tilbage i tiden, findes der eksempler på, at fædrene fyldte langt mere i børnenes liv. Historien viser os, at børns adgang til deres fædre og til maskulint samvær i øvrigt varierer enormt i forskellige perioder og sociale grupper. Der er altså ikke nogen "naturlig fader-kvote". I 1996 er der både hos børn, mødre, fædre og fra politisk side et ønske om, at børn skal være mere sammen med mænd. Dette ønske er også i pagt med kravet om kvindelig ligestilling, som forsat kræver kvinders frigørelse fra opgaver i hjemmet. Der er kort sagt tale om et sammenfald af interesser, som burde kunne føre til forandringer.

Men hvorfor skal børn være mere sammen med mænd? Hvad sker der, hvis drenge og piger stort set ikke omgås mænd? Kan og vil mænd være sammen med børn? Og hvis der skal vælges mellem moderen og faderen, har barnet det så ikke næsten altid bedst hos moderen? Det er nogen af de spørgsmål, som denne rapport søger at besvare og søger at sætte til debat.

Drenge og piger skal have adgang til maskulin omsorg, fordi det er godt for deres psykologiske og motoriske udvikling.

Nyere forskning peger på, at jo mere aktive fædre er overfor deres spædbørn, jo mere udvikler barnet sig motorisk. Og på længere sigt er det afgørende vigtigt for især drenges men også for pigers psykologiske udvikling, at der er en maskulin omsorgsperson tæt på.

Følelsesmæssigt er fædre lige så kompetente som mødre er.

Fædre formår at etablere et stærkt følelsesmæssigt engagement i det spæde barn, og de evner både indlevelse og sensitivitet overfor barnets behov og ytringer. Det er derfor en mærkværdighed i dansk lovgivning, at et nyfødt barn, der bor sammen med både faderen og moderen, ikke automatisk har en far med forældreret og -pligt til at værne om det. Initiativer, der styrker mænds engagement i det spæde barn, vil kunne medføre en sneboldeffekt, som bevirker at både fader og barn altid vil føle et savn, når kontakten bliver for svag. Men dette kræver, at der etableres en første dyb kontakt helst allerede i forbindelse med fødslen og de efterfølgende måneder.

I dag deles mødre og fædre langt mere end for 20 år siden om det daglige huslige arbejde og den daglige omsorg for børnene.

Men i de ekstraordinære situationer, f.eks. ved børnenes sygdom, eller når familien vælger at lade en af forældrene arbejde på deltid eller tage langvarig orlov, er det oftest moderen, der tager ansvaret på sig. Dette skyldes ikke nødvendigvis, at fædrene ikke vil, men ofte et helt net af årsager, herunder at det oftest er dyrere for familien, hvis faderen skal på orlov, at moderen meget nødigt vil undvære denne samværsform, og at faderens arbejdsplads ikke er så positivt indstillet overfor medarbejdernes fravær på grund af deres børn.

De gældende orlovsordninger appellerer til kvinder, men i forsvindende lille grad til mænd. Der bør derfor nu udvikles en far-barn-strategi, hvor målet er at lave ordninger, der tilgodeser børnenes tarv gennem at tage hensyn til fædres forhold på arbejdspladserne og i familien.

I den offentlige institutionsverden vuggestuer, børnehaver og i skolen er der for få mænd. Jo mindre børnene er, jo færre mænd er der ansat.

Samtidig er det en kendsgerning, at drenges og pigers leg er forskellig. Det er vigtigt, at der er plads i institutionsverdenen til, at både drenge og piger kan udfolde de former for leg, som de har det bedst med. Det er derfor væsentligt, at der er mænd i institutionerne, som børnene kan identificere sig med, og som de kan bruge f.eks. i deres såkaldte "vilde lege". Daginstitutionsverdenen og skolen skal udvikles, så det bliver en attraktiv arbejdsplads også for mænd.

Når der er mangel på mænd i skoler og institutioner, så søger drengene efter mandlig autoritet og omsorg i fritidsverdenen.

Dette er en alt for ofte overset guldgrube af eksempler på relationer mellem mænd og børn. I fritidsverdenens konkurrencer, friluftsliv og sociale samvær er der plads til at bryde de rammer, der hersker i institutionerne og i skolen. I fritidsverdenen er der plads til fysisk udfoldelse og til drengedrømme.

En ny undersøgelse viser, at børn vokser lige så godt op hos enlige fædre som hos enlige mødre.

Hvert 3. barn oplever, at moderen og faderen skilles, før det bliver 18 år. I langt de fleste tilfælde kommer barnet til at bo hos moderen efter skilsmisse.

En ny undersøgelse viser, at børn vokser lige så godt op hos enlige fædre som hos enlige mødre måske endda bedre, fordi de enlige fædre gennemsnitlig har bedre sociale vilkår. Enlige fædre rapporterer i mindre omfang end enlige mødre om stress i hverdagen, om økonomiske og sundhedsmæssige problemer. Alt sammen forhold, som påvirker børnene. Samfundet bør sikre, at det virkelig er børnenes tarv, der bliver taget hensyn til, når det skal afgøres, hvor børnene skal vokse op.

Børn, der efter forældrenes skilsmisse vokser op hos faderen, har oftere en tæt kontakt til samværsforælderen (læs: moderen), end børn der vokser op hos enlige mødre. Det kan der være mange grunde til. Men det skal i højere grad sikres, at børnenes kontakt til samværsforælderen er stabil og tryg. Det er vigtigt for alle børn, men undersøgelser har desuden vist, at særligt drenge er sårbare i skilsmissesituationen og tiden efter.

Der er sandsynlighed for, at initiativer på de ovennævnte indsatsområder vil få en gavnlig afsmittende virkning på hinanden. Bliver faderskabets omsorgsdimension f.eks. gennem en bedre barselsordning en endnu mere central del af mænds identitet, vil det også kunne opleves som mas-kulint f.eks. at være børnehavepædagog eller sundhedsplejer. Og omvendt vil en "maskulinisering" af omsorgserhvervene uvægerligt indvirke på opfattelsen af faderskabet.

Hvad angår drenges og pigers adgang til mænds omsorg og kultur, er vi i Danmark kommet til en skillevej:

Vi kan fortsætte ad de velkendte stier, hvor mænd tilskyndes til at engagere sig mere i børn, og hvor man kun i beskedent omfang tager særlige initiativer til at fremme mænds engagement i børnenes daglige liv.

Eller der kan udvikles en ny strategi, hvor fremme af børns adgang til mænds omsorg og samvær formuleres som et selvstændigt mål, og hvor der som konsekvens heraf tages særlige initiativer på arbejdsmarkedet, i institutionsverdenen og i familierne, og hvor der åbnes yderligere for børns adgang til deres fædre gennem forældremyndighedslovgivningen.

Vi mener, at tiden er moden til at vælge den nye strategi, hvor det er børnene og børnenes adgang til både det feminine og det maskuline, der sættes i centrum.

Del II

Historie

Drenge og fædre - børns adgang til maskulin omsorg historisk set

Forskning i forholdet mellem drenge og fædre er helt underbelyst i dansk sammenhæng. I det følgende vil en analyse af faderskabet i 1700-tallets England blive præsenteret for at vise, hvor variabelt fader-sønforholdet er og som en kontrast til nutidens faderskab.

I dag er der allerede i sproget forskel på far og mor. Ordet moderskab emmer af nærhed, varme og omsorg, mens faderskab leder tankerne hen på kølig jura og skilsmissedomme. Moderinstinkt og moderkærlighed lyder naturligt, mens faderinstinkt og faderkærlighed lyder som konstruktioner til lejligheden.

I bevægede øjeblikke kommer mange små børn endda til at kalde deres far for "mor", mens det omvendte endnu ikke lige så ofte er tilfældet. Så også børnene markerer, at mor oftest står for det nære, mens far repræsenterer noget fjernere.

Men har fædrene altid været på afstand set i historisk perspektiv? Har faderskikkelsen altid været relativt flygtig? Og hvad med drengebørnenes forhold til deres fædre?

1700-tallet

Den amerikanske forsker, John Gillis, skriver om 1700-tallets kønsrollemønster i England:

"Den position, fædrene og mødrene indtog i den folkelige forestilling, var nærmest omvendt. Når folk tænkte på familiens rødder, tænkte de på fædrene. Forældreløse blev defineret ved deres faderløshed, og gæstfrihed var mandens snarere end kvindens ansvar."

Nutidens børn er i modsætning til disse 1700-tals-børn vant til et faderbillede karakteriseret ved fravær. En far er en person, der altid er på vej ud eller ind ad døren.

For en sådan 1700-tals dreng var forholdet mellem ham og hans far en helt anderledes central og selvfølgelig del af familielivet. Især drengebørn fra samfundets mellemlag havde mere tid sammen med deres far, end drenge har haft både før og siden.

Arbejde og hjem udgjorde en enhed. Produktion og madlavning foregik ofte på samme areal, og børn og voksne tilbragte store dele af dagen sammen. Senere tiders opdeling af tiden i arbejde, fritid og skolegang fandtes ikke.

I den førindustrielle håndværker- og landbokultur bestod drengens vigtigste opgave i at lære faderens håndværksmæssige evner og overtage hans gård eller værksted. Faderen var en autoritet, hvis evner det gjaldt om at kopiere.

Forholdet mellem far og børn var ikke nødvendigvis nært i vores opfattelse af begrebet, for han kunne sagtens være en barsk mand med hånd- og halsret over resten af familien. Den gravide kvinde blev betragtet som en rugemoder, der kunne bære og udruge den fosterspire af sæd, som manden lagde i hende.

Manden og ikke kvinden var i centrum for opmærksomheden i familien. John Gillis skriver om faderen i 1700-tallets fødselsrum, at han "var ikke som en nervøs udenforstående, men som en ceremonimester med en ejers fremtræden, og han modtog barnet fra armene af de tilstedeværende kvinder og behandlede det med en sikkerhed, moderne fædre ofte mangler. Og han præsenterede barnet for alverden ved barnedåben."

Drengen ville også blive oplært til, at husets fader havde det største ansvar for forsyninger og stod for den overordnede styring af husholdningen. I takt med at drengen overtog faderens syn på verden, ville han føle sig hjemme i husets hypermaskuline rum, for hjemmet var ikke først og fremmest moderens varme stue, men et produktionssted med manden som leder.

Derfor var der heller ikke udspaltet særlige manderum som herreværelser, fordi alle rum i princippet var mandens domæne. Drengen ville se, at selv indenfor omsorgen overfor det spæde barn, havde hans far nøglepositioner. Omsorgen var endnu ikke blevet et særligt kvindeområde, og det var snarere mænd end kvinder, der tog sig af størstedelen af familiens korrespondance.

Mænd fulgte generelt set ret nøje med i deres kones svangerskaber og gav råd og anvisninger ud fra den udbredte idé om blodrigelighedens betydning for den gravides sundhedstilstand. Bøger om opdragelse og takt og tone var ofte rettet til faderen.

1900-tallet

Fra omkring århundredskiftet oplevede børnene også i Danmark at de gamle faderbilleder langsomt gik i opløsning. Fra at blive oplært af faderen fik drengen op igennem vort århundrede mere og mere fraværende forsørgere som fædre. Faderen var ikke længere til stede i det daglige. Drengebarnet slap måske for en vranten bulderbasse, men fik i stedet en fjern autoritet.

Familien blev et forbrugssted under kvindernes beskyttende vinger, mens drengen, når han blev gammel nok til selv at stifte familie, skulle ud og sælge sin arbejdskraft ofte langt fra hjemmet. Børnene oplevede nu ikke længere faderen som en daglig kontaktperson men som et skaffedyr, der var placeret så meget i familiens periferi, at han ved hjemkomsten fra arbejdet kunne plages for slik og gaver.

På samme tid oplevede børnene, at moderen rykkede endnu dybere ind i deres liv. Læger og mødre skabte en kult omkring moderskabet og hævdede, at enhver kvinde nærer naturgiven kærlighed til alle små væsner og især hendes egne.

I sammenhæng hermed blev æggets betydning for reproduktionen kraftigt betonet. I parantes bemærket kan det nævnes, at denne afhægtelse af manden fra faderskabet i Danmark kulminerede med myndighedsloven af 1922. Før den tid havde faderen den afgørende stemme vedrørende barnets opdragelse og hele liv. Nu blev parterne ligestillet. Ved skilsmisse havde barnet i reglen fulgt den forsmåede part, men nu blev det i reglen moderen, der overtog forældremyndigheden ved skilsmisse uanset årsagerne.

Konklusion

Modellen for faderskab har i løbet af de seneste århundreder udviklet sig, så den far, der i 1700-tallet var allestedsnærværende arbejdsintruktør, blev til en søndagsfar, der legede med børnene i fritiden og arbejdede ude ugens øvrige seks dage. I dag er han blevet til den moderne hverdagsfar, som deltager i sine børns fødsel. Arbejdstiden er kortere, velfærden vokset, og faderen har fået mulighed for at udvide sit samvær med familien i form af længere aftener, weekender og ferier.

Del III

Familie

Kapitel 1

Fædre i børns liv - mænds indflydelse på børns udvikling

I moderne psykologi og pædagogik går man ud fra, at såvel piger som drenge lever meget tæt på deres mødre i de første leveår. Det er ikke udfra en betragtning om, at sådan skal eller bør det være, men nærmere en konstatering af, at sådan er det for de fleste børn.

Tidligere har forskningen koncentreret sig om forholdet mellem moderen og det spæde barn og været tilbageholdende overfor at undersøge forholdet mellem far og spædbarn. Men nyere forskning tyder på, at en far er central kilde til udvikling hos sit barn (1).

Hvorvidt mænd evner at give følelsesmæssig støtte og forståelse til små børn blev undersøgt af flere forskere i 1980erne (2). At det skulle være nødvendigt at vise dette, er i sig selv et symptom på faderens marginaliserede rolle i omsorgen. Disse undersøgelser af fædre og spædbørn viser, at fædrene evner både indlevelse og sensitivitet overfor barnets sociale ytringer ved fødslen (3). Fædrene formår at etablere et stærkt følelsesmæssigt engagement i forhold til det spæde barn (4).

Fædrene nusser deres spædbørn, kysser dem og snakker ligeså ofte med dem, som mødrene gør (5). Fædrene er lige så sensitive overfor barnets signaler, som mødrene er (6). Og de er ligeså følelsesmæssigt kompetente som mødrene.

En dansk undersøgelse viser, at ved en række aktiviteter, der involverer emotionel kontakt med barnet, deltager fædrene oftest i funktioner som at berolige barnet, give sutteflaske, lægge i seng, bade og få barnet til at sove (7).

Spædbarnet nyder godt af fædrenes aktive engagement. Jo mere aktive fædrene er overfor spædbarnet, jo mere udvikler barnet sig motorisk og hvad angår indlæring (8). Også hos større børn gik en varm, engageret relation mellem far og barn hånd i hånd med barnets udvikling af kompetence, selvværd og indlæringsmæssige færdigheder (9).

Fædre er klart kompetente til at forstå barnets signaler og er interaktivt sensitive overfor barnets kropslige og verbale ytringer (10). Denne kompetence afhænger imidlertid af aktiv involvering, så sensitiviteten overfor spædbarnets signaler erhverves ved øvelse og erfaring. På denne måde adskiller fædre sig ikke fra mødre.

Undersøgelserne viser alt i alt, at der ikke er nogen kvalitativ forskel på fædre og mødres respons, stimulation eller følelser i omsorgen for det spæde barn (11).

I den første spæde periode af et barns liv er det rimeligt at antage, at der ikke er nogen forskel på pigers og drenges opfattelse af sig selv. De lever tæt på samme person, deres mor, og selv om vi ved, at omgivelsernes påvirkning med den såkaldte kønskategorisering af barnet er meget stærk og starter tidligt, er det ikke sandsynligt, at den får piger og drenge til at opfatte sig på forskellige måder.

Efterhånden opdager barnet, at moderen har et eget liv og nogle ønsker, som til tider står i direkte modsætningsforhold til barnets. Fra at have været den mest elskede person i verden, får moderen nu en dobbelt rolle i barnets øjne. Hun bliver både den mest elskede og den mest truende og farlige person i barnets verden.

I denne fase er det vigtigt, at barnet oplever, at det ikke er totalt afhængigt af moderen, men også har en anden ressource-person i nærheden. Pigen ser sine ligheder med moderen, stræber efter at holde sig tæt på hende og forsøger at efterligne hende. Pigen fortsætter på denne måde at leve i en tæt relation, som hun senere bruger til at bygge sin relation til faderen på.

Drengen opdager, at han er forskellig fra sin mor, og at han ligner sin far, og derfor tvinges han til at markere en afstand til moderen. For at løse konflikten mellem de to modsætningsfyldte billeder af sin mor begynder han at markere sine egne grænser.

Pigen har brug for gennem sin far at spejle sig i det maskuline for at kunne sige, at "sådan er jeg ikke", eller "det vil jeg også have noget af". Drengen styrker sin mandlighed ved at efterligne faderen og indleve sig i mandsverdenen.

At mange fædre er relativt fraværende i de små børns liv, ændrer ikke billedet af, at barnet opfatter mor og far som forskellige, tværtimod.

Med udgangspunkt i adskillelsen fra moderen og forstærket af flere faktorer i udviklingen kommer drengen til at opfatte sig som adskilt, autonom og med ganske faste grænser. Udtrykt på en anden måde kan man sige, at drengen opfatter sig som relativt uafhængig i modsætning til pigen, som føler stærk afhængighed.

Bruddet med moderen kan også få negative effekter. Drengen kan udvikle rædsel for at gå ind i nære relationer. Denne rædsel for nærhed og efterfølgende brud kan efterlade drengen i en følelse af ensomhed også når han ikke rent fysisk er alene.

For pigen er effekten af konfliktløsningen i yderste fald den stik modsatte. Hun kan blive angst for ikke at være i en tæt relation, angst for adskillelse.

Denne beskrivelse af drenge og pigers psykologiske udvikling viser, at det ene køns udvikling ikke er finere eller bedre end det andets. Derimod er der nogle faktorer, som forklarer, hvorfor kønnene adskiller sig fra hinanden.

At omgivelserne derudover med kraftig påvirkning sluser drenge og piger ind i traditionelle mønstre, er en anden sag. Så længe fædres og mødres adfærd overfor barnet ikke ændrer sig, vil der ikke ske forandringer i barnets kønsopfattelse.

Hvis fædre var nærværende tidligt i barnets liv, ville drengenes angst for nærhed sandsynligvis ikke blive udviklet nær så stærkt, og pigerne ville i højere grad opleve sig selv som selvstændige individer.

Fædres større nærhed vil betyde, at såvel piger som drenge tilegner sig et bredere kønsrepertoire. De vil få bedre forudsætninger for at leve livet og gennemleve både afhængighed og uafhængighed uden at overbetone nogle af delene.

Mange børn oplever fædre, der er fraværende, enten fordi fædrene lægger næsten al energi på arbejdspladsen, eller fordi fædrene er blevet skilt fra mødrene og dermed åbenbart også børnene. Dette fravær efterlader et hul i mange drenge og piger.

Manglen på en tilstedeværende far kan også medføre, at sønnen oplever verden gennem moderens øjne på en sådan måde, at både det maskuline og drengens egen far tabuiseres. Resultatet kan blive, at drengen har svært ved at indgå i fællesskab med andre drenge og senere mænd.

Fraværet af fædre overses ofte i en tid, hvor det er "in" at være far, og reklamen viser os billeder af ømme og deltagende fædre. Især i den intellektuelle elite besynges det ny, emotionelle faderskab på en måde, som var faderskabet et nyt præstationsområde for karrieremænd. Til sammenligning kan man se, at arbejdermænd i generationer har haft tradition for at videregive praktisk-tekniske færdigheder til sønnerne.

Forbeholdene til trods er det dog i dag sådan, at fædrene i vid udstrækning viser deres engagement i familien, og en god far vil de fleste definere som "følelsesmæssigt nærværende" og endda "kærlig", hvilket ikke tidligere er blevet opfattet som afgørende betingelser.

Moderne børns hovedproblem i forhold til deres fædre er manglen på fælles tid i fælles rum. Det får især alvorlige konsekvenser, hvis der i perioden efter barnets fødsel ikke skabes rammer for et længerevarende, dybtgående samvær.

Får faderen fra starten en mulighed for at opleve glæden (og besværet) ved at være tæt sammen med barnet, vil det give ham langt mere lyst til og bedre forudsætninger for at være tæt på barnet senere. Har man først én gang været i tæt kontakt med sit barn og haft ansvaret i en periode, vil det være smertefuldt at skulle give afgørende afkald på denne nærhed i længere tid ad gangen.

Kapitel 2

Fædres omsorg for børn i familien - mænd tager i højere grad del i omsorgen

Det er blevet naturligt i mange kredse at tale om, at det er vigtigt, at der er mænd til stede i drengebørns tilværelse, så den massive overrepræsentation af kvinder bliver blødt op.

I mange hjem deles mand og kvinde ligeligt om husarbejde og omsorg for børnene, men det er fortsat sådan, at det i de fleste familier hovedsageligt er kvinden, der tager sig af disse opgaver.

Inden for de seneste 20 år er der dog sket en markant udligning i fordelingen af hus- og omsorgsopgaverne i familien mellem mænd og kvinder. En ny rapport peger på, at denne udligning overvejende skyldes mænds større grad af deltagelse i hus- og omsorgsarbejdet og i mindre omfang kvinders mindre deltagelse (1).

Endvidere peger rapporten på, at mænd tager større del primært i arbejdet i forbindelse med omsorgen for de små børn et område hvor man ellers traditionelt har hævdet, at kvinden har biologiske fortrin.

Rapporten konkluderer, at biologien spiller en mindre rolle i fordelingen af omsorgen for børnene end tidligere antaget.

Set fra børns synsvinkel betyder denne udvikling, at børn i højere grad end tidligere oplever at have 2 forældre, der begge er involveret i og ønsker at være involveret i den daglige omsorg. Samtidig med denne udvikling kan man se, at:

kvinder tager oftere og længere perioder med orlov end mænd

kvinder arbejder oftere på deltid end mænd

kvinder bliver oftere hjemme, når børnene er syge

Det tyder på, at på den ene side oplever vores børn en hverdag, hvor både mor og far prioriterer samværet med og omsorgen for børnene. På den anden side oplever børnene, at i en ekstraordinær situation under sygdom, eller når familien lader en af forældrene gå på orlov, er det oftest moderen, der er den nære forælder, og faderen der er borte ofte på arbejde.

Når en mand skal afgøre, om han f.eks. vil tage 13 ugers børnepasningsorlov, er det aldrig hans beslutning alene. Sådanne ekstraordinære beslutninger tages af moderen og faderen i fællesskab. Blandt de forhold, som forældrene tager i betragtning, er:

moderens og faderens lyst til at tage orlov

hvad tjener henholdsvis faderen og moderen?

holdningen til orlov og andet fravær på faderens og moderens arbejdspladser

graden af tryghed i ansættelsen for moderen og faderen

Som nævnt har der gennem de seneste 20 år været en markant udvikling i fædrenes prioritering af samværet med og omsorgen for børnene. Derimod er der ikke i nær samme omfang sket en udvikling på de 4 ovennævnte punkter, som familien inddrager, når den tager beslutning om, hvem af forældrene der skal have lov til f.eks. at være hjemme med børnene på orlov.

I langt de fleste familier tjener manden mere end kvinden. Det skyldes bl.a. forskelle i alder, grad af uddannelse, ansættelse i den offentlige og private sektor og forskelle i lønnen. For den enkelte familie medfører disse forhold ofte, at det koster familien størst indtægtsnedgang, hvis faderen skal på orlov.

Det danske arbejdsmarked er stadig meget kønsopdelt. For eksempel er 3 ud af 4 ansatte i den offentlige sektor kvinder. Generelt er det sådan, at på kvindernes del af arbejdsmarkedet er personalepolitikken mere familievenlig.

For den enkelte familie er det som regel sådan, at brug af orlov og fravær ved barns sygdom er mere accepteret på moderens arbejdsplads end på faderens. Ligesom forskellene i forældrenes indtægtsniveauer stiller forskellene mellem mandedominerede og kvindedominerede arbejdspladskultur er moderen og faderen ulige i familiens valg af, hvem afforældrene, der skal være sammen med børnene i de ekstraordinære situationer.

Når man ser på fædres involvering i deres børn, er der i høj grad tale om generationsforskelle. Fædre, hvis børn er teen-agere eller voksne, har ikke i samme omfang udviklet det helt nære forhold til deres børn som dagens nybagte fædre.

Denne generationsforskel udmønter sig på forskellig vis. På arbejdspladserne kan det opleves som en konflikt mellem unge og ældre mandlige medarbejdere. En undersøgelse fra 1994 peger på, at hvor de ældre, mandlige medarbejdere ofte ønsker at blive hængende efter arbejdstid om fredagen og drikke en øl eller to, vil de unge, mandlige medarbejdere hellere hjem til familien (2).

Dette eksempel er et symptom på, at de forskellige aldersgrupper af mænd ofte har en forskellig prioritering i balancen mellem arbejdsliv og familieliv. Og det kan få afgørende betydning i andre sammenhænge, ikke mindst i fagbevægelsen, hvor generationen af unge fædre ikke sidder i de centrale beslutningsorganer, hvor der udtages krav til overenskomstforhandlinger.

Der tegner sig således et billede, hvor mange især unge fædre gerne vil prioritere det daglige samvær med deres børn. Men samtidig er der en række ydre betingelser på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt, der virker som en barriere for denne deltagelse. Hvorfor står vi der i dag?

En mulig forklaring er, at ligestillingsstrategien har været dominerende i politikformuleringen på dette område.

Ligestillingsstrategien går i denne sammenhæng meget kort fortalt ud på, at mænd skal prioritere deres familier ved at handicappe sig selv på arbejdsmarkedet på samme måde, som kvinder er nødt til at handicappe sig, når de føder børn, bruger barselorlov osv. Ud fra denne strategi nås ligestilling mellem kønnene ved, at mænd på samme måde som kvinder hindres i deres mulige arbejdsmarkedsudfoldelse. På den måde vil de to køn fremstå som lige besværlige for arbejdsgiverne, og grundlaget for kønsdiskrimination på arbejdsmarkedet vil være væk.

Ifølge denne strategi kan man ikke tilbyde mænd særlige ordninger til at forene arbejdsliv og familieliv. Mænd må bruge de samme ordninger, som kvinder er nødt til at bruge, f.eks. lange perioder af orlov på fuld tid f.eks. efter fødslen.

Problemet er, at disse ordninger ikke tager højde for kønnenes forskellige livssituationer og identiteter.

Hvis man i stedet formulerer et nyt mål, bliver også strategien en anden. Hvis man tager udgangspunkt i børnenes situation, bliver målet, at børnene skal have rige muligheder for at være sammen med begge forældre.

Målet må derfor være at bringe fædrene tættere på og mere sammen med børnene. I den forbindelse er det mindre vigtigt, om initiativer bidrager til at skabe mere ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, blot initiativerne ikke fører til øget uligestilling.

Børns adgang til deres fædres omsorg og nærvær skal være et mål i sig selv og ikke et redskab til at skabe øget ligestilling mellem kønnene.

For børnene handler det således om at etablere ordninger, der kan understøtte den udvikling, der allerede er i gang: At fædrene gerne vil prioritere samværet med og omsorgen for børnene. Sådannne ordninger må tage udgangspunkt i fædrenes faktiske forhold og identitet.

Del IV

Skoler og institutioner

Kapitel 1

Børns legemønstre - de få mænd har betydning for børns udvikling af leg

Drengebørns udvikling har tidligere i historien været stærkt knyttet til at gøre egne erfaringer i drengegrupper. Det typiske rum for denne uorganiserede aktivitet var gaden, hvor der foregik en form for selvopdragelse blandt de drenge, som her var uden for de voksnes kontrol.

Gaden som selvstændigt legerum er i dag blevet erobret af bilerne, og adgangen til at grave kanaler langs åen eller bygge jordhuler er en fjern drøm for de fleste bybørn.

Nutidens børn er i næsten al deres tid overvåget af voksne og indelukkede i institutionernes rum uden mulighed for at lege og lære uden opsyn. Børnene er blevet fjernet fra bo-ligområderne, er på institution eller dyrker organiserede fritidsaktiviteter.

Drenge og piger i daginstitutioner og dagpleje møder i deres første leveår meget få mænd, hvis de overhovedet møder nogen. Jo ældre børnene bliver, jo større bliver chancerne, og i skolefritidsordningen eller på fritidshjem er de næsten sikre på at opleve en mandlig ansat.

Daginstitutionen er fortsat en af de mest kønsopdelte arbejdspladser på hele arbejdsmarkedet. Jo yngre børn, jo færre mænd. I hele Danmark arbejder der i dag kun 59 mandlige pædagoger i vuggestuer. Derudover er der 293 mandlige pædagogmedhjælpere, og tilsammen udgør mændene ialt 5% af de ansatte i vuggestuerne, hvorimod de udgør 25% af personalet i fritidshjem og skolefritidsordninger. Og så har Danmark endda verdensrekord i at ansætte mænd.

Tal fra Undervisningsministeriet tyder på, at der ikke vil komme flere mænd ind i denne verden af dagtilbud for børn. Snarere tværtimod. I 1987 udgjorde kvinderne 79,3 % af de nyuddannede pædagoger, i 1993 steg andelen af kvinder yderligere, og i dag er den 83,4 % (1).

Længe var den neutrale kønsidentitet idealet, men efter debatten om "De vilde drenge" og deres behov i 4-6 års alderen begyndte mange at se ansættelsen af mænd som en løsning på problemet. Senere er fokus blevet udvidet til "De milde eller stille piger", som også skal have særlig opmærksomhed.

I dag tales der om kønspædagogik, og det betyder, at børnenes kønsspecifikke adfærd samt individuelle behov skal respekteres og værdsættes. Der skal skabes spændende og inspirerende fysiske rammer både indenfor og udenfor, så der er rum til både pigers og drenges lege.

Nogle institutioner har i dag kønsopdelte aktiviteter, hvor drenge og piger leger adskilt ud fra devisen: Forskelle må respekteres for at kunne skabe ligestilling og for at kunne dække børnenes behov.

I én institution taler man om Omsorgsdrenge og Råbepiger. Her er idéen, at pigerne, hvis de har lyst skal have mulighed for at øve sig i at råbe og sige fra, mens drengene på samme måde har mulighed for at øve sig i omsorgsrollen.

Det er vigtigt, at både mænd og kvinder i daginstitutionerne eksperimenterer og forsøger forskellige strategier, for der findes ikke kun én løsning eller sandhed.

Disse strategier og handlingsanvisninger kan dårligt føres ud i livet i en daginstitution, hvor der kun er kvinder, men vil lettere kunne realiseres i en kønsblandet personalegruppe. Kvindelige ansatte vil aldrig kunne erstatte mænd som objekt for identifikation, dels fordi de ofte ikke interesserer sig for f.eks. vilde lege på samme måde som mændene, og fordi mænd drager omsorg for børn på en anden måde end kvinder.

Når man i institutionen ser på drenges og pigers leg, leger de to køn nogle gange adskilt og andre gange sammen i gensidig fascination.

Piger leger ofte i små, klart afgrænsede og tætte legegrupper med 2-4 deltagere. Pigerne fokuser ofte på, i hvilket omfang de ønsker at inddrage eller udelukke hinanden, tredieparten og fjerdeparten i legen. Det virker som en leg før legen, men er snarere en vigtig del af selve legen er man med eller ikke med?

Drengene leger ofte i større og mere diffuse grupper, og det kan være svært at afgøre, om den enkelte dreng er med i legen eller ej.

En dreng kommer f.eks. og spørger, om han må være med i en leg med fire riddere, og de fire siger: "Ja, det må du gerne, du skal være vagtpost, sæt dig udenfor døren og hold vagt."

Drengen sætter sig nu udenfor døren, holder vagt og kigger alvorsfuldt op og ned ad gangen i nogle minutter. Hvis der kommer nogle voksne og spørger: "Sidder du her og er alene og ked af det" svarer han: "Nej, jeg holder vagt" og tager helt tydeligt del i legen.

Undervejs får drengen øje på nogle andre børn, der er i færd med at lege for enden af gangen, og han løber ned og leger med dem i et langt stykke tid. Umiddelbart kunne man sige, at han ikke længere leger med de fire riddere hvilket i øvrigt ikke betyder noget for de fire riddere, som i mellemtiden ikke har lagt mærke til, om han overhovedet holder vagt.

Men efter et kvarter kommer drengen slentrende hen ad gangen og indtager atter sin post som vagt og ser meget betydningsfuld ud.

I drengenes leg er gruppedannelsen tilsyneladende ikke koncentreret så meget om, hvorvidt man er med eller ej. I stedet er der en hel række grader af deltagelse. Legen går på, at man kan være med, så længe man overholder det hierarki, der er i gruppen.

Hvis den femte dreng ville være næstkommanderende i legen, ville det give en masse problemer, men så længe han overholder den placering, han får tildelt eller tilkæmper sig, er der ingen problemer.

Omvendt er pigerne langt tættere på hinanden og opmærksommme på, at de, der er med, er inddraget i legen, og at der løbende foregår udvekslinger mellem de tilstedeværende.

De omtalte børn er alle i 4-års alderen, men børn viser disse legemønstre allerede fra 2-års alderen, og mønstrene bliver stadig mere tydelige op gennem børnehave- og skolealderen.

Den typiske pigeleg er en familieleg. Legen kan antage mange udtryk og iklædninger, men den handler som regel om at lege rollerne i en familie. På den måde kan man sige, at temaet for pigernes leg er indeholdt i deres egen levede hverdag.

Drengene derimod henter i langt højere grad temaerne fra det fremmede, enten i form at science fiction eller udøvelse af voksne funktioner som f.eks. at være maler, murer, sømand, tømrer eller chauffører. Men drengene leger sig vel at mærke ikke ind i disse funktioner, fordi deres fædre eller mødre har nogle af disse jobs, og derfor er legens tema fremmed i forhold til drengenes hverdag. Drengenes leg handler om at udfylde positioner eller funktioner.

Pigernes leg handler om at være nogle personer, og rollerne i legen bliver hentet fra familien. Legen indeholder f.eks. en mor, en far, en storesøster, en lillebror og en baby.

Pigerne bruger deres funktion som f.eks. madlavende mor til at komme ind i legens egentlige indhold de personlige relationer mellem moderen og alle de andre i familien. Familierollelegen er knyttet meget tæt til følelsernes fine spil og variation. Man kan sige, at legens tema er: Hvordan forholder vi os til hinanden, når der er konflikter?

I drengenes leg er det omvendt. Funktionsudøvelsen er alt, og de personlige relationer næsten intet.

Disse meget tidlige forskelle i drenges og pigers legemønstre forklarer måske, hvorfor det nogle gange kan være svært for voksne mænd og kvinder at forstå hinanden. De to køn tror ofte, at de taler om det samme, og der går lang tid, før de indser, at der er tale om to meget forskellige kulturer med hver sin logik.

Børnene holder i deres leg meget fast i traditionelle kønsrollemønstre, som ikke nødvendigvis afspejler deres eget hverdagsliv. Måske er de meget firkantede kønsroller en måde at styre legen på, fordi det er for meget, hvis både far og mor er i centrum for det, familierollelegen egentlig handler om. Faderens rolle i legen er at køre på arbejde eller at sove med en avis over hovedet. At spille far har den absolut laveste status i familierollelegen. Pigerne må nogle gange anstrenge sig til det yderste for at få en dreng til at spille far.

Til sammenligning har det højere status at være hund, fordi den i det mindste er til stede i familien og derfor kan være aktiv i legen. Faderens rolle er at være den, der ikke kan være med.

For bare 10 år siden sagde mange pædagoger, at skydevåben var forbudt, og at der ikke måtte leges krigslege. I dag er der på det umiddelbare plan en accept af, at der skal være plads til krigslege, men under denne accept i den reelle forvaltning af hverdagen er det alligevel ofte drengenes legekultur, der støder sammen med pædagogernes kultur.

På ét plan kan man sige, at der umiddelbart er større genkendelse mellem de kvindelige pædagoger og pigerne end mellem de kvindelige pædagoger og drengene.

Men på et andet og mere ubevidst plan, der er svært at føre direkte bevis for, sker der det direkte modsatte.

Samtidig med at de voksne, kvindelige pædagoger er hurtigst til at lægge en dæmper på drengenes leg med bemærkninger som "Ikke så vildt, ikke så højt og ikke lige nu", så sender de på et meget betydningsbærende, men ubevidst plan et signal til drengene, om at: "I er godt nok irriterende, men I er skægge, og det er fedt nok, at I afprøver vores tålmodighed. Vi er glade for, at I sprænger grænserne." Drengene får på denne måde et voldsomt positivt puf i ryggen.

Pigerne får genkendelsen og accepten fra de voksne og får at vide, at det er rart, de er her, fordi man kun behøver at sige tingene én gang til dem og kan gøre dem ansvarlige for, at der bliver ryddet op.

Sideløbende med genkendelse og anerkendelse bliver der på et dybere plan sendt et mere betydningsfuldt og fordømmende signal rettet mod deres familierolleleg om, hvem der er med og ikke med: "I er nogle strigler og finker, der bare er så stride og lede overfor hinanden, at det næsten ikke er til at holde ud at se på".

Tendensen er her mere skarpt trukket op, end virkeligheden kan bære, og det er gjort, fordi det kunne være væsentligt og interessant for pædagoger at debattere, om man har disse ubevidste tendenser til forskelsbehandling i mange institutioner.

Men hvorfor reagerer den kvindelige pædagog på denne måde?

En vurdering er, at hendes reaktionsmønster handler om hendes eget, voksne projekt. Ofte lægger kvinder de sider af deres egen kvindekultur for had, som drejer sig om ind-spisthed, snageri, sladder og det, at de bedste veninder samtidig kan stikke knive

i ryggen på hinanden.

Drengens kultur med dens søgen ud, springen over og løsrivelse af følelsesmæssige bånd kan af den kvindelige pædagog blive opfattet som spændende, fordi den voksne kvinde gerne vil have disse egenskaber med i sit eget liv.

På samme måde kan den voksne mandlige pædagog have de modsatte projektioner at han genkender sig selv i drengenes leg og samtidig bliver irriteret på dem og hård overfor dem, mens han måske i højere grad er åben overfor pigernes evne til at være intime og kunne håndtere følelser, fordi han som voksen mand savner disse egenskaber i sit eget liv.

Konklusionen er, at der skal flere mænd i daginstitutioner ikke kun for drenges skyld, men også pigernes skyld og for de voksne pædagogers.

Flere mænd i institutioner og helst et par stykker ad gangen, så mændene ikke er helt alene blandt kvinder vil betyde, at mænds kultur vil trænge ind og stille spørgsmål til det, kvinder opfatter som selvfølgeligheder. Børnene får mulighed for at identificere sig med, slås med og tage afstand fra et større spekter at de to køns kulturelle mønstre.

Kvinder har en lang tradition for børneomsorg, og ved sammenligning kan mænd nogle gange virke som analfabeter. Men mænd rummer handlingsmønstre, som kvinder ikke har, og de er vigtige for børnene at opleve. Mænd, der er tæt på børn, vil være med til at omdefinere vores opfattelse af omsorg som noget, der handler om at være kvindelig.

Kapitel 2

Drenge i skolen - om at udvikle maskulin identitet

Hovedparten af undervisningen i den danske folkeskole varetages af kvinder, og jo yngre skolebørnene er, jo større sandsynlighed er der for, at deres klasselærer er kvinde.

En undersøgelse fra Danmarks Lærerhøjskole viser, at 75% af klasselærerne på 1.-7. klassetrin er kvinder, mens tallet på 8.-10. klassetrin er 66% (1). Hertil kommer, at børnehaveklassen næsten er totalt domineret af kvinder. 97,5% af børnehaveklasselederne er kvinder eller sagt på en anden måde: 2.998 af lederne er kvinder, og 74 er mænd (2).

Meget tyder på, at udviklingen med stadig færre mænd som lærere i folkeskolen fortsætter i de kommende år, medmindre der bliver gjort en aktiv politisk indsats for at modvirke den.

Tal fra Undervisningsministeriet viser, at der er stadig flere kvinder blandt nyuddannede lærere. I 1993 var 69% af de nyuddannede folkeskolelærere kvinder. Det kan sammenlignes med 1986, hvor kvindeandelen var 62%, og 1978, hvor kvinderne udgjorde 53% af de nyuddannede (3).

Også i den eksisterende lærerstab er flertallet kvinder. En stor del af de ansatte i folkeskolen blev uddannet i 1970erne, og på det tidspunkt var fordelingen på køn 53% kvinder og 47% mænd. Relativt flere mænd end kvinder i denne gruppe har fundet arbejde udenfor folkeskolen.

Det er svært at vurdere, præcist hvilke konsekvenser det har for drengene og pigerne at de i skolen og i pasningsordningerne i så stort tal møder kvinder og i så ringe omfang mænd.

Men det er tydeligt at se, at der f.eks. i en gruppe på 10 sko-ledrenge er en eller to, der har adfærdsproblemer, ondt imaskuliniteten og problemer med kønsidentiteten. Mange af disse drenge genfinder man i skolens specialundervisning.

Disse drenge har ikke i skolen og måske heller ikke hjemme det mandlige forbillede, de søger efter for at kunne danne identitet.

Der er andre drenge, der heller ikke i skolen finder mænd at efterligne, beundre og prøve kræfter med, men det betyder ikke, at de har store problemer, de vælger blot forbilleder for deres identitet andre steder en far, en kammerat, en sportsleder.

Skolens problem er, at den lægger op til en omgangsform, der levner meget lidt plads til børns behov for at være vilde og meget kropslige, fordi det forstyrrer undervisningen. Umiddelbart hæmmer det drengenes behov for meget udadvendt og aktiv udfoldelse, men rent faktisk begrænser det også de piger, der også har stort behov for at udvikle den vilde og kropsligt aktive side af sig selv.

I konkrete situationer vil drengenes højrøstede og omkringfarende søgen efter grænser ende med disciplinærsager. Nogle drenge har så megen styrke med hjemmefra, at deres søgen efter grænser giver dem ekstra kræfter til indlæring, andre har ikke så megen ballast og kommer på kollisionskurs med skolen.

Drengene er indbyrdes meget forskellige, men alle har de et fælles projekt, der handler om at finde ud af, hvem de er både som dreng og kommende mand.

Trods kønsdebat og forandringer i hjemmet og på arbejdsmarkedet er det vigtigt for både pige og dreng at skille sig ud fra det andet køn og finde frem til en selvopfattelse. Man kan sige, at børnenes udvikling byder dem at gøre op med de seneste årtiers forsøg på totalt at nedbryde kønsrollemønsteret.

Mange velmenende lærere og pædagoger har forsøgt at overbevise drengene om, at de kan blive mænd på en ny, anderledes og bedre måde i en periode af drengenes liv, hvor de ofte har brug for at koncentrere sig om de mest elementære sider af maskuliniteten.

I starten af puberteten gennemlever både drenge og piger meget stereotype mande- og kvinderoller. Hvis drengene ikke får lov til at gennemspille deres drenge- og mandedrømme, fordi det forstyrrer eller fylder for meget, bliver det svært for dem at gå videre til mere nuancerede kønsrollespil og endnu sværere for dem som voksne at få et afslappet og konstruktivt forhold til deres eget køn.

Ved at lægge en dæmper på drengenes afsøgning af kønnets betydning risikerer man at fastholde dem i rollerne som f.eks. ekstremt macho, konfliktsøgende, passive eller indelukkede til skade både for dem selv og det andet køn.

Det bliver en stadig mere kompleks proces for børn og unge at danne kønsidentitet. Det er nyt i vores samfund, at kønnene ikke længere i så høj grad henter identitet i arbejdslivet. Også i familierne bliver det stadig sværere at se forskel på moderens og faderens arbejdsopgaver, der tilmed ofte løses i fællesskab. At finde ud af "hvem jeg er som mand eller kvinde" bliver i stadig højere grad et projekt, der skal klares i fritiden ved siden af arbejdet.

Arbejdsmarkedet er i stadig højere grad præget af jobs, der både kan varetages af mænd og kvinder indenfor service og informationsvirksomhed.

De seneste tal for nyuddannede viser, at kvinder begynder at gøre sig gældende på områder, som før var næsten totalt mandsdomineret. Og de seneste tal viser endvidere, at kvinder tager mere og mere del i uddannelserne generelt.

I 1978 var kun knap en trediedel, 32,5%, af dem, der fuldførte en videregående uddannelse, kvinder, mens andelen i 1993 begyndte at nærme sig halvdelen, 45,1%, ifølge tal fra Undervisningsministeriet (4).

På stadig flere arbejdspladser er ideologien også den, at begge køn kan klare arbejdet ikke bare lige godt, men stort set også ud fra de samme arbejdsprincipper. På stadig færre områder danner kønnet baggrund for arbejdsdeling, og stadig færre arbejdspladser er domineret af kun det ene af kønnene.

Dog med den tankevækkende undtagelse, at kvinderne i stadig højere grad er alene om de offentlige funktioner, der handler om omsorg, opdragelse og uddannelse. Og hvad betyder dette så for drengene?

Får de sværere ved at danne kønsidentitet, når pigerne trænger sig ind på deres enemærker? Får de problemer af at se, at stadig mere arbejde både hjemme og ude kan varetages af både kvinder og mænd?

Svaret er, at flere drenge vil have lettere ved at leve sig ind i de stadig mere varierede kønsroller, hvis de blev opdraget til at kunne bruge mange forskellige sider af sig selv og forstå, at både mande- og kvindekønnet er sammensat af en lang række forskelligheder og fællesnævnere.

For skolen vil det være ærgerligt at forspilde muligheden for at udvikle sig selv og sine elever ved i højere grad at imødekomme i første omgang både drengenes voldsomhed og pigernes blidhed.

Hvis børnene støttes i at udvikle det, der traditionelt opfattes som maskulint og feminint, får de bedre forudsætninger for at gå på opdagelse i fremmedartetheden hos hinanden.

Får drengene plads til det voldsomme, vil de også få lyst til at søge det voldsommes blide modsætning. Får drenge lov til at afprøve den stereotype maskulinitet, er de ikke bange for at leve i den varierede maskulinitet, en voksen mand har brug for i sit med- og modspil til en voksen kvinde.

Del V

Varia

Kapitel 1

Hvor drenge bliver mænd og mænd drenge - idræt som maskulin opdragelse

"Sporten er altså at opfatte som det opdragelsesmiddel, vi hidindtil har manglet; den lærer vore drenge at finde sig i dommerens kendelse, ikke fordi den altid er korrekt, men fordi de selv har valgt ham som dommer, den lærer dem at lystre deres fører." (W. Hovgaard, Sport, København, 1888)

I kønsforskningen har det været et fast udgangspunkt, at århundredskiftets arbejdsdeling medførte, at mændene tog sig af produktionslivet, mens kvinderne tog sig af opdragelse og omsorg.

Det er ganske rigtigt, at århundredskiftets moderne lønarbejder ikke arbejdede i sin egen smedje bygget i forlængelse af hjemmet med mulighed for kontakt til de øvrige familiemedlemmer. Han havde heller ikke som landmanden én eller flere af sine sønner under oplæring, så de senere kunne gå i fars fodspor.

Men dette betød ikke, at det moderne samfunds mænd holdt op med at interessere sig for opdragelsen af drengebørnene og at lære dem maskuline færdigheder og normer. Engagementet blev blot udfoldet i nye former for fritidsaktiviteter som sport og spejderbevægelse.

Samtidig med at faderen ved århundredskiftet blev koblet ud af hverdagens løbende opdragelse, påtog stadig flere mænd sig opdragelse af drenge og unge mænd i sportens verden.

At opfatte sport som en socialiseringsfaktor stiller spørgsmålstegn ved den gængse opfattelse af opdragelse som knyttet til hjem, skole og børneinstitutioner.

Idrætstræneren og spejderlederen har ikke mindst overfor drenge, der er blevet opdraget i meget kvindedominerede institutioner og familier en central rolle som forbillede og normdanner for maskulin adfærd. Når disse trænere og ledere i dag ikke betragtes som opdragere, hænger det sammen med, at idrættens karakterformning og opdragelse til mandighed har været nedvurderet i den offentlige debat i forbindelse med feminismens fremtrængen.

Også pigebørn er senere i vort århundrede blevet inddraget i disse former for socialisering. Sporten blev et laboratorium for maskulinitet, hvor drenge og mænd kunne skabe en krop, en motorik og en karakter, som på én gang udtrykte konkurrencedygtighed i et moderne samfund og pegede tilbage mod de gamle grækeres og vikingers urmandighed og vilje til kamp.

Det er karakteristisk, at mændenes opdragelse og selvopdragelse i sporten tog udgangspunkt i især de dyder, som moderen ikke kunne forventes at bibringe det lille drengebarn: individualisme, selvstændighed, kampvilje, mod og en mandlig etik gennem fair play (1).

Fodbold er i løbet af århundredet blevet det store spil, hvor mænd opdrager drenge til mandighed. Det er det mest udbredte spil blandt unge mænd i dag. Det rækker fra lilleputternes første spark til den nationale og internationale begivenhed, som landskampen er. Fodbold rummer for både drenge og mænd minder om både nederlag og ekstatiske oplevelser. At falde over sine egne tændstikben, at ramme ved siden af målet eller slet ikke at få lov til at være med i kampen, kan tilføje drengebarnet drøje, mentale knubs. På den anden side kan det at sparke klatten i mål i en afgørende kamp være en oplevelse, som kører på den indre lystavle i mange år.

I fodbold lærer den danske dreng, hvad det vil sige at være en mand at være resultatorienteret, fremadrettet og en god kammerat.

Sociologiske undersøgelser har vist, at der er en tydelig sammenhæng mellem forældres idrætsvalg og deres børns idrætsengagement (2). Dyrker faderen sport, er der en pæn chance for, at sønnen også gør det.

4 ud af 10 forældre deltager jævnligt i et sportsarrangement sammen med deres børn (3). Dertil kommer, at mange mænds stærke følelsesmæssige engagement i idræt ofte vil kunne binde fædre og sønner sammen i fælles oplevelser, som sprænger hverdagens forudsigelige orden.

Fædres engagement i sønners idrætsudøvelse kan altså ses som en opbakning til den indlæring af maskuline normer, som foregår ikke mindst indenfor konkurrencesporten.

At idrætten fortsat er central for indlæring af kønsadfærd ses af, at drenge omkring puberteten er stærkt optaget af fodbold, mens pigerne drages mere mod gymnastik og ridning (3). Der er dog også tale om en fælles interesse for håndbold og spejderbevægelse, men også dér foregår aktiviteten kønsadskilt.

Fædrenes rolle i forbindelse med drengebørnenes sports-udøvelse består ofte i at stå på fodboldbanens sidelinie og råbe velmente råd til knægten. Men hvorfor denne afstand mellem far og søn? Hvorfor ikke danne far-søn hold, der spiller mod andre far-søn hold? Eller hvad hvis idrætsforeninger og skoler i weekenderne stillede haller til rådighed for familieidræt? Hvorfor skal man gennem idrættens opsplitning i køns- og aldersgrupper forhindre far og børn i samvær om noget, som trækker det mest livsglade frem i begge parter?

Sådanne projekter kunne styrke børns behov for den handlingsrettede maskuline omsorg, der virker på en anden måde end den varme og bløde omsorg, der indtil for nylig var mødrenes særkende.

Kampkunst

Ungdomsoprøret brød et autoritært samfunds ritualer ned. Skolebørnene skulle nu opdrages til at blive borgere i et demokratisk samfund, revselsesretten forsvandt, og man behøvede ikke længere at stå på række, når man mødte.

Udenfor skolen afskaffedes eller nedtonedes mange af den kristne kirkes overgangsritualer ved fødsel, giftermål og død. Skilsmisseprocenten steg, og den såkaldt fri kærlighed brød ud i lys lue. Manglen på klare grænser og regler gjorde, at mange børn blev grænsesøgende i en grad, der var ved at drive dem selv og forældrene til vanvid.

Ungdomsoprøret var vigtigt i kampen for at nedbryde gamle, stivnede og autoritære ritualer, men hvad det kneb med var at sætte nye i stedet. Ritualer blev ofte i sig selv lagt for had, og nye ritualer opstod f.eks. indenfor musikkulturen, hvor et tusindtalligt publikum badede sig i lyden fra elektriske guitarer og i ekstase hyldede karismatiske rockidoler.

Alt dette var og er tilsyneladende for udisciplineret og kaotisk som eneste form for dannelse af identitet for en stor del af ungdommmen, som derfor søgte og søger mod mere håndfaste ritualer.

Der opstod et autoritets-tomrum. Skønt skoledrengene ikke ønskede sig den gamle, patriarkalske lærer tilbage, kunne de heller ikke orientere sig i rum, hvor ingen ville påtage sig ansvaret. En klar og styrende autoritet kan positivt give mulighed for, at eleverne kan få frihed til at gå op i det, der skal gøres eller det, de har lyst til at gøre, uden at det konstant skal diskuteres, om tingene skal udføres på den ene eller anden måde.

I nogle klasser tilkæmpede de vilde drenge sig nu stadig mere af undervisningstiden gennem larm og ballade. I andre klasser skabtes der alliancer mellem de modne piger og en feministisk klasselærerinde, som nok kunne blive enige om, at drengene var både grønne og chauvinistiske.

Ét af de store chok for lærerstanden kom, da en del drenge begyndte at dyrke orientalsk kampkunst. For en tilhænger af ungdomsoprøret virkede denne adfærd paradoksal grænsende til det skizofrene. Man undrede sig over, at drengene i dén grad nedbrød enhver form for disciplin i skolen for derefter frivilligt at underkaste sig den barske tugt til karate-træningen (4).

Fascinationen af kampkunsten peger på svaghederne i nogle af skolens undervisningsformer. Først og fremmest manglen på klare regler, på en gennemskuelig og appellerende autoritet og på sanselige handlinger.

Svaret på, hvorfor moderne drenge drømmer om samuraien, skal søges i vores eget hverdagsliv. Det mod og den handlekraft, vi savner i det moderne, regulerede og travle liv, drømmer vi os til gennem fortællinger fra en dramatisk fortid og eksotiske, fjerne egne.

Drengebarnets hverdagsliv er præget af bogligt slid ved skolebænken, computeren eller skrivebordet derhjemme. Time efter time sidder vi uden at bevæge kroppen i modsætning til i tidligere tider, hvor manden i højere grad var fysisk aktiv som en selvfølgelig del af maskuliniteten.

Det er intet under, at der i et højteknologisk velfærdssamfund er et stærkt behov i ungdommen for at mærke kroppens grænser, brænde energi af, blive udmattet, føle smerte, ekstase og den totale opslugthed af nuet, der er med til at gøre livet rigt og værd at leve.

Her er f.eks. den orientalske kampkunst en mulighed for drenge for at mærke deres egen krop og lære, at kamp skal foregå med respekt for modstanderen.

Kampkunsten fascinerer gennem sine ritualer: Aktiviteten foregår i en sfære, hvis adskilthed fra det øvrige samfundsliv er skarpt markeret. Rummet, hvor kampkunsten dyrkes, hedder dojo, som betyder helligt rum eller "Stedet, hvor man studerer vejen". For at komme ind i dette rum skal man være ren og være iklædt en hvid dragt som symbol på denne renhed. Skellet mellem omverdenen og denne indre verden markeres ved et buk ved tærsklen til rummet.

Den orientalske kampkunst tilbyder en karismatisk faderskikkelse, hvis autoritet man ikke kan tage fejl af. Mesteren er tilstedeværende og krævende i al sin fysiskhed, hvilket kan føles tiltrækkende, ikke mindst for drenge, der ikke har respekt for eller kun dårlig kontakt til deres fædre.

Måske udgør dette en del af forklaringen på unge mænds accept af autoriteten i kampkunsthallen. Kampkunstens indlæringsform minder om den traditionelle, vesterlanske mesterlære med en efterligning og måske endda en identifikation med læreren som en del af pædagogikken. Netop i de seneste årtier hvor mesterlæren med dens dyrkelse af en faderlig, patriarkalsk indlæringsform svinder bort, kan vi altså registrere, at unge mænd frivilligt underkaster sig mes-terens mindste vink og dyrker kampens håndværksmæssige indlæringsformer.

Også lærerrollen kan søge inspiration i sportens autoritative facon. En lærer skal ikke kun være fagligt dygtig og en god demokrat, han eller hun skal også have myndighed og glød. Omvendt er det vigtigt, at skolen opdrager til et demokratisk sindelag, som afviser den kadaverdisciplin, som findes i en del af kampkunsten.

Der er ingen modsætning mellem at give et fast modspil og udvikle den enkelte elevs selvstændighed. Den utilslørede autoritet vil give eleven mulighed for at kritisere magt-udøvelsen og udvikle en stærk og personlig etik.

Kapitel 2

Børns opvækst hos enlige mødre og enlige fædre

Har børn det lige så godt hos deres far efter en skilsmisse, som de har det hos deres mor? Ja, det har de og undersøgelser peger på, at børnene ofte har det bedre hos faderen end hos moderen (1). Men det skyldes efter al sandsynlighed, at enlige fædre generelt set står i en bedre social og økonomisk situation, end de enlige mødre gør. Og samtidig ved man fra forskningen, at børns trivsel i høj grad er betinget af forældrenes trivsel.

I én undersøgelse peges der på, at det antagelig ikke er kønnet, der er afgørende, men at det er eneforælderens psykologiske tilpasningevne til den ny situation og i særdeleshed økonomien, der betyder noget for, hvordan børnene har det (2).

Det viser sig, at der er en tæt, statistisk sammenhæng mellem forekomsten af psykosomatiske stress-symptomer og indkomst. Personer, der eksempelvis tjener under 200.000 kroner, har en tydelig overhyppighed for at have et eller flere stress-symptomer (3). Med de eksisterende forskelle i kvinders og mænds indkomster, har det en indvirkning på forekomsten af stress i hverdagen hos de enlige mødre og de enlige fædre.

Ligeledes synes eventuelle konflikter med den anden part at spille en rolle. I de tilfælde, hvor forholdet bedømmes som konfliktfyldt, er der også en overhyppighed af stress-symptomer.

Den sociale støtte fra omverdenen synes også at spille en rolle. Hvis den i undersøgelsen interviewede småbørnsfor-ælder flere gange har oplevet, at folk reagerer negativt på oplysningen om, at han eller hun er enlig forsørger, så ses der ligeledes en sammenhæng med forekomsten af stress-symptomer (3).

Selve kønnet synes at spille en selvstændig rolle ved forekomsten af stress-symptomer. Analyser fra en undersøgelse på Socialforskningsinstituttet viser, at småbørnsmødrene har en overhyppighed af stress-symptomer, også når man tager højde for en lang række sociale baggrundsforhold. Disse forskelle kan dels skyldes, at kvinder er mere tilbøjelige til at rapportere stress-symptomer, dels at kvinderne er i en mere sårbar og udsat position (3).

Almindeligvis sætter man lighedstegn mellem at være eneforælder og at være enlig mor. Dette har resulteret i en omfattende forskning i enlige mødres forhold. Men der mangler forskning i de særlige forhold, der gør sig gældende for de enlige fædre og deres børn. I Danmark er det mellem hvert ottende eller niende barn hos eneforældre, der bor hos faderen.

Nyere forskning viser, at faderen er en central kilde til udvikling hos barnet, at han evner at give følelsesmæssig støtte og forståelse til små børn, og at børn af nærværende fædre i højere grad udvikler selvværd og har lettere ved indlæring (4).

Men faderens evne til omsorg afhænger også af aktiv involvering, hvor han kan øve sig i indføling med barnets signaler. Og kombinationen af en stærkt karriereorienteret position i arbejdslivet og arbejdsdeling i familien kan forhindre den pågældende far i at erhverve sig denne kompetence i samme udstrækning som den hjemmegående mor.

Fædre, der alene har forældremyndighed over deres børn, er gennemgående bedre uddannede og har relativt oftere et arbejde, der giver højere indkomst og prestige end enlige mødre (5). Dermed står de enlige fædre oftere i en mere gunstig social og økonomisk situation end de enlige mødre, selvom der naturligvis også er eksempler på det modsatte.

En forklaring på dette forhold kan være, at det kun er fædre med særlige ressourcer og motivation, der har mulighed for at få forældremyndigheden igennem den eksisterende lovgivning. Dels fordi fædrene diskrimineres i lovgivningen ved afgørelse af forældremyndighedsspørgsmålet, dels fordi der sker en social og uformel diskriminering, der vanskeliggør en afgørelse, der alene baserer sig på, hvad der er mest gavnligt for barnet.

Dette kan være en grund til, at man i flere udenlandske undersøgelser kan læse, at de enlige fædre, som i mange tilfælde har været aktive for at få forældremyndigheden, også er særligt tilfredse med deres rolle som eneforsørger sammenlignet med de enlige mødre (6).

Socialforskningsinstituttets nye undersøgelse af 3-5 årige børn hos enlige fædre og mødre bekræfter delvist dette billede. Småbørnsfædrene har gennemgående en højere indtægt end småbørnsmødrene. Således havde næsten 90% af mødrene en indkomst under 200.000 kr., mens dette kun var tilfældet for omkring halvdelen af fædrene (7).

Såvel for fædre som for mødre var der en tendens til, at de enlige forældre, der havde høje indkomster, beholdt deres arbejde, efter de var blevet enlige, mens nogle af de lavtlønnede forældre opgav arbejdet og blev hjemmegående (8).

Arbejsløsheden var meget omfattende både blandt enlige mødre og enlige fædre. Her spiller det antagelig for det første en rolle, at man som enlig forsørger med 3-5-årige børn kun kan søge jobs på en stærkt begrænset del af arbejdsmarkedet. For det andet spiller det antagelig en væ-sentlig rolle, at skilsmisserne traditionelt "vender den tunge ende nedad". Arbejdsløsheden var således 30% for mødrene og 20% for fædrene. En relativt stor del af mødrene havde heller ingen erhvervsuddannelse (9).

Selvom de enlige fædre sjældent kan bruge deres egne fædre som model, er de alligevel hurtigt i stand til at tilegne sig nødvendige færdigheder og viden til at kunne tage hånd om børnene. Fædrene har ingen problemer med at skulle sørge for det almindelige husholdningsarbejde, indkøb, madlavning, vask og rengøring. Og de betaler sig ikke fra dette arbejde (10).

Småbørnsmødrene rapporterer gennemgående om flere psykiske problemer end småbørnsfædrene. Mødrene mangler oftere selvtillid, har relativt oftere søvnproblemer og psykiske problemer end de enlige småbørnsfædre. Det kan for eksempel dreje sig om søvnløshed, mareridt, angstanfald eller situationer, hvor de har søgt professionel hjælp for psykiske problemer hos en læge, psykiater eller psykolog. Halvdelen af mødrene i undersøgelsen er i denne situation, hvilket kan hænge sammen med følgerne af den skilsmisse, som en stor del af forældrene har været igennem (11).

En række af de problemer, man kender fra forskningen om enlige mødre, kan man genfinde blandt enlige fædre f.eks. tidspres på grund af fuldtidsarbejde, økonomiske problemer, ensomhed, depression og misbrugsproblemer (12). Men småbørnsmødrene havde forholdsvis oftere stress-symptomer, end det var tilfældet for småbørnsfædrene.

En del af forklaringen på disse forskelle mellem fædrenes og mødrenes rapporterede personlige problemer kan skyldes, at kvinderne er mere opmærksomme på personlige problemer, og at kvinderne er mere villige til at tale om sådanne forhold. Men det kan også skyldes, at mødrene gennemgående er i en mere belastet situation socialt og økonomisk.

Man må forvente, at de økonomiske og sociale belastninger, som opleves af eneforælderen, også påvirker børnenes situation. Børn har en veludviklet sensitivitet overfor voksnes følelser. Små børn forstår tidligt voksnes følelser af f.eks. skam, skyld og stolthed (13).

Hvis den voksne belastes væsentligt, må man derfor regne med, at dette pres indirekte overføres på børnene. Hertil kommer, at enlige forældre, der er under pres, i mange tilfælde direkte mindsker deres støtte til børnene.

En undersøgelse af enlige mødre viser, at hvis de f.eks. taler med børnene om deres økonomiske og personlige problemer, sættes børnene under pres (14). Undersøgelsesresultater tyder på, at stressede, depressive mødre var mere fjendtlige, dominerende og mindre støttende overfor deres børn. De råbte ofte højt af børnene, og det skete oftere, at de slog dem (15).

En anden undersøgelse viser, at fædrene ændrer deres mere autoritære rolle overfor børnene til en mere afslappet facon efter en skilsmisse (16). En tredie undersøgelse konkluderer i forlængelse af dette, at de enlige fædre i mindre udstrækning end de enlige mødre anvender disciplinære metoder (17).

Man kunne rejse følgende spørgsmål: Opfører børn sig mindre problematisk overfor de enlige fædre end overfor de enlige mødre?

Undersøgelser, der i øjeblikket bliver foretaget af Socialforskningsinstituttet, svarer bekræftende på dette spørgsmål ud fra de foreløbige analyser (18). For eksempel forekommer børnenes vredesanfald sjældnere hos fædrene, end det er tilfældet hos mødrene. Fædrene anvender i ringere udstrækning afstraffelse.

Børn af enlige fædre udtrykte, at deres fædre var mere omsorgsfulde, end det var tilfældet i almindelige parfamilier. Fædrene rapporterede om færre adfærdsproblemer end mødrene, og børnene trivedes gennemgående bedre end de børn, der boede hos enlige mødre (19).

De foreløbige analyser af disse resultater viser, at forskellene antagelig skyldes, at småbørnsmødrene er mere stressede. Såvel konfliktniveauet som barnets manglende trivsel er primært et resultat af forældrenes psykosomatiske stress-symptomer.

Således viser analyserne, at stress-symptomer hos forældrene har en meget markant sammenhæng med en lang række trivsels- og stress-forhold hos børnene (20). Uanset om barnet boede hos en far eller en mor, var der tydelig sammenhæng mellem forældrenes trivsel og barnets.

Barnet havde oftere mareridt, angstanfald, ondt i maven eller ondt i hovedet, hvis forælderen selv havde en eller flere psykosomatiske symptomer.

Det er ofte forhold i dagligdagen, der støtter eller stresser den enlige forælder. Arbejsløshed eller en utilfredsstillende arbejdssituation stresser, mens erhvervsmæssig succes støtter (21).

I nogle undersøgelser har man f.eks. fundet en større selvbevidsthed hos sønner af fædre, der har en arbejdsmæssig stilling med autonomi, overordnet ledelse og beslutningskompetence (22). I den forbindelse må det være vigtigt at belyse et eventuelt rollepres fra arbejdspladsen og generel trivsel i arbejdet (23).

Flere undersøgelser synes at pege på, at påtvungen arbejdsløshed og vanskelige økonomiske forhold kan påvirke børnenes selvværd på grund af en ændret adfærd fra forælderen i form af mindre støtte og interesse (24).

Har den enlige forsørger et udbygget socialt netværk af venner og bekendte, kan det virke som værn imod daglige belastninger. Og det er godt for børnene, at den voksne har en eller flere andre voksne at diskutere vigtige beslutninger og problemer med.

Det er et gennemgående træk i flere udenlandske undersøgelser, at kontakten til samværsforælderen er betydeligt bedre for børn, der bor hos faderen end for børn, der bor hos moderen (25).

Også den danske undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser, at småbørnsmødrene har en væsentlig bedre kontakt til børnene i de tilfælde, hvor børnene bor hos faderen. Bor børnene hos faderen, er der kun 6% af børnene, der helt har mistet forbindelsen med moderen. Bor barnet hos moderen, har 14% af børnene helt mistet forbindelsen med faderen (26) årsagen ufortalt.

I de tilfælde, hvor barnet bor hos faderen, har moderen i øvrigt også en klart bedre juridisk position. Således forekommer deleordninger, hvor barnet tilbringer nogenlunde lige mange nætter hos begge forældre, langt hyppigere hos de børn, der bor hos faderen, selv om disse ordninger er relativt sjældne (26).

Kapitel 3

Børns behov for og krav på faderkontakt i tilfælde af skilsmisse

Konflikter mellem forældrene kan både være gode og dårlige for børnene. Gennem forældrenes måde at løse indbyrdes konflikter på lærer børnene deres egne modeller for konfliktløsning (1).

Ender konflikterne med skilsmisse, klarer nogle børn sig igennem denne uden særlige mén, mens andre får varige problemer. Problemerne opstår, når børnene bliver udsat for krav og forventninger fra forældrene, som strider mod hinanden. Barnet vil i en sådan situation opleve, at det ikke kan leve op til den ene forælders forventninger, uden at det går ud over den anden.

Endelig kan konflikterne ende med, at den ene part trækker sig væk fra både partneren og børnene, så relationen mellem forælder og barn bliver mere fjern, og barnet kommer til at lide under tabet af den ene forælders engagement, varme og involvering (2).

Et gennemgående resultat i forskningen er, at stadige og intense konflikter mellem forældrene giver sig udslag i dårlige, psykologiske levevilkår hos børn i såvel skilte familier som konfliktfyldte ægteskaber.

Især drengene viser sig at være sårbare. I en undersøgelse af børn og forældre to år efter skilsmissen, viste det sig, at drengene reagerede kraftigst efter især konfliktfyldte skilsmisser. Drengene havde konflikter i forhold til deres mor, var isolerede i skolen, verbalt aggressive, umodne og mindre konstruktive i deres leg (3).

Udsat for den samme konflikt er det muligt, at pigerne reagerer senere og anderledes på forældrenes konflikt. De viser deres følelser på en måde, der måske passer bedre til deres kønsrolle. De bliver ængstelige, reserverede og "velopdragne" (4).

Især hvis forældrene vælger at udtrykke deres indbyrdes konflikt ved hjælp af børnene, kan børnene føle sig fanget i forældrenes konflikt. Det drejer sig f.eks. om at bruge barnet til at viderebringe meddelelser eller at spørge barnet ud om den anden forælder, så barnets loyalitet bliver sat på en prøve. Jo mere barnet på denne måde bliver fanget ind i for-ældrenes konflikt, jo mere vedvarende følelser af angst og depression finder man hos barnet, fordi det må skjule sine følelser for den ene af forældrene (5).

De psykiske problemer for børnene er særligt alvorlige, hvis forældrene udtrykker sig med fysiske aggressioner, men også når forældrene bruger verbale angreb som konfliktadfærd (6). Børnene risikerer at ryge ud i adfærdsvanskeligheder og følelse af manglende selvværd såvel i de skilte som i de intakte familier.

Børn lider ikke under skilsmissen i de familier, hvor der er hyppig kontakt med og nem adgang til samværsforælderen. Børnene er i stand til at drage fordel af en tæt og hyppig kontakt til samværsforælderen, hvis konflikten imellem for-ældrene er på et lavt niveau.

I de tilfælde, hvor der er tale om en fortsat konflikt imellem forældrene efter skilsmissen, viser nogle undersøgelser, at det kan være belastende for børnene at have hyppig kontakt med samværsforælderen. Hyppig kontakt kombineret med intense konflikter mellem forældre kan sætte dybe spor i barnets psykiske velbefindende (7).

Andre undersøgelser viser, at børnene også under konflikt mellem forældrene har glæde af hyppig kontakt med og involvering fra samværsforælderen (8). Forskellene i disse resultater kan betyde, at andre faktorer øver indflydelse på børnenes levevilkår.

F.eks. har barnets alder og dets evne til at forstå konflikterne en indflydelse på, hvor stor skaden bliver. Yngre børn, der har vanskeligt ved at forstå forældrenes konflikter, kan i højere grad belaste sig selv, end det er tilfældet for ældre børn (9).

Et gennemgående træk ved undersøgelser af skilsmisser er, at børnene oplever tab i de tilfælde, hvor kontakten til samværsforælderen enten er sjælden, uregelmæssig eller helt hører op (10). Og sorgen ved følelsen af tab giver sig ikke nødvendigvis udtryk i adfærdsvanskelighed.

En af de få nordiske undersøgelser af børns oplevelse ved skilsmisse bekræfter de andre udenlandske undersøgelser. Børn, der er tilfredse med samværsordningen, har oplevet, at samværet med faderen er taget til med tiden. For de mindre tilfredse handler det om, at samværet er taget af med tiden. Især i de tilfælde, hvor samværet er sjældent, uregelmæssigt og uden faste aftaler, er de interviewede børn utilfredse. De ændringer, børnene ønsker, handler alle om udvidelse af samværet (11).

De gennemgående træk er, at børnene har glæde af en hyppig kontakt med faderen, især hvis moderen støtter det. Børnenes skolepræstationer, som ellers kan lide under forældrenes konflikter, bliver bedre, jo mere tid de tilbringer sammen med samværsforælderen.

Disse resultater falder meget godt i tråd med andre undersøgelser, der viser, at koncentrationsevne og indlæringsmuligheder kan blive blokeret af, at børnene tilføjes psykiske stress- og tabsoplevelser.

Den mest almindelige grund til, at samværsforælderen ikke er tilgængelig for barnet, er myndighedsindehaverens forhindring af samværet (12). Andre årsager kan være samværsforælderens manglende evne til at kunne klare belastningerne ved besøgene. Kun ganske få angiver som årsag, at barnet ikke ønsker kontakt med samværsforælderen.

Praktiske årsager som afstand og økonomi nævnes også som medvirkende årsager til en sjælden kontakt til barnet. En norsk undersøgelse peger på betydningen af store geografiske afstandes betydning for samværets omfang. Imidlertid syntes børnene at kunne forstå dette og accepterer det på en helt anden måde end i de situationer, hvor der er en ringe kontakt til samværsforælderen, selv om vedkommende bor indenfor en overkommelig afstand (13).

Forældremyndighedsindehaverens følelsesmæssige stabilitet efter skilsmissen er i denne forbindelse en af de mest afgørende faktorer for, hvorvidt barnet hindres kontakt med samværsforælderen. Fungerer forældremyndighedsindehaveren godt og opmuntrer barnet til samvær uden at vise fjendtlighed overfor samværsforælderen, er det den vigtigste forudsætning for regelmæssig kontakt (14).

I en lang række udenlandske undersøgelser har man historisk set kunnet iagttage en stigning i hyppigheden af kontakt mellem børn og samværsforælderen (14). Også danske undersøgelser bekræfter denne udvikling (15). Samtidig har man i mange lande mulighed for fælles forældremyndighed, og undersøgelser viser, at dette fællesskab øger omfanget af samværet (16).

Ved skilsmisse eller brud mellem forældrene er der alvorlig risiko for, at børnene føler, at de bliver forladt af den forælder, de ikke bor sammen med.

En undersøgelse pointerer, at det ved skilsmissen er afgørende for barnets bearbejdelse af tabet af faderen, hvordan forholdet er mellem far og barn. Har faderen et nært og varmt forhold til børnene, klarer de skilsmissen bedre (17).

Ganske tilsvarende finder man ved undersøgelser af familier uden fædre, at det der synes afgørende for, om børnene klarer det godt er, hvorvidt de beholder et meningsfuldt forhold til begge forældre (18). Børn med højt involverede fædre blev karakteriseret som intellektuelt bedre stimulerede, og de klarede sig bedre i skolen og på andre områder (19).

Undersøgelser viser også, at mødre, som deler forældremyndigheden efter en skilsmisse, gennemgående er mere tilfredse end mødre, som har forældremyndigheden alene (20). Så god kontakt mellem far og barn er ikke kun en fordel for barnet, men også for moderen. Det er med andre ord af afgørende betydning for barnets velbefindende og videre udvikling, at det har tæt kontakt til samværsforælderen.

Resultaterne af den hidtidige forskning viser, at også selv om familier er flyttet fra hinanden, så består der et gensidigt afhængighedsforhold, og hvis relationerne mellem barnet og den ene forælder lider skade, så påvirker det også barnet i dets dagligdag hos den anden forælder.

Skønt den sidste revision af lovgivningen på forældremyndighedsområdet indeholdt forbedringer af barnets muligheder for kontakt til samværsforælderen er det fortsat sådan, at et barn, der vokser op under samme tag som sin far og mor, ikke kan være sikker på, at faderen har forældremyndighedens pligter og rettigheder overfor det. Dette gælder i de tilfælde, hvor faderen og moderen er ugifte og ikke har aftalt fælles forældremyndighed. Dertil kommer, at børn i fraskilte familier fortsat risikerer at blive flyttet så langt væk fra samværsforælderen, at kontakten bliver vanskeliggjort geografisk og økonomisk, ikke mindst fordi transportomkostningerne som udgangspunkt alene påhviler samværs-forælderen.

Efterskrift

At savne sin far - den voksne mands savn efter barndommens far

Selv om jeg i dag er 33 år, min far stadig lever, og vi taler ret godt sammen efterhånden, savner jeg ham stadig.

Min forhistorie er kort. Mine forældre blev skilt, da jeg var ni år, og fra jeg var 9 til 18 år, havde jeg med ujævne mellemrum lidt samvær med min far, men levede ellers med min mor, som aldrig for alvor fik nogen ny mand i sit liv.

Jeg fortæller gerne, at jeg selv som voksen savner min far. Og hver gang jeg får lov til at tale højt om dette savn, bliver smerten en smule mindre.

Jeg har beskæftiget mig med savnet i de seneste fire-fem år, og undervejs i denne personlige odyssé har jeg opdaget, at det ikke kun er min far, jeg har savnet i de 9 år af min barndom og ungdom. Jeg har også savnet min mor på trods af, at jeg boede sammen med hende hele tiden. Og dette savn af en mor har vist sig at være endnu mere monumentalt end savnet af min far.

Faktisk har jeg det sådan i dag, at jeg ville ønske min far eller en anden mand havde været der i de 9 år og efterfølgende år, min mor kæmpede for at holde skindet på næsen og brugte meget af tiden på at være frustreret og deprimeret over sin handlingslammelse og ensomhed som enlig og udearbejdende mor.

Så savnet af min far er dobbelt. Dels savnede jeg ham som person i mange år, og dels savnede jeg, at han som fader-funktion kunne have givet min mor den kærlighed, hun savnede, så hun i højere grad havde haft noget at give mig frem for at stjæle min opmærksomhed ved at gøre mig til sin fortrolige.

For at forstå min mor, har jeg måttet se tilbage i familiens historie. Igennem min barndom og ungdom fortalte min mor mig altid, at hun aldrig følte sig elsket eller forstået af sin mor, som opgav sin underlige ældste datter og i stedet kastede sin kærlighed på den yngste datter.

På samme måde har min mor også altid fortalt mig, at hun efter nogle år i ægteskabet aldrig følte sig forstået af min far. Jo mere hun forsøgte at få ham til at tale om problemerne i parforholdet, jo mere kastede han sig over arbejdet og tv-sporten sikkert i desperation over ikke at ane, hvad han skulle stille op med sin hustrus krav om større nærvær og tilstedeværelse.

Og på samme måde som min mor ikke har følt sig forstået af hverken sin mor eller sin mand, har hun også talrige gange fortalt mig, når vi havde en konflikt, at jeg ikke forstod hende og ikke respekterede og accepterede hendes svaghed.

Det er gået op for mig, at det omsorgssvigt min mor har været udsat for fra sin mor, denne sorg har altid siddet i hende som et tomt hul lige midt i hjertet, hvor der burde være et stort lager af kærlighed overleveret fra hendes forældre.

Dette hul i hjertet har hun senere forsøgt at få fyldt op af min far, og da han ikke længere vidste, hvad han skulle gøre, gik ægteskabet i stykker, og så fik jeg tildelt opgaven.

Og dette sker vel at mærke ikke kun for sønner af enlige mødre, men også for sønner i familier, hvor faderen i følelsesmæssig frustration over ikke at kunne forstå sin kone vender hende ryggen og dermed kaster hende i armen på sønnen. Moderen kan bevidst eller ubevidst give sønnen en følelse af, at han kan redde hende og prøve at isolere sønnen fra faderen ved at vende ham imod faderen.

Som 9-årig var min situation den, at min nu enlige mor i den bedste mening prøvede at gøre mig tryg ved f.eks. at sige, at jeg skulle være den ny mand i huset. Og senere sagde hun, at jeg skulle tage det helt roligt, for der ville aldrig komme en mand i huset, som skulle bestemme over hende og mig.

Som sagt gjorde min mor sit bedste, men det er ikke særlig sundt at sige til et barn, der mest har brug for at være barn, at det fra nu af skal være delvist voksent og som en voksen mand stå afgørende i vejen for en ny mand i min mors liv.

I dag er min holdning den, at den sundeste måde, et barn kan skabe identitet på, er ved at se sine forældre elske hinanden eller den ny partner, der for tiden er kvinden eller manden i deres liv.

Den kærlighed, min mor kastede på mig, var af en særlig karakter. Hun stimulerede mig på mange områder til at inte-ressere mig for at læse bøger på biblioteket, tegne og kigge på kunst. Vi førte lange samtaler om hvadsomhelst, og det var vel i og for sig okay. Bortset fra det ene men, at hun forsømte at tale om alle disse voksenting med veninder eller en kæreste. Jeg var hendes foretrukne samtalepartner, og på den måde omklamrede hun mig uden at tænke over det. Hun talte om sit følelsesliv, sine problemer, glæder og økonomiske overvejelser emner som jeg selvfølgelig skulle orienteres om, men som hun nok burde have talt en del mere med andre om.

Uden at tænke over det var hendes ubevidste projekt at få den tryghed, nærhed, intime samtale og kontakt med mig, som hun aldrig havde fået fra sin mor. Jeg blev til hendes ny mor. Og på den måde stjal hun faktisk en del kærlighed fra mig i stedet for at give den, som forældre skal. Hun stjal noget af min barndom fra mig, selv om hun ønskede at gøre alt det bedste for mig.

Og der var ingen mand til at bryde denne symbiose, til at skære navlestrengen over mellem mor og søn. Det turde hun aldrig tillade nogen.

Gudskelov var min mor på mange andre områder progressiv og støttede min personlige udvikling af interesser og blandede sig ikke i min lidenskab for våben og 2. verdenskrig, Ugens Rapport under sengen og venner, der kørte på udborede knallerter og hang rundt på pølsebarene med fedtet hår og spillede flipperspil.

Denne respekt for min integritet, trods alt, må være det, der sætter mig i stand til at gennemføre denne forsinkede tilnærmelse til min far og dette opgør med min mor.

Min mor gjorde det ikke særlig let for mig at forbinde noget positivt med det at være mand. Hun kaldte min far en dårlig elsker, som kun tænkte på sig selv, og sagde, at han var nærig, når det gjaldt fødselsdagsgaver og altid var for sent på den med hustrubidraget.

På mange måder blev jeg opdraget til at mene, at var der noget i mit liv, som ikke fungerede, var det fordi, jeg havde en far, som ikke interesserede sig tilstrækkeligt for mig. Som barn og ung fattede jeg desværre ikke, at denne indoktrinering i højere grad var et udtryk for min mors savn end for mit eget.

Hun gjorde heller ikke min fars mulighed for at drage omsorg for mig særlig let, har hun senere indrømmet. Hun var nemlig bekymret for, om jeg skulle foretrække at leve sammen med ham, og for at dæmpe denne angst i sig selv, fremstillede hun ham som satan selv i mange sammenhænge.

Det bedste måde at ydmyge mig på var ved at sige: "Du er ti fold værre end din far." Min far var simpelthen et skældsord i mit barndomshjem.

Til sammenligning har min far altid givet udtryk for, hvor højt han elskede min mor, og hvor lidt han forstod af, hvad der skete, da ægteskabet gik i stykker men uden at anklage hende.

Resultatet af at have levet så tæt på min mor fra mit 9. til mit 18. år og med en tæt binding i mange år derefter har været, at jeg på mange måder og i mange år i højere grad har identificeret mig med kvinder, været tryg i deres selskab og har lagt skeptisk distance til andre mænd.

Jeg opfattede på en måde mænd som en laverestående race på niveau med aberne. Især meget kropslige, fysiske ogmaskuline mænd, hvis formuleringsevne ikke var i top, så jeg ned på. Det var håndværkere, ufaglærte og mænd fra miljøer, der rummede flere af d

e traditionelt maskuline dyder, end jeg var vant til fra min egen, relativt forfinede chef-far, eller vennernes kontor-fædre eller servicesektor-fædre.

Resultatet af parløbet med min mor har også været, at jeg overfor kærester har haft en formidabel evne til indlevelse og forståelse, for den rolle var jeg jo opdraget til. Jeg har valgt eller er nærmere blevet valgt af kvinder, der var vant til at se deres mødre styre rundt med fædrene i deres barndom, og derfor fortsatte de dette mønster overfor mig.

Jeg var god til at forstå og lytte i timevis, men jeg var ikke god til at sige fra. Så forholdene gik i stykker, efterhånden som al denne lytten og forståelse blev for omfattende for mig og gav sig udslag i allergiske reaktioner, og jeg på samme måde som min far trak mig ind i isolation og kastede kærligheden på mit arbejde i stedet for på kæresten.

Jeg kunne godt have brugt en voksen mand til på et lidt tidligere tidspunkt at have lært mig, hvordan man siger til og fra overfor en kvinde. Min far kunne sikkert have hjulpet mig lidt længere hen ad vejen end min mor. Hun lærte mig jo kun at lytte, være sød og ikke sige fra. Og det kan ingen kæreste respektere i længden.

Jeg synes nærmest, at jeg i parforhold har oplevet det traditionelle kønsrollemønster stå på hovedet. Kvinderne har været pågående, kamplystne og dominerende, mens jeg har været eftergivende, udglattende, blid og afventende.

Så jeg har først i en sen alder fundet det maskuline værktøj, man som mand også skal kunne benytte sig af, hvis man for alvor skal være tæt på en kvinde og kunne vise sin blide side uden at miste sig selv.

Jeg har måttet stå i mesterlære hos en voksen mand, hvis måde at forholde sig til kærligheden på jeg beundrer. Han er mit livs første nære, mandlige forbillede, og han giver mig de maskuline inputs, jeg aldrig fik af en mand, da jeg var barn.

Han har lært mig at blive i en diskussion med en kvinde og tage kampen op med hende, fordi det dybest set er det, hun gerne vil. Tidligere troede jeg bare, at jeg skulle opføre mig pænt, og derfor var det umuligt for mig at diskutere for alvor med en kæreste i mere end fem minutter, før jeg gik og smækkede med døren. Nu kan jeg diskutere i halve, ja hele timer og har lært, at et godt skænderi altid ender med, at både manden og kvinden vinder.

I denne sene, maskuline mesterlære har jeg indset, hvor vigtigt det er for både drenge og piger, at der i deres børneværelser og vuggestuer er nogle mænd, der uden frygt tør trænge ind og skabe positive alternativer til kvindernes patenterede opfattelse af, hvordan man tager sig af børn.

Børnene trænger til, at mændene lærer at gå tæt på kvinderne uden at miste sig selv. Først når de voksne elsker hinanden, kan børnene for alvor blomstre.

Litteraturliste

Del II

Drenge og fædre Børns adgang til maskulin omsorg historisk set

H. Bonde m.fl., Når du bliver far, Aschehoug, 1996

J. Gillis, Bringing up Father, Den jyske Historiker, 149-177, 1992

A. Faye Jacobsen og A. Løkke, familieliv i Danmark, Systime, 1995

Niels Kryger, De skrappe drenge og den moderne pædagogik,

Unge pædagoger, 1988

B. Simonsen, Unges forhold til familie- og kønsroller,

Roskilde Universitetscenter, 1994

M. Østergaard og P. Øvig Knudsen, Sønner jagten på fædrene,

Tiderne Skifter, 1995

L. Åström, Fäder og söner bland svenska män i tre generationer,

Carlsson Bokförlag, Stockholm, 1990

Del III

Fædre i børns liv mænds indflydelse på børns udvikling

Dion Sommer, Når far er hjemme, Dansk psykologisk Forlag, København, 1984

Shirley M. H. Hanson, Father/child relationships, Chapter 10 in Robert A. Lewis & Marvin B. Sussman (eds.), Mens changing roles in the family, Marriage & Family Review, vol. 9, no. 3/4, New York, 1986

Richard M. Smith & Craig W. Smith, Child rearing and single-parent fathers, Family Relations, vol. 30, pages 411-417, 1981

Anne-Marie Ambert, Differences in childrens behavior toward custodial mothers and custodial fathers, Journal of Marriage and the Family, vol. 44, no. 1, pages 73-86, 1982

M. Greenberg & N. Morris, Engrossment, American journal of orthopsychiatry, vol. 44, no. 4, pages 520-31, 1974

Dion Sommer, 1984 (Se punkt 1)

Vibeke Gøtzsche, Lene Lier og Hanne Munck, Barselsorlov, Nu B 1979: 10, Nordisk Ministerråd, Stockholm, 1979

Ross D. Parke & S.E. OLeary, Family interaction in the newborn period, K. Riegel & J.A. Meacham (eds), The developing individual in a changing world, Netherlands, 1976

Else Christensen, Første barn, Hellerup, 1979

Kyle D. Pruett, Infants of primary Nurturing fathers, Psychoanalytic study of the child, vol. 38, pages 257-277, 1983

Michael E. Lamb, Paternal influences on child development, paper to the conference on Changing Fatherhood i Tilburg, The Netherlands, maj 1994

Ross D. Parke & Douglas B. Sawin, The fathers role in infancy, The family coordinator, vol. 25, no. 4, pages 365-371, 1976 Parke & OLeary, 1976 (Se punkt 6)

A. Clarke-Stewart, And daddy makes three, Child development, vol. 49, pages 466-478, 1978

Fædres omsorg for børn i familien mænd tager i højere grad del i omsorgen

Jens Bonke: Faktotum, Socialforskningsinstituttets rapport 95:11, København 1995

Helle Holt: Forældre på arbejdspladsen, Socialforskningsinstituttets rapport 94:8, København, 1994

Del IV

Kun få mænd i daginstitutioner de mange kvinder har betydning for børns udvikling af leg

Procenter udregnet på grundlag af tal stillet til rådighed af Torben Landsvig i Undervisningsministeriet. I materialet er pædagoguddannelsen angivet med hhv. og antal fuldførte i årene 1978 til 1993 fordelt på de to køn

Bjerrum Nielsen H. (m.fl.), Historien om piger og drenge,

København, 1991.

Kampmann, J., Kønnets betydning i småbørns relationsdannelse,

I: Nielsen, A.M. (m.fl.), Køn i forandring, København, 1993.

Pitcher, E.G. (m.fl.), Boys and Girls at Play. The Development of Sex Roles, Brighton, Sussex, 1983.

Thorne, B., Gender Play, Girls and Boys in School, Buckingham, 1993.

Drenge i skolen om at udvikle maskulin identitet

Ole Harrit m.fl., Klasselærere, Danmarks Lærerhøjskole,

København, side 76, 1990

Oplysning fra Danmarks Lærerforening ved Lars Salmonsen

Procenter udregnet på grundlag af tal stillet til rådighed af Torben Landsvig i Undervisningsministeriet. I materialet er alle hoveduddannelser angivet med hhv. tilbagegang, bestand og antal fuldførte i årene 1978 til 1993 fordelt på de to køn

Se punkt 3

Del V

Hvor drenge bliver mænd, og mænd drenge

- idræt som maskulin opdragelse

H. Bonde, Mandighed og sport, Odense Universitetsforlag, 1991, Sport en moderne kult, Hovedland, 1993

Klaus Heinemann, Grundbog i idrætssociologi, Bogforlaget DUO, 1986

Per Kampmann m.fl., Tal om børn, udgivet af Det Tværministerielle Børneudval, december 1995

H. Bonde, Judo den milde vej, Borgen, 1989

P.O. Enquist, Sekundanten, Kbh., 1975

Børns opvækst hos enlige mødre og enlige fædre

Reuben Schnayer & R. Robert Orr, A comparison of children living in single-mother and single-father families. Journal of Divorce, vol. 12, no. 2/3, pages 171-185, 1989

Rhona Rosen, Some Crucial Issues Concerning children of divorce, Journal of Divorce, vol. 3, no. 1, pages 19-25, 1979

Barbara J. Rismann, Can men "mother" ?, Family Relations, vol. 35, pages 95-102, 1986

Anne-Marie Ambert, Differences in childrens behavior toward custodial mothers and custodial fathers, Journal of Marriage and the Family, vol. 44, no. 1, pages 73-86, 1982

Mogens Nygaard Christoffersen, Undersøgelse af 3-5 årige børns opvækst hos henholdsvis enlige mødre og fædre, Socialforskningsinstituttet, 1996

Dion Sommer, Når far er hjemme, Dansk psykologisk Forlag, København, 1984

Shirley M. H. Hanson, Father/child relationships, Chapter 10 in Robert A. Lewis & Marvin B. Sussman (eds.), Mens changing roles in the family, Marriage & Family Review, vol. 9, no. 3/4, New York, 1986

Richard M. Smith & Craig W. Smith, Child rearing and single-parent fathers, Family Relations, vol. 30, pages 411-417, 1981

Anne-Marie Ambert, Differences in childrens behavior toward custodial mothers and custodial fathers, Journal of Marriage and the Family, vol. 44, no. 1, pages 73-86, 1982

Greenberg & Morris, 1974 (Se del III, punkt 3)

Gøtzsche et al, 1979 (Se del III, punkt 5)

Parke et al, 1976 (Se del III, punkt 6)

Else Christensen, 1979 (Se del III, punkt 7)

Pruett, 1983 (Se del III, punkt 8)

Lamb, 1994 (Se del III, punkt 9)

Parke & Sawin, 1976 (Se del III, punkt 10)

Parke & OLeary, 1976 (Se del III, punkt 6)

Clarke-Stewart, 1978 (Se del III, punkt 11)

Pi-Nian Chang & Amos S. Deinard, Single-father caretakes, American Journal of Orthopsychiatry, vol. 52, no. 2, pages 263-243, 1982

Hanson, 1986 (Se punkt 4)

Anne-Marie Ambert, 1982 (Se punkt 4)

Mogens Nygaard Christoffersen, A follow-up study of longterm effect of unemployment on children, loss of self-esteem and self-destructive behavior among adolescents, Childhood, 2, 4, 1994a, pages 213-220

Shirley M. H. Hanson, Divorced fathers with custody, chapter 11, Phyllis Bronstein & Carolyn Pape Cowan, Fatherhood today, New York, 1988

Se punkt 7

Hanson, 1988 (Se punkt 8)

Se punkt 3

Arnold J. Katz, Lone fathers, The Family Coordinator, vol. 28, no. 4, pages 521-528, 1979 Chang & Deinard, 1982 (Se punkt 5)

Paul L. Harris, The childs understanding of emotion, Developmental change and the family environment, Journal of Child Psychology and Psychiatry, vol. 35, no. 1, pages 3-28, 1994

Vonnie C. McLoyd & Leon Wilson, Maternal Behavior, social support and economic condition as predictors of distress in children, New Directions for Child Development, no. 46, pages 49-69, 1990

Longfellow et al., The quality of mother-child relationship, In D. Belle (ed.) Lives in Stress: Women and depression. California, 1982

John Defrain & Rod Eirik, Coping as divorced single parents, Family Relations, vol. 30, pages 265-274), 1981

Ambert, 1982 (Se punkt 4)

Se punkt 3

Ambert, 1982 (Se punkt 4)

Se punkt 3

Chang & Deinard, 1982 (Se punkt 5)

Jonathan H. Turner, Entrepreneurial Environment and the emergence of achievement motivation in adolescent males, Sociometry, vol. 33, pages 147-165, 1970

Ellen Greenberger & Robin ONeill, Spouse, parent, worker, Developmental Psychology, 1993

Les B. Whitbeck et al., Family economic hard-ship, parental support and adolescent self-esteem, 1991

John W. Santrock & Richard A. Warshak, Father custody and social development in boys and girls, Journal of social issues, vol. 35, no. 4. pages 112-125, 1979

Santrock et al., Social development and parent-child interaction in father-custody and stepmother families, chapter 10, Michael E. Lamb (ed.), Nontraditional families, London, 1982

Se punkt 3

Børns behov for og krav på faderkontakt i tilfælde af skilsmisse

John H. Grych & Frank D. Fincham, Marital conflict and childrenss adjustment, Psychological Bulletin, vol. 108, no. 2, pages 267-290, 1990

Jay Belsky et al, Patterns of marital change and parent-child interaction, Journal of marriage and the family, vol. 53, pages 487-498, 1991

E. Mavis Hetherington et al, Effects of divorce on parents and children, kap. 9 i Michael E. Lamb (eds.), Nontraditional families, London, 1982.

Robert E. Emery, Interparental conflict and the children of discord and divorce, Psychological Bulletin, vol. 92, no. 2, pages 310-330, 1982.

Christy M. Buchanan et al, Caught between parents, Child development, vol. 62, pages 1008-1029, 1991

Janet R. Johnston et al, Ongoing postdivorce conflict, effects on children of joint custody and frequent acces, American Journal of Orthopsychiatry, vol. 59, no. 4, pages 576-592, 1989

Kathleen A. Camara & Gary Resnick, Styles of conflict resolution and cooperations between divorced parents, American journal of orthopsychiatry, vol. 59, no. 4, pages 560-575, 1989

Paul R. Amato & Sandra J. Rezac, Contact with nonresident parents, interparental conflict and childrens behavior, Journal of family issues, vol. 15, no. 2, pages 191-207, 1994

Joseph M. Healy et al, American Journal of orthopsychiatry, vol. 60, no. 4, pages 531-543, 1990

John H. Grych & Frank D. Fincham, Marital conflict and childrens adjustment, Psychological Bulletin, vol. 108, no. 2, pages 267-290, 1990

Judith S. Wallerstein & Joan B. Kelly, Effects of divorce on the visiting father-child relationship, The American Journal of psychiatry, vol. 137, pages 1534-1539, 1980

Morten Nissen, Min far og mor er skilt, SFI publ. 165, 1987

Joan B. Kelly, Current research on childrens postdivorce adjustment, Family and conciliation courts review, vol. 31, no. 1, pages 29-49, 1993

Moxnes, Børns skilsmisseproces, Artikel i Børn i nye familiemønstre, København, 1987

Kelly, 1993 (Se punkt 12)

Mai Heide Ottosen, Fælles forældremyndighed, hvordan fungerer den i praksis, Juristen, 2, side 45-59, 1995

Inger Koch-Nielsen, Skilsmisser, SFI publ. 118, københavn, 1983

An-Magritt Jensen, Det vaklende faderskapet?, NIBR-rapport, no. 9, Oslo, 1992

Heide Ottosen, 1995 (Se punkt 15)

Lamb, 1994 (Se del III, punkt 9)

Norma Radin, The role of the father in cognitive, academic and intellectual development, chapter 11 in Michael E. Lamb (ed.), The role of the father in child development, New York, 1981

Lamb, 1994 (Se del III, punkt 9)

Norma Radin, Primary caregiving fathers of long duration, chapter 9 in Phyllis Bronstein & Carolyn Pape Cowan (eds.), Fatherhood Today, New York, 1988

Pruett, 1983 (Se del III punkt 8)

Kelly, 1993 (Se punkt 12)

Version 1 d. 19980126

Denne publikation findes på adressen http://www.sm.dk/departementet/publikationer/index.htm