intelli#gens (latin): forstand, kyndighed; i dagligsproget oftest i betydningen medfødt evne til abstrakt tænkning. Ifølge psykologien er denne opfattelse forkert. I ældre psykologi blev intelligens defineret som psykens tilpasningsevne, det at indstille sig på nye krav, at overføre tillærte løsningsmåder på nye situationer. I nyere psykologi skelnes mellem mange delfunktioner, som alle er af betydning for intelligensen: kombinationsevne og sprogbehandling, ræsonnement, rumperception m.fl. Da ingen person i praksis har en lige høj præstation inden for alle delfunktioner, vil en samlet vurdering af intelligensen ikke give et særlig præcist billede, hvorfor man i højere grad er gået over til at undersøge delfunktionernes antal og art. Nyere undersøgelser har endvidere vist, at intelligensen ikke nødvendigvis falder med alderen (op til ca. 65 år), at den i høj grad er betinget af socialt miljø og uddannelse samt at der er langt færre forskelle mellem de to køn end hidtil antaget, med undtagelse af kvindens fortrin i sprogbeherskelse og mandens fortrin i geometrisk forestillingsvirksomhed. Visse sagkyndige er enige om, at målte forskelle i større befolkningsgruppers intelligens (sociale lag, nationer, racer) må tilskrives miljøet og ikke arven, mens andre er uenige heri.