|
| |
Tappet fra OLIGOS
IntelligensBlandt adskillige definitioner af intelligensbegrebet skal følgende
fremhæves:Intelligens er et individs almindelige evne til bevidst at indstille sin
tænkning på nye fordringer; det er en almen åndelig tilpasningsevne til nye opgaver og
livsvilkår
(W. Stern).Intelligensen karakteriseres særligt ved evnen til at kombinere forestillinger
til en meningsfuld helhed (H. Ebbinghaus).Intelligens består af to elementer:
perceptionen (dvs opfattelsen) af den ydre verden og en overvejende og udvælgende
hukommelse af disse udtryk (A.Binet).
Et individ er intelligent i samme grad, som det er i stand til at tænke abstrakt
(L. Terman).
Den amerikanske psykolog Thorndike foreslår, at der overvejende er tre klasser af
situationer, i hvilke det, man betegner som intelligens, viser sig. Ved disse tre grupper
af situationer kan man karakterisere følgende former for intelligens, der kan være ret
uafhængige:
abstrakt intelligens = det at kunne reagere adækvat på grundlag af symboler (ord, tal
o.s.v.). I intelligensprøver tester man denne form ved f.eks.ordforrådsprøver,prøver
for overbegreber, regneprøver m.v.
B. konkret intelligens = det at kunne reagere hensigtsmæssigt på foreliggende
objekter og praktiske situationer. Man tester denne form for intelligens ved
problemsituationer, der konkret forelægges ved objekter, billeder m.v.
C. social intelligens = det at forstå sociale situationer og andre mennesker og reagere
adækvat på dem.
Måske er der et gran af sandhed i, at intelligens er det, man måler ved
intelligensprøver.Uanset hvordan man opfatter intelligensbegrebet, er der ingen tvivl
om,at følgende egenskaber er væsentlige for intelligens:
- at kunne reagere fleksibelt på forskellige situationer;
- at kunne udnytte gunstige omstændigheder;
- at kunne finde fornuft i tvetydige eller modsigende budskaber;
- at kunne anerkende den relative vigtighed af forskellige faktorer i en
situation;
- at kunne finde ligheder mellem situationer på trods af adskillende
forskelle;
- at kunne skelne mellem forskellige situationer på trods af ligheder,
som tilsyneladende forbinder dem;
- at kunne fremstille nye begreber, idet man sammenføjer gamle begreber
på en ny måde;
- at kunne frembringe nye ideer.
(D.R. Hofstadter)
Intelligenskvotient
Intelligenskvotient indførtes i begyndelsen af 1900-tallet som et mål for børns
intelligens. Alfred Binet udviklede standardiserede prøver for børn på forskellige
alderstrin.
Et barn, der klarede prøver svarende til, hvad et gennemsnitligt barn på f. eks. 8 år
kunne klare, havde en intelligensalder (IA) på 8 år.
IA kunne derefter sættes i forhold til levealderen (LA).
Intelligenskvotienten er (IA/LA)x100. Et 10-årigt barn med en intelligens-
alder på 8 år har således en intelligenskvotient (iq) på (8/10)x100 = 80.
Teoretisk skulle den gennemsnitlige iq derfor være 100, svarende til at
IA = LA.
Moderne intelligensprøver standardiseres på baggrund af undersøgelser i store
repræsentative befolkningsudsnit. Scoringen indrettes således at den gennemsnitlige IQ
bliver 100 og standardafvigelsen (et mål for spredningen af testresultaterne) 15 eller
16. En kurve over intelligensfordelingen vil derfor blive klokkeformet med toppunkt
omkring iq = 100.
I en større befolkningsundersøgelse i U.S.A. fandtes således:
IQ Procent af befolkningen
over 140 1,5
120 - 140 11,0
110 - 120 18,0
90 - 110 48,0
80 - 90 14,0
70 - 80 5,0
under 70 2,5
Intelligenstests
Der er udviklet en lang række prøver, intelligenstests, der administreret under
standardiserede omstændigheder, kan give et mål for en persons intellektuelle udvikling.
Resultatet af prøverne angives ofte som intelligenskvotient (iq) eller som
udviklingskvotient.
Nogle intelligenstests er principielt uafhængige af erhvervede kundskaber, mens andre
inddrager sådanne kundskaber. En eventuel diskrepans mellem prøveresultater fra
forskellige delprøver kan f. eks. tyde på, at det potentielle intelligensniveau ikke er
nået på grund af manglende stimulering i miljøet.
I adskillige tests angives resultaterne som Performance IQ, der angiver evnen til at løse
mere praktisk betonede opgaver, og som Verbal IQ med sprogligt betonede opgaver. Det
samlede resultat af Performance og Verbal IQ benævnes ofte Full Scale IQ.
Resultaterne af intelligenstests er i et vist omfang påvirkelige af individets befindende
og indstilling til prøverne. Med dette forbehold er testresultaterne indenfor rimelige
grænser som regel stabile fra barndommen og gennem voksenalderen.
Blandt mange tests, der belyser intelligens eller specielle færdigheder kan nævnes:
Binet-Simon testen
Dansk Evneprøve
Illinois Test of Psycholinguistic Abilities (ITPA)
Leiter International Performance Scale
McCarthy Scales of Children's Abilities
Motorisk Perceptuel Udviklingstest
Raven's Progressive Matrices
Vineland Social Maturity Scale
Wechsler Adult Intelligence Scale (WAIS)
Wechsler Intelligence Scale for Children (WISC)
Wechsler Preschool and Primary Scale of Intelligence (WPPSI)
Psykisk udviklingshæmningPsykisk udviklingshæmning er et hyppigt anvendt synonym for
åndssvaghed.Lægelige betegnelser er mental retardering og oligofreni.
Landsforeningen LEV (tidligere Evnesvages Vel) ønsker generelt, at betegnelsen
"psykisk udviklingsh‘mning" eller blot udviklingshæmning anvendes.
I Bistandsloven bruges betegnelsen "personer med vidtgående psykisk/fysisk
handicap", mens man i Sterilisationsloven fortsat taler om åndssvaghed. I Lov om
social service, som 1. juli 1998 afl›ser bistandsloven, tales om persomer med
"varig og betydeligt nedsat psykisk funktionsevne", mens man i den nye
værgemålslov bruger betegnelsen "hæmmet psykisk udvikling".
Den flertydige billedserie ( i Oligos) (ukendt ophavsmand) illustrerer forskellige af de
betegnelser, som gennem tiderne er hæftet på udviklingshæmmede.
Definitioner:
Mental retardering omfatter en tilstand med bremset eller ufuldstændig udvikling af
forstanden specielt karakteriseret ved nedsat intelligens af en sådan natur eller grad,
at der er behov for lægelig behandling, anden speciel service eller træning. (WHO 1974).
Den amerikanske diagnoseliste (DSM-III) opstiller f›lgende kriterier:
A: Væsentlig nedsat generel intellektuel funktion: IQ 70 eller lavere ved individuel
IQ-test. For spæd- eller småbørn,
hvor der ikke kan beregnes testværdi, bygger diagnosen på klinisk
skøn.
B: Der er samtidig manglende eller forstyrret evne til at tilpasse sig
omgivelserne, alderen taget i betragtning.
C: Debut før 18-års alderen.
Ifølge WHOs nyeste diagnoseliste (gældende fra 1. januar 1994) er mental
retardering defineret som:
En tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau, som
normalt viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager til det samlede
intelligensniveau, dvs. de kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og
færdigheder.
I børnepsykiatrien anvendes følgende kriterier:
1. Et foreliggende intelligensniveau under hvad man finder "normalt".
2. Den intellektuelle retardering skal være udviklingsmæssigt betinget eller opstået i
de tidligste udviklingsfaser, f. eks. før 30 måneders alderen
(med henblik på medfødte metaboliske lidelser).
3. Afgørende for diagnosen er manglende adaptativ (tilpasningsmæssig)
adfærd: D.v.s. at den intellektuelle retardering fører til, at den
retarderede ikke lever op til de til enhver tid gldende krav om
tilpasning.
|