Da vores projekt omhandler sanseintegration hos børn i alderen 0-6 år, følte vi, at vi havde et slip, da vi havde valgt, kun at køre forløb med de 3-6 årige. Vi valgte derfor, at interviewe en sundhedsplejerske, for der igennem at få en viden om, hvordan der arbejdes med de 0 - 3 årige.

Esther Terkelsen, som er sundhedsplejerske i Odense kommune, har været uddannet i 14 år. Esther fortæller, at det er svingende, hvor mange familier hun har, men ca. 100, tillige får hun ca. 7 nye børn pr. måned. Derudover er hun tilknyttet Munkebjergskolen, hvor hun kommer 2 dage om ugen samt områdets beboerhus.

På grund af nedskæringer i 1991 blev hjemmebesøgene skåret ned til henholdsvis 5 besøg til førstegangsfødende og 4 besøg til andengangsfødende, hvilket Esther finder meget utilstrækkeligt. Før havde hver familie ca. 10 besøg. Sundhedsplejersken kan dog, efter egen vurdering, skønne om familien har brug for ekstra vejledning/støtte. Som supplement til hjemmebesøgene, holdes der "Åbent hus" 1 gang om måneden i beboerhuset, der etableres mødregrupper og man har telefonkontakten. De familier, Esther kommer til, får at vide, at hun meget gerne vil have, eller at hun forventer, at de ringer, hvis de har et problem. Der kan tit være små ting, som ved samtale kan løses her og nu. Er der noget, der ikke bliver talt om, ophober det sig til et problem, som ikke havde været nødvendigt. Dette synes Esther, er synd, på et tidspunkt, hvor familien er blevet fra to til tre, er sårbar og meget følsom. På det tidspunkt, skal det hele helst gå så godt som overhovedet mulig.

Mødregrupperne i Odense kommune kører meget forskelligt, nogen sundhedsplejersker er med 1 - 2 gange og andre er ikke. For Esthers vedkommende, er hun med ved 4 mndr's alderen, hvor hun taler om kost i familien. Dette besøg ligger som regel i beboerhuset. Her får hun talt med de familier, som ikke ønsker at være med i en mødregruppe (da dette er et tilbud).

På et tidspunkt erstattede "Åben hus" hjemmebesøgene. Esther foretrækker dog de individuelle besøg, da der er nogen mennesker, som ikke får det samme sagt eller som ikke får spurgt om, det de ønsker, når der er andre til stede. Det er især de personlige ting, man ikke får drøftet, da hun mener, det er et tillidsforhold.

Esther siger, hun arbejder med sanseintegration, men ikke på en sådan måde, at hun nævner ordet "integration" for familien, for så tror hun, at mange vil "stå af". Esther mener, at alle ved, hvad sanserne er, - men at de fleste voksne har glemt dem. Derfor gør hun mere i, at få gjort forældrene opmærksomme på sanserne hos børnene og at der sker en udvikling med dem. Man kunne godt fortælle forældrene til et 4 mdr. gammelt barn, at den sanseintegrative udvikling vil være "sådan" indtil 6 års alderen, men det er de overhovedet ikke interesseret i. Det skal hele tiden være hvor forældrene er og der hvor de tager imod og det er forskelligt fra hjem til hjem. Derfor er der ikke to besøg, der er ens.

Da børns udvikling er meget bred for, hvornår de kan de forskellige ting, tager Esther altid udgangspunkt i, hvordan barnet er her og nu. Hun tænker derefter på, hvad der vil ske med barnet inden for den næste tid og sætter ligesom et mål for, hvad hun forventer, barnet kan næste gang, de ses.

Esther mener, at børn, lige fra nyfødte, fortæller, præcis hvad de ønsker, vi skal gøre ved dem. Hun taler derfor med forældrene om, at de skal være opmærksomme på de signaler, som barnet sender. Det aller vigtigste er, at forældrene lærer barnets signaler at kende.

Esther mener, at al sansning skal foregå gennem leg. Men ikke på den måde, at man hver dag klokken tre går hen og tager en rangle frem og leger med.

Det skal selvfølgelig være, når det passer barnet. Alt, hvad der foregår, skal altid være på barnets præmisser.

Dermed mener hun ikke, at forældrene skal stå op klokken tre om natten og begynde og være aktive.

De ting man kan bruge til at lege med, kan fint være de ting, der er i hjemmet. Uro f.eks. kan man lave af et stykke stanniol foldet sammen på midten og så hænge det op. Det er noget, der bevæger sig og det er noget, børnene kan lide at se på. I hvert fald få øjeblikke af gangen.

Der er ingen grund til at gå ud og købe de dyre uroer.

Desuden er mange af de uroer, man køber, altid i lodret dimensioner. Dvs. når et barn ligger ned på ryggen og kigger op, så ser de bare en flade. Man har ikke tænkt på, at det skal være vandret, for at barnet kan se det. Der er ikke ret mange uroer, der er beregnet til børn.

For øvrigt er december en meget inspirerende måned for alle børn, fortsætter Esther, tænk på alle de nye dufte og alle de gode farver, det er noget, børnene bemærker lige med det samme. Hov der er noget nyt! Det er kedeligt mange voksne bliver trætte af det.

Når barnet er mellem 7-10 mdr., laver sundhedsplejersken en BOEL-prøve på barnet. BOEL-prøven = blikket orienterer efter lyd. Det er en svensker der har lavet undersøgelsen, hendes barn hed Boel, derfor navnet.

Vi har en rød træpind, som vi bevæger foran øjnene på børnene. Vi lægger så mærke til, hvordan og om børnene bevæger øjnene samt om de er samsynet. De fleste børn vil gerne have det, vi har i hænderne og rækker ud efter pinden. Det børnene så gør, er, at de vender pinden fra den ene hånd til den anden og putter den i munden, for at undersøge den. Endvidere har vi en sølvsnurre, som vi bruger på samme måde, som træpinden. Vi lægger igen mærke til om barnet drejer øjnene op og ned og til siderne, samtidig med, at de koncentrere sig om at holde fast i pinden, plus om de kan tage blikkontakt til os ind imellem og om de pludre til os samtidig med, at vi laver undersøgelserne. Altså om de kan koordinere alle disse ting samtidig.

Endvidere har vi sølvklokker og sølvbjælder, som vi bevæger bag ørene på børnene. De skal så dreje hoveder efter lydene, samtidig med, at de først kigger på os og tillige holder pinden i hånden.

Det har noget med udviklingen at gøre og hvordan de bruger deres sanser. Hvis man finder nogle afvigelser, tages prøven om inden for den næste måned. Er der igen afvigelser, sendes barnet videre. Alt afhængig af hvad det er, sendes barnet til undersøgelse på hørecentralen, hos ørelægen eller hos egen læge. Afvigelserne kan være noget med kontakten til barnet, det kan være synet eller hørelsen.

BOEL-prøven er meget hurtigt lavet og Esther mener, at det, der er positivt ved den, er at forældrene selv kan være med og derved se, hvis barnet ikke reagere. Man kan dog ikke lave prøven, hvis barnet lige har været forkølet, p.g.a. væske i mellemøret.

Esther mener endvidere, at det er utrolig vigtigt, at være opmærksomme på børns hørsel. Det klassiske billede er, at barnet ikke sover om natten. I dagtimerne er der ikke noget, da man har hovedet opad. Det er p.g.a. trykket. Hvis et barn ikke har hørt i 7-8 mndr.'s alderen, kan det ses senere på sproget i 3-4 års alderen.

I Odense kommune får man på nuværende tidspunkt en pjece om barnets sansning, bevægelse og sprog. Den koster ca. 16-20 kr. enkeltvis, men da det er et spørgsmål om økonomi, er det meget, når vi på årsbasis har ca. 700 børn. Esther tror, det ender med, at forældre tilbydes bogen "Sunde børn", (den fra sundhedsstyrelsen) og at de så selv må betale den.

Esthers fulde overbevisning er, at alle forældre gerne vil gøre det bedste for deres børn. Det næste spørgsmål er så, hvor meget de formår at gøre. Forældrene rummer hele barnet, det er opdragelsen og det er hele familien, som barnet skal integreres i. Når man får et barn, er hele verden ny for en og hun tror ikke, at forældrene tænker på sanserne. Men Esther håber, at børn i dag lærer, at bibeholde bevidstheden om deres sanser livet igennem, så de kan lære deres børn om dem. Esther mener, at voksne i dag undertrykker deres sanser og ligeledes deres følelser. Det er noget hun mener, er vigtigt at vi lærer igen.

Esther mener ikke, at pædagoger arbejder bevidst med sanseintegration. Hvilket hun tror er p.g.a. normeringen. Men hun synes, at pædagoger er gode til at tage ud i naturen med børnene. Hun vil dog hellere have, at vi spørger institutionerne om det.

Vores kommentar til interviewet

Indholdsfortegnelse