|
|
|
1. Indledning
Vi har hver især arbejdet og draget erfaringer indenfor det pædagogiske fagområde, inden vi startede på seminariet. Dels gennem seminarieuddannelsen og vores pædagogiske erfaringer udenfor seminariets rammer er der i gruppen en fokusering på unge, men med vidt forskellige indfaldsvinkler, forudsætninger og syn på området. Derfor er det faldet os naturligt at beskæftige os med unge i forbindelse med vores speciale. Udbredelsen af de elektroniske medier blandt unge er i dag meget stor. Den sidste nye undersøgelse 'Mønster i mangfoldigheden' fra Center for Ungdomsmedier 1997, viser at unge i snit bruger 7 timer på diverse medier (TV, video, radio, CD, avis, computer, tegneserier, bøger, magasiner m.m.) om dagen. Et faktum er det, at de elektroniske medier, såsom radio, TV, video og computer spiller en rolle i unges liv og identitetsdannelse. Inden for det sidste årti er der blevet skrevet og sagt meget om unges mediekompetence. Det vil derfor være interessant for os som kommende pædagoger at se på hvilke muligheder og mediekompetencer vi som pædagoger, måske skal tænke over at tilegne os, for at kunne indgå i et samspil med de unge. Vi mener at man som pædagog er nødt til at tage højde for den medieudvikling der er sket indenfor det sidste årti, og at det derfor er en nødvendighed i arbejdet som pædagog, at tilegne sig mediekompetencer, for at kunne indgå i et samspil med de unge mediebrugere.
1.1 Emnebeskrivelse De elektroniske medier indgår i et indbyrdes samspil, i unges kulturelle identitetsdannelse. Dette vil vi forsøge at beskrive, ligesom vi vil beskrive medierne i sig selv. Vi vil komme med vores bud på, hvordan man som pædagog kan erhverve sig kompetencer til at bruge de elektroniske medier, og bruge den rolle som medierne indtager blandt unge, som en indgangsvinkel til at arbejde med unge.
1.2 Afgrænsning Vi vil beskæftige os med unge 12 - 18 år indenfor normalområdet. Vi vil lægge hovedvægten på de elektroniske medier; radio, musik, TV, video og computer. Dog vil vi til tider inddrage andre ikke-elektroniske medier. Det vil sige, at når vi i det efterfølgende bruger ordet 'medier', mener vi radio, musik, TV, video og computer.
1.3 Opgaveopbygning Vi vil beskrive medieudviklingen for de elektroniske medier, for derved at få et billede af udviklingen i unges mediebrug og hvor meget medierne fylder i de unges hverdag her i 90'erne. Pædagogik handler om dannelse, og om udvikling af kompetencer. Vi vil gå ind og diskutere begrebet dannelse, give et bud på hvad vi mener dannelse er, og hvad det er, der spiller ind på unges dannelse i dag, og hvordan medierne indvirker på unges dannelse og identitetsudvikling. Derudover vil vi diskutere begrebet mediedannelse. Endvidere vil vi beskrive perception og reception og det sekundære mediekredsløb. Det vil vi så bruge til at give et billede af, hvordan vi ser nutidens ungdom, set i et mediepædagogisk lys. Vi vil gå ind og undersøge, hvordan den mediepædagogiske diskussion bliver ført i forhold til det pædagogiske område, og derudfra give et kvalificeret bud på hvad mediepædagogik er, sådan som vi ser det. Afslutningsvis vil vi reflektere over, hvordan man som pædagog rent praktisk og teoretisk kan arbejde med medier i samspil med unge, samt hvordan pædagoger kan tilegne sig mediekompetencer.
1.4 Metode Vi vil benytte os af to måder at skaffe information på: 1. Læse grundlitteratur, omhandlende ungdomskultur, dannelse og medier. Dette for at blive sporet ind på, og skabe et overblik over, vores emne. - Vi vil læse om medierne, for at danne os et overblik over udvikling og fremtiden indenfor feltet, samt få en forståelse for de forskellige medier. - Vi vil læse om dannelse fordi vi mener medierne indgår i unges dannelsesproces, på lige fod med andre elementer i deres liv. - Vi vil læse om ungdomskultur, da ungdommen har fået en anden betydning; radikale ændringer i ungdomskulturen er blevet beskrevet af bl.a. Thomas Ziehe.
2. Interviewe personer som har beskæftiget sig med unge og medier, eller som måtte have en kvalificerede mening derom; forskerne tilknyttet Center for Ungdomsmedier; fagforbundet BUPL; fagbladet Børn & Unge og Ungdomsafdelingen i Danmarks Radio, for at høre deres mening om pædagogers rolle set i forhold til vores emne; unge, medier og pædagoger. Desuden vil vi interviewe en gruppe unge drenge og piger fra Klub Kennedy. Det vil vi gøre for at få et indtryk af ungdommen i dag. Vi vil interviewe disse personer, med henblik på at få deres bud på hvilke mediekompetencer pædagoger efter deres mening bør besidde. Disse udsagn vil vi inddrage i den sidste del af opgaven, hvor vi vil diskutere dem og inddrage dem i vores refleksion over sammenhængen mellem unge, medier & pædagoger, og mulighederne i denne sammenhæng. De fleste interviews vil foregå via telefonen eller muligvis e-mail; ad den vej regner vi med at kunne få folk i tale, uden at skulle bruge for meget af hverken deres eller vores tid. Vi har valgt at bruge diktafon, da for meget vil gå tabt uden brug af diktafon. Interviewformen vil være kort og koncis, fordi vi blot skal bruge deres holdninger til videre diskussion, og fordi vi ikke vil bruge for meget tid på transskribering.
På baggrund af læst litteratur og interviews, vil vi internt i gruppen debattere holdninger, problemstillinger og give bud på hvordan vi som pædagoger kan forholde os til emnet. Vi vil desuden diskutere forskellige begreber, som vi mener er vigtige, for vores opgave: medie, dannelse og mediedannelse, da vi mener disse begreber er grundstene i vores speciale.
2. Tilbageblik på medieudviklingen.
I dette afsnit vil vi beskrive udviklingen i hvor meget tid unge bruger de elektroniske medier (radio, TV, video og computer . Disse fire medier er valgt ud fra, hvad unge synes var de vigtigste set i et historisk perspektiv (1). Vi vil gå ind og kigge på udbredelsen af de forskellige medier indenfor de sidste 20 år, da de unge vi vil beskæftige os med, er vokset op i den periode.
2.1 Radio Radioen var starten på opbyggelsen af den elektroniske medieverden, som vi kender i dag. Udbredelsen af radioen er vokset støt op gennem vort århundrede, hvor det var Danmarks Radio der stod for alt hvad der blev sendt ind til midten af 80'erne. I midten af 80'erne blev Danmarks Radios monopol brudt, og der var mange forskellige lokalradioer som skød op (2). Udviklingen i hvor mange radioer vi har i hjemmene, er steget støt; hvis vi kigger på tallene som går 15 år tilbage, ser vi at der i 1983 var 4,9 millioner radioer, og går vi frem til 1993 var der 7,2 millioner radioer. Det vil sige at der i gennemsnit er 3 radioer pr. husstand (3), hvis vi kigger på hvordan udviklingen af unges brug af radioen var der i 1985 en hverdagsdækning på mellem 80% og 90% for de 13-19 årige her er der sket et fald, da hverdagsdækningen i 1994 kun er 51% for de 13-19 årige (4). Grunden til faldet er ikke fordi DR sender færre timer pr. år, tværdimod ser vi en stigning i sendetimer perioden 1983 til 1994. Hvor der i 1983 var 15.400 sendetimer, til 21.300 timer i 1994 (5) . Der er også sket en anden markandt sendetimestigning fra 1984 og frem, nemlig den at lokalradioerne kom på banen. I 1987 sendte lokalradioerne 6275 sendetimer, som i 1993 er nået op på 10516 timer pr. år (6). En faktor der kunne spille ind på unges faldende radiolytning, kunne være unges lytning til egne musikkilder, men også her er der et fald i samme periode på 7% (7). Vi tror at for de unges vedkommende har radioen udviklet sig til at blive en sekundær mediekilde. Det skal forståes på den måde at inden for den periode hvor der er sket et fald i unges radiolytning, er der samtidigt kommet en masse andre nye medier, her tænker vi på videoen og computeren, som de unge bruger samtidigt i forbindelse med radiolytning.
2.2 TV I 1951kom fjernsynet (8), og samtidigt med det de første udsendelser som kunne modtages af lidt under 1000 seere, men det ekspanderede hurtigt og blev med moderne ord en mediesucces, så i 1959 var der 250.000 seere (9) . Fjernsynet har udviklet sig på mange måder, dels ved op igennem 70'erne at gå fra s/h til farve, så i 1994 har 96% farvefjernsyn og 2% har s/h (10) . Udviklingen inden for sendetimerne er steget markant fra 1983 til 1994, selvfølgelig hænger det sammen med at TV 2 (1988) og TV 3 (1993) blev introduceret. For eksempel, hvis vi ser på at DR-TV i 1983 sendte 2800 timer årligt, og så sammenligner sendetimerne for DR-TV, TV 2 og TV 3 i 1994 som var på 11300 timer (11) , må man sige at sendetimestigningen er markant. På samme tid er der sket en femdobling i andele af husstande der kan tage satellit-TV, via enkel/fælles-parabol eller hybridnet. Fra knap 10% i 1986 til 55% 1994 (12) . Det har medført en stigning i nye TV-kanaler, så man i 1994, gennemsnitlig kunne se 9,8 TV-kanaler (13) . Hvor meget fjernsyn ser de unge så i perioden 1983-1995. I 1983 så de unge 1 t. 36 min. pr. dag, dette er i 1995 oppe på 1 t. 55 min, det er en stigning på 20%., men set i forhold til befolkningen hvor stigningen var 44% (14) , ligger de unge noget under gennemsnittet. På trods at 75% af de unge fået deres eget fjersyn på værelset. De programmer de unge ser i 1995 er for 45% vedkommende fiktion og dramatik udsendelser. Og for 24% (15) vedkommende er det kultur og nyhedsprogrammer. De unge der kan se satellit-TV bruger mindre tid på public service TV (DR-TV 2), de bruger nemlig kun 42% af seertiden, hvor imod de unge som ikke kan se satellit bruger 83% af seertiden på public service TV (16). Udviklingen sker i retning af at flere får satellit-TV, og i kraft af dette vil de se mere TV, da de unge som har satellit-TV ser 27 minutter mere TV dagligt, end dem der ikke har satellit-TV (17). Samtidigt vil deres forbrug gå i retning af at blive mere behovsstyret. En klar udvikling inden for dette er betalingskanalerne. Det vil sige at man går fra udbyderstyret til behovsstyret TV-kigning (18). Seeren kommer til selv at bestemme, hvad man vil se,og især hvornår man vil se det.
2.3 Video I starten af 80'erne havde videoen sit indtog (husstandsdækning 12% i 1983), og det er steget støt siden (husstandsdækning 60% i 1994). Især i 90'erne har der været en stor vækst, da priserne faldt på videomaskiner som følge af bortfald af afgifter (19) . Omsætningen inden for videofilm-markedet har ændret sig en del i løbet af de sidste 15 år. Det har ændret sig på den måde, at fra 1983 til 1988 lejede man kun film. Det toppede i 1986, hvor der blev lejet videofilm for 460 millioner kr. Fra 1989 ændrede det sig da salget af videofilm begyndte at tage fart. Og i 1993 har det overhalet lejefilm, som nu er stagneret på ca. 174 millioner kr. pr. år. Mens salget på videofilm stiger støt, og er oppe på 371 millioner i 1994 (20) . Det vil sige hvis man kigger på antal købte videofilm pr. husstand med en videomaskine, har de i gennemsnit købt ca. 4 videofilm i 1994. Kigger vi på genrefordelingen for købte film i 1994, så var det 29% danske film, 32% børnefilm, 33% udenlandske og 6% andet som folk købte (21) . Ca. 80 % af unge har adgang til video i hjemmet, og ca. hver tredje har en videomaskine på sit værelse i 1995 (22) . I 1984 var andelen af unge der mindst en gang om måneden så video der var lejet eller købt 32%, og der var 30% der så video optaget fra TV. I 1994 er andelen af unge der ser leje eller købevideo 48% og 76% ser video optaget fra TV (23) . Men selv om de unge ser meget video optaget fra TV, så forholder det sig anderledes, hvis man ser på hvor meget tid de bruger på at se de to former for video, i 1995 så de unge gennemsnitligt 16 minutter video om dagen, hvor af kun 2 minutter af det de så var optaget fra TV. Kikker vi så igen på, hvilken film der bliver købt, ser vi at ca. hver tredje af disse videofilm var børnefilm, og især Disneys biograftegnefilm (24) . Generelt er udviklingen for de unge angående videokigning stigende, og antal af videomaskiner i hjem hvor der er unge, er også støt stigende. De unge fører også helt klart i forhold til at være den aldersgruppe, som ser mest video. Set i forhold til de unges brug af radio er billedet lige omvendt.Hvis der en mulig sammenhæng, mellem disse to medier, kunne det være stigningen i påvirkningen af billedmediet, som gør at unge mere bruger billedmediet end ældre aldersgrupper, som ikke har haft en tilsvarende påvirkning af billedmediet.
2.4 Computer Ser vi på udviklingen af PC/hjemmecomputeren pr. husstand, så var der i 1984 5% der havde en computer, og I 1994 er der 33% der har en computer. Det er en stigning som er foregået støt, og den ser ud til at fortsætte. Går vi ind og kigger på de unge, så havde 12% af de unge i 1984 en PC/hjemmecomputer i hjemmet, hvor tallet i 1995 er steget til 61% der havde en PC/hjemmecomputer der hjemme. Det vil sige at PC/hjemmecomputeren er meget udbredt blandt de unge når 61% af dem har en PC/hjemmecomputer, set i forhold til lands gennemsnittet som er 33%. De unge bruger PC/hjemmecomputeren til at spille på, de spiller i gennemsnit 40 minutter om dagen. Gennemsnittet for spil på computer er for hele aldersgruppen 20 minutter om dagen. Det er især drengene, der bruger computeren til at spille på. Ca. hver femte af de 16-19 årige unge drenge har således en spillecomputer i huset, mens det kun er hver tiende af de unge piger, der har en spillecomputer hjemme (25). Udviklingen inden for computer sker hurtigt; hvad der er nyt i dag, er forældet i morgen. Men i forhold til unge og udviklingen af computeren, giver computeren dem mulighed for at bearbejde både tekst, billeder og lyd, og det ligger ikke så langt ude i fremtiden, at de også kan bearbejde levende billeder. Interaktivitet mellem unge og computeren vil blive et stadig vigtigere element i børns og unges mediebrug (26). Vi tror, at i fremtiden vil computeren langt hen i uddannelsessystemet overtage den rolle som papir og blyant har i dag. Selvfølgelig vil der stadigvæk være brug for diverse skriveredskaber, men det vil primært være i de små klasser. Men selv i de små klasser vil der stå en computer som man kan bruge. Det vi mener er at computeren bliver et ligeså naturligt redskab som man vil bruge uden at tænke mere over det, et redskab og ikke en tidsrøver. Vores fremtidshypoteser angående computeren har allerede sin funktion i nutiden. Her tænker vi på de forsøg på gymnasier, HF og andre vidergående uddannelser hvor man udelukkende baserer al undervisning ud fra og omkring computere. (Peter Rosendal, 1997, s. 3)
2.5 Internettet - multimediet Et nyt medie har meldt sig på banen. Når dette medie nævnes først, skyldes det dets teknologiske struktur, som gør det muligt at binde samtlige nuværende elektroniske medier sammen - altså; et multimedie. Internettet er et globalt netværk af computere, som alle - hvis de har adgang til en computer vel at mærke - teoretisk set kan koble sig op på. Internettet består af et utal af mindre computernetværk, som via knudepunkter placeret rundt omkring i verden, samles til eet stort. Strukturen på Internettet omtales ofte som 'anarkistisk', idet der ingen central styrelse findes. I 1993 kom det store boom, med indførelsen af en bestemt teknologi - Hyper Text Markup Language (HTML). Mere om denne teknologi senere. Vækstraten på Internettet var de følgende år på flere hundrede procent om måneden, og selv om den nu er dalende, er den stadig idag helt enorm.
--------------------------------------------------------------------------------
1. Torben Fridberg, 1997, s. 92 2. Finn Rasmussen, 1996, s. 19 3. Ole E. Andersen, 1995, s. 72 4. Ole E. Andersen, 1995, s. 75 5. Ole E. Andersen, 1995, s. 70 6. Ole E. Andersen, 1995, s. 71 7. Ole E. Andersen, 1995, s, 81 8. Finn Rasmussen, 1996, s. 19 9. Finn Rasmussen, 1996, s. 20 10. Ole E. Andersen, 1995, s. 62 11. Ole E. Andersen, 1995, s. 62 12. Ole E. Andersen, 1995, s. 60 13. Ole E. Andersen, 1995, s. 62 14. Medieudvalgets betænkning nr. 3, 1996, s. 7 15. Medieudvalgets betænkning nr. 3, 1996, s. 5 16. Medieudvalgets betænkning nr. 3, 1996, s. 6 17. Ole E. Andersen, 1995, s. 112 18. Ole E. Andersen, 1995, s. 69 19. Ole E. Andersen, 1995, s. 89 20. Ole E. Andersen, 1995, s. 90 21. Ole E. Andersen, 1995, s. 91 22. Medieudvalgets betænkning nr. 3, 1996, s. 7 23. Ole E. Andersen, 1995, s. 94 24. Medieudvalgets betænkning nr. 3, 1996, s. 7 25. Ole E. Andersen, 1995, s. 89 26. Medieudvalgets betænkning nr. 3, 1996, s. 9
3. Medie-teknologisk fremtidsperspektiv
Udviklingen i medierne hænger meget sammen medierne imellem: rent teknisk begynder der at ske store overlap mellem de forskellige medier: man kan spille computerspil på sit TV, se TV på sin computer, læse Jyllands-Posten eller Politiken på Internettet via sin computer, ja, man kan sågar opleve den legendariske Side 9 Pige fra EkstraBladet, eller den noget mere kulørte Se & Hør-pige i elektronisk form på Internettet - i officielle udgaver tilmed. Køber man Ekstra Bladet eller B.T. på bestemte dage, er man så heldig at der følger en musik CD med; under cykelløbet Tour de France fulgte endda en såkaldt CD-ROM (multimedie CD) med Ekstra Bladet. Således er de forskellige medier begyndt ikke bare at overlappe, men også supplere hinanden.
3.1 TV TV er en naturlig del af de fleste unges hverdag - de er vokset op med mediet, og de yngste har altid været vant til det store kanal-udbud. TV kan både være æterbåren og satellit- og kabelbåren - mulighederne for at modtage er mange. Og ligeledes er kanalerne: Det bemærkelsesværdige der et sket det seneste årti, er lanceringen af de mange specialiserede kanaler som er dukket op siden satellit og kabel-TV har gjort sit indtog. Discovery (for den natur og teknik interesserede); Sci-fi Channel (for den science-fiction og cutting-edge-technology (27) interesserede); MTV (for den musik interesserede); Eurosport (for den sportsinteresserede); Canal+, (for den filminteresserede) etc. Eksemplerne er mange. Disse kanaler er tilsyneladende blot starten på en lavine af specialiserede TV-kanaler, der peger på at opfylde en bestemt målgruppes behov, frem for at favne bredt. De opnår måske ikke det helt store seer-grundlag, men tilgengæld har den teknologiske udvikling gjort det billigere at producere TV. En filmkanal som Canal+ kan, hvis man omgår sandheden lidt humoristisk, køres fra køkkenbordet: en sendetilladelse og noget afspilningsudstyr skulle gøre det. Ingen dyre studier, intet optageteknisk udstyr. Og ingen skærmtrolde. Indførelsen af tekst-TV, bibragte dette medie en grad af interaktivitet, som ikke før var set. Man skulle stadig vente på at siderne blev sendt, hvilket de dog blev hyppigt. Forbrugeren kunne nu bladre rundt imellem døgnets nyheder, programoversigter og vejrprognoser. Men TV-programmerne lå stadig fast - enten skulle aftenen struktureres efter TV-programmet, eller også skulle videoen i brug. Indtil videre ihvertfald... ...for i 1994 kørte TeleDanmark Kabel TV et forsøg med såkaldt Pay-Per-View TV (28): Via en trykknap telefon kunne seere bestille en film udfra et begrænset udvalg på 4 film. Disse film blev kørt i en sløjfe, således at hver film startede hver 15. minut, døgnet rundt. Ringede man således op for at bestille en af filmene, var der således højst 15 minutter til den startede. Vejen var nu banet for at se film via TV når man havde lyst, og ikke som det normalt forholder sig, når TV havde lyst til at sende dem. Forsøget faldt dog ikke helt heldigt ud; forbrugerne havde svært ved at forstå forbindelsen mellem telefon og TV. Men videomarkedet havde anet en konkurrent.
3.2 Video Muligheden for at optage billeder og lyd på videobånd, blev vel modtaget af forbrugerne, og idag er det en ganske almindelig foreteelse at eje en videomaskine; 60% af danske husstande husede en eller flere videomaskiner i 1994. Video teknologien er blevet forfinet igennem årene - bedre billede- og lydkvalitet, nye metoder til programmering af optagelse fra TV - men ingen store landvindinger. Dog vil videobåndet som vi kender det idag, falde bort om nogle år: Teknologien med at lagre lyd og/eller billede på et magnetbånd er ikke helt ung, og den har sine ulemper; båndene bliver slidt, det tager tid at spole og mediet har et relativt stort og klodset design. Fremtidens videobånd, vil være små digitale skiver, i stil med de CD'er vi kender idag. Teknikken hedder 'DVD', og en enkelt DVD-skive vil kunne indeholde en helaftensfilm - og det i bedre billede- og kvalitetlyd end idag. Men forbrugeren vil få flere valgmuligheder: man vil kunne vælge mellem hvilke sprog der skal tales i filmen, ligesom der vil forefindes tekster på alverdens sprog.
3.3 Computer/Internet Internettet er et interaktivt medie, dvs. at der er en grad af samspil mellem brugeren og mediet. Internettet består af forskellige dele, alle lige tilgængelige for alle: USENET er en tekstbaseret del af Internettet. Denne del består af ca. 30.000 diskussions-grupper (kaldet 'nyhedsgrupper'), alle med hver deres emne. Antallet af nyhedgrupper bliver konstant øget, og emne-spredningen er stor: alt fra computerrelateret emner, over politik, til Pamala Andersons store fortrin, bliver diskuteret. Ønsker en bruger at oprette en ny nyhedsgruppe, gøres dette typisk ved at sende et indlæg i en bestemt national nyhedsgruppe, hvor forslaget så bliver diskuteret igennem af de brugere som kigger med i gruppen. Når eventuelle sproglige og indholdsmæssige misforståelser er ryddet af vejen via diskussion, lægges oprettelsen af nyhedsgruppe til afstemning. Reglerne svinger fra land til land, men skal gruppen oprettes, kræver det typisk mindst dobbelt så mange 'ja' som ' nej' stemmer, ligesom der ialt skal afgives mindst 100 stemmer. Disse regler kendes fra andre demokratiske processer. e-mail (på dansk 'e-post' eller 'elektronisk post'), er en mulighed for at sende data (typisk blot tekst) via Internettet. I princippet det samme som at sende et brev, blot har modtageren en e-mail typisk 10 sekunder efter at den er sendt. Er man koblet på Internettet, har man også en elektronisk postkasse. Folk kan så sende e-mail til denne postkasse, og indehaveren kan så tømme den efter temperament. Som eksempel på praktisk brug af e-mail, kan nævnes at vi i arbejdet med nærværende speciale foretog et interview via e-mail, med en person lokaliseret i Århus. World Wide Web (i daglig tale blot 'WWW') er den vel nok mest kendte del af Internettet idag; den grafisk-baseret del. Denne del består af homepages (er på dansk blevet til 'hjemmesider'); brugernes data ligger på en server (værtscomputer som er koblet direkte på Internettet), som sider i en bog eller et katalog. Det revolutionerende ved WWW, er måden disse sider hænger sammen på; man behøver ikke bladre i dem som man plejer at gøre ved en bog - ved hjælp af en bestemt teknologi - HTML - lægger man såkaldte 'links' ind i sin tekst. Klikker man på et sådant link, springer man til en anden del i teksten eller til en anden side, som så kan være lokaliseret i en anden del af verden. I princippet mærkes denne store fysiske afstand ikke. Drømmen om 'The Global Village', på dansk 'Den globale landsby', var rykket eet skridt nærmere; verden var nu blevet gjort endnu mindre - vi kunne nu via cyberspace bevæge os rundt i USA, Latinamerika eller hvor som helst vi måtte ønske - alt imens vi sad og drak kaffe ved skrivebordet. Man taler om at selve teksten er blevet interaktiv: den hænger sammen i kæder som man selv skaber, og jeg kan vælge at springe et indlagt link over, og blot læse videre - eller jeg kan straks jeg falder over linket, vælge at følge det, og derved gå ud af konteksten, og ind i en ny.
3.4 Det store fremtidsperspektiv Et forsøge på at lave et fremtidsperspektiv over de elektroniske medier, vil nødvendigvis tage udgangspunkt i Internettet. Ikke fordi Internettet som vi kender det idag vil holde særligt langt ud i fremtiden, men fordi Internettets struktur, opbygning og virkemåde indeholder (eller kan teknisk set komme til at indeholde) alle de aspekter som forskere idag ligger og roder med: digital TV, Pay-Per-View TV etc. Det hele kan samles i eet ord: Digital. At digitalisere information, betyder kort fortalt at lave information om til enter 0 (nul) eller 1 (ettal). Det er utroligt let og utroligt hurtigt, at transportere disse digitale signaler, blot skal infrastrukturen være på plads, ligesom der skal være en 'afkoder' i den anden ende, som samler dataene: et digitalt TV, en digital radio, eller en computer, som i sagens natur er digital. Udviklingen går imod at digitalisere alle de elektroniske medier vi kende idag: Danmarks Radio - den danske kanal med public-service forpligelsen - har fra oktober måned givet danskere med en Internetopkobling en ny mulighed for at se TV-avisen; 18.30 udsendelsen bliver en time efter udsendelsen afslutning lagt op på Danmarks Radios website. Herfra er det nu muligt at se dagens nyheder, i et vindue på størrelse med et stort frimærke, og i en ringe tekniske kvalitet. Redaktionschefen på den afdeling som står for DRs website - DR Multimedie - udtaler at i en ikke så fjern fremtid, vil det være muligt for brugeren at udvælge netop de indslag som man vil se fra udsendelsen, og således blive fri for de indslag der ikke har ens interesse. Disse tanker støder man også på, når talen falder på fremtidens TV: Den store kapacitet som kabel-TV nettet potentielt indeholder, vil gøre såkaldt interaktivt TV muligt. I store træk er tankerne de samme som dem DR Multimedie gør sig; man bestiller via telefonen, eller en ekstern konsol, simpelthen de programmer eller dele af programmer som man vil se. TV udbyderne vil så i stedet for en konventionel programflade som vi kender den idag - hvor vi kigger på klokken for at se om vores ønskede program snart er på trapperne, eller vi går ud og laver kaffe når der kommer et indslag som vi ikke gider at se - tilbyde en vifte af forskellige programmer, som vi forbrugere så kan vælge og vrage imellem, og derved sammensætte vores egen programflade. (Næste uges TV, 1997)
3.5 Fremtidens mediemenneske - En psykiater fortalte engang om en mandlig patient han havde haft i behandling: Han var ansat i et firma som importerede sydfrugter, og det var før den højere automatiserings tid, så mandens arbejde bestod i at sidde ved et samlebånd, og sortere appelsiner efter størrelse. Han havde alle tænkelige stress-symptomer da han blev henvist til lægen, og da han havde gjort rede for sin arbejdssituation, sagde lægen; - Jeg kan da godt forstå at det må være belastende for Dem i det lange løb, med sådan et ensformigt arbejde, dag ud og dag ind ved samlebåndet. Manden så på lægen med et fortvivlet blik. - Ensformigt?!, sagde han. Jeg skal fordele appelsinerne i tre grupper: store, mellemstore og små; Beslutninger, beslutninger, beslutninger! (Frederik Dessau, 1993) Med fremtidens massive medie/informationsudbud, kan man forudse besværlighederne med at vælge den rette information (for een selv) - altså sortere i dette enorme opbud af informationer. Som tidligere nævnt, vil en øget emne-specialisering af medierne 'hjælpe' på denne proces, men der findes allerede folk som arbejder med at opfinde midler til sådan informations-sortering: Den kvindelige amerikanske forsker Pattie Maes (PT) er professor ved Massachusetts Institute of Technology, et af verdens førende tekniske universiteter PT mener at man bør holde op med at forsøge at få computeren til at efterligne eller kopiere menneskelige egenskaber - og i stedet koncentrere udviklingen om det computerens struktur er skabt til, og som vi mennesker ikke er særligt gode til: - Mennesker er elendige til at huske i lang tid.Vi er elendige til at gøre mere end en ting af gangen, og så er vi slet ikke i stand til at filtrere store mængder information, uden at det tager evigheder. det sidste er katastrofalt i en informationstid. (Ernst Poulsen, 1997, s.4) PT arbejder med at udvikle såkaldte 'agenter'. En agent er et lille program, som man koder sine præferencer ind i, og derefter sender man den afsted, på jagt efter informationer, udsendelser eller hvad det nu måtte være. Men der er åbenlyse farer ved en sådan teknologi: - Hvis man kun får sine informationer fra agenter, er det en reel risiko, at man får en slags tunnel-syn, så man bliver snævrere og snævrere i sine interesser. (Ernst Poulsen, 1997, s.4) Altså; man får kun det man har bedt om at få, og det man beder om er begrænset af ens horisont.
Samlet kan siges, at udviklingen går mod øget interaktivitet, Dvs. at mediebrugeren får større mulighed for at være aktiv medspiller (eller modspiller). Internettet kan beskrives som et slags billed på det post-moderne udtryk; man klikker rundt, og muligheden for at ændre fokus, ligger konstant og lurer. Man skaber sin egen rejse igennem cyberspace - ligesom de unge bliver sat til at skabe deres eget liv.
4. Det sekundære mediekredsløb
Vi har valgt at beskrive det sekundære mediekredsløb i forbindelse med TV-serier, men selvfølgelig bruger man også begrebet i forhold til popstjerner, idoler og den slags. Det sekundære mediekredsløb er et begreb, som bruges i forbindelse med popularitetsserier såsom Dallas, Dollars, Matador, Beverly Hills 90210 etc. - For at starte med Dallas har vi en skuespiller som opnår kultstatus. Hans virkelige navn er Larry Hagmann, men hvor mange ved det. Siger vi i stedet JR, ved alle over 25 i Danmark hvem det er. - I Dollars har vi en skuespiller som hedder Joan Collins der opnår kultstatus under navnet Alexis. Da serien kørte vidste alle hvem Alexis var, mens de fleste troede at Joan Collins var hendes søster. - I Matador ved alle hvem Røde, Fede, Mads Skjern, Grisehandeleren, Maude o.s.v. er. Men det er for os danskeres vedkommende kun folk over 40 som ved hvad skuespillerne hedder i den virkelige verden. - I Beverly Hills 90210 (BH 90210) sker der det samme, alle ved hvem Brenda, Dylan, Steve, Brandon, Kelly o.s.v. er, men et fåtal ved hvad de hedder i virkeligheden. Man giver med andre ord en fiktiv person liv uden for seriens rammer. Nu har vi nævnt nogle eksempler på serier, og vi har nævnt nogle navne på fiktive personer som optræder i disse serier. Disse fiktive seriepersoner hedder jo noget i virkeligheden; Dylan i BH 90210 hedder Luke Perry. Han er et godt eksempel på hvad det sekundære mediekredsløb egentlig er for noget. Luke Perry medvirker i TV-serien som figuren Dylan. Luke Perry er den virkelige person og Dylan den fiktive, men det er den fiktive person som bliver verdenskendt, og derved er vi nået hen til kernen i det sekundære mediekredsløb. Man oplever nu at der bliver udskrevet konkurrencer om at få en tur i byen med Dylan, fanblade med Dylan, bøger om Dylan o.s.v.. De forskellige ugeblade bringer billeder om hvad Dylan har bedrevet i nattelivet, hvem hans kæreste er, hvad for en bil han har, hvordan han bor og den slags ting. I seernes og læsernes øjne bliver Dylan den virkelige. Selvfølgelig ved seerne og læserne godt at Dylan er en fiktiv person som medvirker i BH 90210, men i kraft at den status han har fået igennem serien og bladene bliver han nærmest levendegjort og man omtaler ham som en virkelig person, selvom man godt ved han er fiktiv. Det vigtigste ved en serie er dens kvalitet og placering på programfladen, det næstvigtigste er det sekundære mediekredsløb, som serien og dens skuespillere indgår i, og de intertekstuelle relationer. (Kirsten Drotner; Anne Scott Sørensen, 1996, s. 69) Desuden opstår der, i relation mellem den primære tekst og den sekundære tekst, en tertiær tekst. Det er den relation som seeren bidrager med igennem 'for og imod' diskussioner af en serie. Disse diskussioner bliver taget op i dagspressen i form af læserbreve og analyser af serien; et aktuelt eksempel er Riget II. D.v.s at igennem seernes meningsudvekslinger og dagspressens videre formidling af disse synspunkter, fuldføres mediernes cirkulation af mening i samfundet omkring en specifik serie.
5. Perception & Reception
Perception drejer sig om sansning, det vil sige opfattelse af ting og begivenheder og deres egenskaber og sammenhæng ved hjælp af sanserne. At se, smage, lugte, høre og føle, er at percipere. Perception er et fagudtryk fra psykologien, hvor det dækker over den emotionelle og kognitive bearbejdning af sanseindtryk. Sagt på en anden måde - perception drejer sig om de processer, hvorved vi aflæser de informationer, der kommer til os gennem vores sanser. Ordet 'reception' kommer af latin, hvor det beskriver handlingen 'at modtage'. Begrebet benyttes indenfor medieforskningen, hvor det står for modtagerens bearbejdning af medierne og deres effekt på modtageren. Det handler altså om hvordan vi modtager medierne, hvordan vi internalisere dem og hvordan de præger os. Begreberne perception og reception, betegner nogenlunde det samme - nemlig den bevidste og den ubevidste bearbejdning af udefra kommende sanseindtryk. For at kunne percipere kræves at dét der perciperes er sanseligt - 'tilstede'. Man kan se en film - percipere en film - for efterfølgende at tale om den, tænke på den og måske genoplive følelser, den har vakt i os. Men i dette, percipere man ikke filmen, da den ikke er sanseligt tilstede. Vi opfatter det vi ser - vore indtryk - i helheder. Det er også kaldet holisme: 'Holisme: delenes funktion er bestemt af helheden, de perciperende emner skabes af os selv ved formålsrettet forarbejdning af påvirkningsmaterialet - vi er ikke passive modtagere'. (Pauli Jensen; Jan Rattleff, 1971, s. 14) Et eksempel på dette, kunne være de to forskellige oplevelser man har af hhv. splatterfilm og voldsfilm: hvis en mand bliver banket i hovedet med en baseball-kølle til hjerneskallen flækker i en splatterfilm a la 'Fredag d. 13.', så vil oplevelsen sandsynligvis være anderledes end hvis man så en tilsvarende scene i en gangsterfilm af Martin Scorcese (film instruktør med speciale i moderne, realistiske og blodige gangsterfilm; bl.a. 'Casino' og 'Scarface'). Den helhed - eller kontekst - som scenen indgår i, er vigtig for for hvordan man kan forholde sig til ubehagelighederne. Anne Jerslev skriver om horrorfilmene: '(..) svingningerne mellem realisme og hyperrealisme forhindre den totale indlevelse i fiktionen.' (Kirsten Drotner; Anne Scott Sørensen, 1996, s. 103) Måske Scorceses ubehageligt virkelighedsnære udtryk og realisme-tilnærmelse skræmmer os, i forhold til horror- eller splatterfilmens meget eksplicitte og hyperrealistiske udtryk. 'Den dobbelte receptionsmåde, som spændingsfeltet mellem realisme og hyper realisme etablere, understøttes af en tredie vigtig karakteristik ved den nye horrorfilm, ifølge Brophy, nemlig en mere eller mindre tydelig selvrefleksivitet, en humørfyldt meta-refleksivitet, gennem f.eks. en ironisk bevidsthed om genre-konventioner.' (Kirsten Drotner; Anne Scott Sørensen, 1996, s. 102) Anne Jerslev taler altså om en såkaldt dobbelt receptionsmåde skabt af en genreblanding. Men denne genreblandings effekt, understøttes af yderligere et element; filmskabernes selvrefleksivitet, eller endog meta-refleksivitet.Nyere splatter/horrorfilm, tager således ældre elementer fra genren, og reflektere over dem; ofte på en ironisk måde. Men der reflekteres også over elementer fra andre genre, og igen ofte med en ironisk bevidsthed om disse genres konventioner. Der sker med andre ord en genreblanding - og i visse nyere film - som langtfra kan betegnes som decideret splatterfilm - kan det direkte være svært at placere i et genrefelt; Pulp Fiction er et sådant eksempel. En ny generation af filmskabere blæser på det episke, snupper elementer fra horrorgenren og andre genre og koger det hele sammen til noget ganske nyt. Pulp Fiction har ingen decideret historie at fortælle - den vil blot opleves. Fortælle-rammen er hentet fra de klassiske gangsterfilm, men mange af scenerne er 'klassiske' scener fra forskellige genre, som blot har fået en helt ny og ofte grotesk drejning - her skal blot nævnes to: 'den sentimentale scene' (Butch får som barn sin afdøde faders ur af faderens soldaterkammerat), 'røveri-scenen' (tydelig reference til 'Bonnie & Clyde'). Hovedpersonen som spilles af John Travolta, er mest kendt fra 70'ernes og 80'ernes dansefilm, og i denne hans comeback film, er der faktisk indlagt en dansescene. Et tydeligt eksempel på filmens intertekstuelle natur. Der findes talrige eksempler i Pulp Fiction, på sådanne referencer fra andre film, hvilket gør - jvf. det førnævnte holistiske syn - at filmen kan opleves - reciperes - på mange forskellige måder, alt efter hvor mange referencer man er i stand til at afkode. Men også referencer fra andre medier eller de andre sammenhænge som de unge indgår i - de andre dannelsesfaktorer - i livet, indvirker på vores refleksivitet. Alt dette tilsammen er både forudsætninger og mål for unges dannelsesproces.
6. Dannelse & Mediedannelse
Mediedannelse er et begreb som Kirsten Drotner (KD) introducerede i 1995. Inden vi vil give vores bud på hvad vi lægger i begrebet mediedannelse, vil vi kort prøve at skitsere hvad ordet dannelse betyder for os, og hvad KD lægger i begrebet mediedannelse.
6.1 Dannelse Historisk set er der blevet sagt og skrevet meget om hvad dannelse er, lige fra den græske oldtid og op gennem tiderne til nu har filosoffer, specialister og ganske almindelige mennesker givet deres bud på hvad dannelse er. Dannelse som begreb er komplekst: Dannelsesbegrebet er så mangetydigt og uigennemskueligt som næppe noget andet pædagogisk begreb. (Kim Rasmussen, 1996, s. 279) I vores forsøg på at definere hvad der er indeholdt i dannelsesbegrebet, har vi fundet følgende som vi kan blive enige om: - dannelse er proces - dannelse er værdisætning - dannelse er ideal/mønsterbillede - dannelse er prægning - dannelse er selvdannelse (det er ikke en massedannelse mere) - dannelse er knyttet til opdragelse og undervisning (generel undervisning) - dannelse er noget kulturelt
I vores diskussion om hvad dannelsesbegrebet indeholder, gik det op for os at begrebet er yderst komplekst og mangfoldigt. Dannelse kan bedst beskrives som en træstruktur: øverst er ordet dannelse; udfra dannelse går andre ligeså svært beskrivelige begreber som grene på træ: kultur, opdragelse, prægning etc. Fra disse begreber udgår yderligere grene. Dette billede for at illustrere at dannelsesbegrebet kan diskuteres i det uendelige. Man kan vælge at lade sig forvirre og frustrere af begrebets uendelighed, eller man kan prøve at danne sig et overblik over hvad man selv lægger i begrebet dannelse, altså prøve at give sit eget bud på hvad dannelse er, set ud fra de briller som man har på. Det vi har valgt er, at fortolke dannelsesbegrebet udfra vores syn og samtidigt lade os inspirerer af hvad andre har tænkt og sagt om dannelse. I 1990´erne er enhver under 45 år vokset op med rockmusik som en del af den kulturelle bagage. Nutidens erhversaktive årgange i alderen 20-45 år dyrker sport det ene øjeblik, indtager en soap på TV i det næste, og læser en pc-manuel eller postmodernistisk teori i det tredie og fjerde øjeblik. Den kulturelle almendannelse afløses af mere sammensatte måder at drive gennem livet på. For folk under 45 er det ikke et spørgsmål om at være kulturelt orienteret eller ej, men om at finde en personlig, velkvalificeret måde at orienterer sig på i de nye medieeksplosive kulturelle landskaber; i byernes rum, TV og video'ernes billedstorm, musikkens hastige nyskabelser, modens stilsikkerhed, fotografiets selvbevidsthed og hvad ved vi. (Kim Rasmussen, 1996, s. 278) Dette er et citat som vi syntes hænger meget godt i tråd med, hvordan vi ser den almen dannelse i 90´erne. Dannelse er ikke noget entydigt, dannelse er ikke det samme nu som før i tiden. Dannelse udvikler sig i takt med samfundet, og er konstant i en forandringsproces. Dannelsesbegrebet blev før brugt til at konstituere nogle samfundsklassers undertrykkende virke, for eksempel havde vi i feudaltiden en overklasse adelen, som via sin måde at definerer dannelse på, gjorde at stort set alle andre end dem som tilhørte overklassen, var udannede mennesker og ikke værdige nok til at begå sig i de højere lag. Historisk set er dannelsesbegrebet ofte blevet brugt til at tilgodese de få og udelukke de mange. Vi ser dannelse, som noget der er differenceret. Med det mener vi, at der er mange forskellige måder at være dannet på, som er afhængige af de sammenhænge man er i. Er man på arbejde er man inde for en bestemt dannelsesramme. I sin fritid træder man ind i nogle andre dannelsesrammer. Det vi mener der betyder noget for hvordan man er dannet, er de forskellige relationer og sociale sammenhænge som man indtræder/deltager og udvikler sig i, samt den opvækst som man har fået. I vores søgen efter en fællesnævner for hvad dannelse er, er vi nået frem til at der er en samfundsnorm for hvad det vil sige at være dannet, nemlig at være uddannet, eller være igang med en form for uddannelse. Det er nærmest blevet en selvfølge at man skal være uddannet/faglært i et eller andet for at blive accepteret. Det er næppe forkert at sige at vi lever i et "meritokrati" (præstationssamfund), der bygger på, man skal have uddannelse, eksamen, skal kunne præstere, etc. (Kim Rasmussen, 1996, s. 281) Altså; uddannelse er det nærmeste vi kan komme på et fælles dannelsesbegreb idag. At være ikke-uddannet, er det samme som at være 'tabt bag vognen' - og da der fra politisk hold er blevet gjort et stort fodarbejde for at skabe uddannelse for alle, er der således ingen 'undskyldning' for ikke at uddanne sig. Med andre ord, er det ikke velset ikke at uddanne sig. Videreuddannelse er også et nøglebegreb i den sammenhæng; man skal ikke bare uddanne sig - man skal også sørge for hele tiden at følge med udviklingen, igennem videreuddannelse. For at bruge et eksempel, så sidder man i et selskab hvor snakken kommer ind på hvad man laver. Hvis man ikke er igang med en uddannelse, eller uddannet i et eller andet besværliggøres konversationen omkring bordet. Men en ting som vi er blevet enige om gennem diskussioner er, at dannelse er noget som man anno 1997 individuelt må tage stilling til på et givent sted, med de mennesker man omgås, de relationer man befinder sig i her og nu og de kriterier som samfundet opstiller.
6.2 Mediedannelse Som tidligere nævnt introducerede KD begrebet mediedannelse i 1995. Hun mener at forholdet mellem børn, unge og medier er blevet undersøgt ud fra to perspektiver. Det ene perspektiv er blevet udviklet indenfor socialvidenskabelig og psykologisk medieforskning. Det andet perspektiv er udviklet indenfor mediepædagogikken. Indenfor socialvidenskabelig og psykologisk medieforskning ser man meget bredt på hvordan medierne indgår i en almen socialisation af nye generationer, og hvordan de medvirker til at ændre normer og bevisthedsformer. Indenfor mediepædagogikken går man mere specifikt ind og ser på, hvordan medierne kan integreres i skolens pædagogik. Begge måder at se medierne på i forhold til børn og unge, har været koncentreret om, hvad man kan lære dem ved hjælp af medierne, og man har indenfor begge områder været meget opmærksom på at finde handlemuligheder i forhold til specifikke områder. KD´s mediepolitiske syn på hvilke handlemuligheder der er, sker ud fra, at hun mener der vil ske en yderligere polarisering mellem kultursvage og kulturstærke børn og unge, hvis der ikke sker noget indenfor området. Den diskussion mener hun man skal tage ud fra et tredie perspektiv, nemlig det begreb som hun introducerer som 'mediedannelse'. KD trækker 5 karakteristiske ting frem i begrebet/perspektivet mediedannelse. 1. At medierne både har individuel og social betydning og derfor må udvikles som elementer både i den personlige dannelse og i den demokratiske opdragelse. 2. At forholdet mellem børn, unge og medier er centrale elementer i hele hverdagen og derfor må udvikles i forhold til både fritid og skole. 3. At medierne rummer muligheder for både oplysning og oplevelse og derfor må udvikles i forhold til begge dimensioner. 4. At medierne er led i processer, der må udvikles i forhold til børn og unges perspektiv (hvilke kompetencer og behov har de ?) i lige så høj grad som fra voksnes perspektiv. 5. At udviklingen må ske i forhold til alle medier og ikke blot de nyeste. (Kirsten Drotner (b), 1995, s.39)
KD siger at nogle af de handlemuligheder man på kort sigt har, så der ikke sker en yderligere polarisering mellem kuturstærke og kultursvage børn og unge, er at udvikle aviser og TV, da hun mener der er tale om en svækkelse af dannelsesfundamentet. For avislæsningen mener hun at der er to ting som man skal se på: 1. Hvordan gør man avisen mere attraktiv for nye læsere. 2. Hvordan fastholder man unge abbonnenter efter de er flyttet hjemmefra. (Kirsten Drotner (b), 1995, s.40)
KD anbefaler at man bruger de undersøgelser som er blevet foretaget til at gøre avislæsningen mere attraktiv for børn og unge. De siger blandt andet, at aviserne kan have deciderede børne og ungdomssektioner. Disse sektioner skal relatere til børn og unges øvrige hverdag og deres informationsbehov. Børn og unge har stadigvæk trang til at fordybe sig og få baggrundsviden, og det er noget som aviserne burde spille mere på , samtidig bør aviserne så satse mere på store piger og unge kvinder, da udviklingen har vist at de er mere trofaste avislæsere end deres mandlige jævnaldrende. KD har nogle konkrete forslag: 1. Synligør børne- og ungdomsstof mere i den almindelige avis - f.eks som klummer øverst på forsiden, der sammen med TV-programmerne er det, de unge først kaster blikket på. 2. Skriv flere features og andre blandinger af af fordybende fiktion og fakta. 3. Angiv forklarende klummer med konkrete oplysninger til baggrundsartikler, så nye læsere lettere forstår stoffet. 4. Udbyg områder, som store piger og unge kvinder prioritere. (Kirsten Drotner (b), 1995, s.40)
På TV-området siger KD at public-service skulle øremærke 25% af licenspengene til børne og ungdoms TV, ligesom tilfældet er med filmloven, så man på den måde kunne sikre en alsidighed i de udsendelser som bliver vist for børn op til 14-15 år. Med det mener hun, at unge er specielt afhængige af public-service medier, da den alsidighed og kvalitet som den service gerne skal stå inde for,er i fare for at blive for smal og ensidig p.g.a. den skærpede mediekonkurrence, og da unge ikke har så stor mulighed (økonomisk eller politisk) som voksne til at søge andre alternativer. Desuden siger hun at der burde laves flere fiktions-programmer på dansk, for unge om unge. KD har nogle konkrete forslag: 1. Et nyt licensforlig må give en kultur forsikring til børn og unge. Det må sikres at 25% af offentlig støtte går til børne- og ungdoms-TV både i DR og TV 2, gerne med 2/3 af denne støtte til egenproduktion/entreprise-produktion. 2. Der foretages programudvikling på to områder: Fiktionsserier for unge og dialogiske programmer, hvor seerne kan påvirke programmerne. 3. Der må fortsat sikres grænser for TV-reklamer, der tager hensyn til aldersmæssige forskelle. Satellit-kanaler må påvirkes moralsk og gennem stadig dialog med politikere, forskere og øvrige producenter. (Kirsten Drotner (b), 1995, s.41)
På lang sigt er der nogle handlemuligheder man kan udvikle indenfor mediepolitikken, nemlig biblioteker og skoler, mener KD. Det er dér man skal udvikle indenfor mediepolitikken, fordi disse to samfunds-institutioner er de sidste som har betydning for de unge, i forholdet mellem dannelse, oplysning og demokrati. Disse fundamenter har moderne medier været med til at omdefinere, og derfor er det biblioteker og skoler der skal inddrages i en langsigtet mediepolitik. Da biblioteker er en central faktor i den danske folkeoplysning, og da unge er de flittigste brugere af bibliotekerne, er det en situation man bør udnytte, siger KD. De oplysningstraditioner som vi har haft i Danmark, har ændret sig; de folkelige foreninger spiller ikke mere den rolle som de traditionelt har gjort, man er i dag mere individuelt orienteret og søger sine informationer af andre kanaler (for eksempel Internettet) og det folkelige fællesskab er ikke mere så fælles. Her er det så man skal udnytte den faktor at mange biblioteker bliver brugt som værested og til socialt samvær blandt unge. De kommer der af egen interesse; nogle for at spille eller låne bøger - andre bare for at være der. KD mener ikke at man skal omdanne biblioteker til socialpædagogiske foranstaltninger, men til kulturelle ressource-centre. KD har nogle konkrete forslag til hvordan man gør det: 1. Mindst et bibliotek i hver kommune udbygges til et multimedie-center med mulighed for brug på stedet og hjemlån. 2. Bibliotekarenes professionelle formidling suppleres med bistand fra unge konsulenter fra lokalområdet. 3. Alle folkebiblioteker får åbne videoafdelinger med hjemlån af kvalitetsvideoer fra SFC og mulighed for gennemsyn. (Kirsten Drotner (b), 1995, s. 43)
Den anden faktor i handlemulighed er uddannelsessystemet som skal udvikles siger KD. For at undgå den tidligere nævnte polarisering, bør man i uddannelsessystemet integrere alle medier i skolens dannelsesgrundlag. Begrebet mediedannelse i uddannelsessystemet, er med til at gøre unge kompetente til at foretage selvstændige valg, og samtidig er det med til at opdrage til aktion. Desuden skal man bruge medierne i uddannelsessystemet som midler til kreative aktiviteter og vidensformidlere, og man må ikke bare kaste medierne ind som noget 'teknisk flødeskum på bogkulturens lagkage'. Der er to holdninger i den mediepædagogiske diskussion som præger tendensen i forhold til informationsteknologi i skolerne idag: - Flertallet ser de pædagogiske problemstillinger meget snævert i forhold til hvordan computeren skal integreres i folkeskolen, da ingen er i tvivl om at ind skal den; hvor mange per klasse, hvor meget vil det koste? Hvor meget skal eleverne kunne med computeren? - Et mindretal ser de pædagogiske problemstillinger i forhold til computerens kreative funktion. Deres diskussion går mere på, om man ikke skal begynde at få integreret computeren allerede i børnehaverne, da deres holdning er, at jo før, des mere kreative unge mennesker får vi. KD betragter computeren som et centralt medie og mener derfor, at det er relevant at integrere den pædagogiske diskussion om informationsteknologi, i forhold til diskussionen om og erfaringerne med mediepædagogik. Set i lyset af den pædagogiske udfordring der nu ligger i at kombinere analyse, produktion og handling, må spørgsmålet om mediedannelse på længere sigt udvides på følgende områder, siger KD: 1. Medierne berører os på alle alderstrin, og mediedannelse må blive en del af hele uddannelsesforløbet. 2. Medieundervisning bor snarest gøres obligatorisk som et selvstændigt fag på alle klassetrin. på hver skole indrettes et medieværksted. 3. På længere sigt bør både visuelle, auditive og skriftlige medier integreres i skolens grundlæggende dannelsesbegreb og i alle fag. 4. Medieundervisning indføres som fag på alle seminarier. 5. der bør skabes øgede muligheder for (efter)uddannelse i børne- og ungdomskultur for professionelle, der arbejder med børne- og ungdomsmedier. (Kirsten Drotner (b), 1995, s. 45)
6.3 Diskussion af begrebet 'mediedannelse' Mediedannelsesbegrebet som KD har introduceret, er blevet kritiseret af Kim Rasmussen, som mener at hun er alt for overfladisk og ikke har skabt nogen fornyelse i den mediepolitiske diskussion. Kim Rasmussens kritik går på, at man ikke kan komme med et nyt dannelse begreb, uden at definerer det, og forklare hvad man mener med begrebet, og hvordan man kan bruge det. Vi mener at Kim Rasmussen har ret i sin kritik af KD's brug af mediedannelse som et dannelses- begreb. Vi mener at mediedannelse er et meget godt ord, men det er ikke et begreb; vi ser det som en afgrænsning set i forhold til dannelses-begrebet, som vi var inde på i vorses dannelse diskusion, hvor vi mener det er et meget diffust begreb. Det vi lægger i ordet mediedannelse, er et ord der indgår i samspil med en masse andre ord, som tilsammen er med til at beskrive hele dannelsebegrebet. Når vi bruger ordet mediedannelse, er det for at beskrive de forhold og de processer der forgår når man bruger, eller er under påvirkning af medierene. Men vi vil ikke bruge mediedannelse som et dannelsesbegreb, fordi vi mener at den dannelse der sker igennem medierne, er kun en af de dannelsefaktorer, som sammen med de andre faktorer, forældre, skolen, institution og kammerater, er med til at indvirke på hele dannelseprocessen, denne proces sker konstant livet igennem. Disse forskellige faktorer kan godt indvirker på dannelsen samtidigt, endnu en grund til at man ikke kan tage en bestemt ting ud og sige, at det lige er det, som gav den effekt, i forhold til selve dannelseprocessen. I vores afsnit om dannelse, var vi inde på, hvor komplekst et begreb det er, og ser man på dannelse som sådan, er det en svær målelig proces, dels fordi den forgår hele livet igennem, og fordi at det er svært at finde tilbage til selve den dannelses påvirkning, som ligger til grund for dennes eventuelle senere effekt. Det vil sige at når vi videre i specialet bruger ordet mediedannelse, ligger den oven nævnte definition, som baggrund for ordet.
7. Ungdommen idag
I dette afsnit vil vi sammenfatte, hvad vi har fundet ud af i forhold til unge og medier, hvor vi vil tage udgangspunkt i de foregående afsnit, som omhandlede dannelse, mediepåvirkning og medieudvikling.
I unges dannelsesproces indgår i dag forskellige faktorer; forældre, skolen, institution, kammerater, medierne, m.m.
Figur 1 Figur 1 viser de forskellige hoved-dannelsesfaktorer i den unges liv, som vi ser det. Figuren er stiliseret - vi har ikke vægtet cirklernes størrelse, eller i hvor høj grad at de overlapper. Hver faktor ville kunne yderligere under-inddeles: - Medier kunne underinddeles i TV, video, musik, computer etc. - Fritid ville således også kunne underinddeles; kammerater, sport, musiceren, rejser etc. - Skole/Uddannelse indeholder studiepolitisk arbejde, valgfag etc, - Pædagoger/Institutioner indeholder fritidsklub, ungdomsklub, fagpolitisk tradition etc. - Forældre indeholder social arv (opdragelsestraditioner), familieforhold etc. Undersøgelsen udført af Center for ungdomsmedier, viser dog at de elektroniske medier samt fritidsinteresser optager en stadig større del af de unges liv. Men alle faktorerne virker ind på den unge; tit sker denne indvirken af forskellige faktorer samtidigt. Derfor er det svært at sige, hvornår den unge er under lige bestemt den påvirkning, set i forhold til en af dannelsesfaktorerne. Dannelsen sker meget forskelligt alt afhængig af, hvilken sammenhæng den unge befinder sig i. Det der er specielt når man kigger på unge og dannelse er, at det er i den periode af livet, hvor identiteten bliver synlig for den enkelte unge. Det vil sige, at man begynder at tænke over, hvem man er og hvad man mener - ens holdninger. Men da dannelsen er en proces, som forgår hele livet igennem, og identiteten hænger sammen med ens dannelse, vil ens identitet også udvikle og ændre sig livet igennem. (se 6. Dannelse & mediedannelse) Generelt set kan man sige at identitetsdannelse er blevet til en ad-hoc konstruktion; vi de- og rekonstruere vores identitet igennem hele livet, alt efter hvilken (ny) sammenhæng vi indgår i. (Kirsten Drotner; Anne Scott Sørensen, 1996, s. ) Kim Rasmussen udtrykker mediernes påvirkning: Medierne tilbyder børn og unge en massiv selvtematisering, selvrefleksion, selviagttagelse, hvilket nødvendigvis må betyde en bevidsthedsforandring og en øget selvbevidsthed blandt unge, som er historisk ny. (Kim Rasmussen, 1997, s. 149) Medierne er en dannelsesfaktor og hvordan den spiller ind på de unges dannelse og identitet, kan man kun gisne om, da det ikke er muligt at fortage en eksakt måling af de forskellige dannelsesfaktorers effekt. De unge bruger medierne ca. 7 timer om dagen, og det de unge får ud af deres brug af medierne er informationer, mange informationer. Thomas Ziehe beskriver det på denne måde: Samfundet producerer uafladeligt viden om sig selv, og denne viden trænger partikel- og sætstykkeagtigt hurtigere og hurtigere ind i porerne af vores hverdag (fx via medierne). For de unge betyder denne form for metaviden, at de hele tiden kan iagttage og kommentere sig selv - som gennem søgeren i et videokamera. Hvor det tidligere var ungdommens problem, at den som regel ikke havde noget sprog for sine egne, kun diffust følte problemer, er det nærmest omvendt i dag. Nu kan alt i princippet omtales og trækkes frem i lyset i en ofte nådesløs form. (Thomas Ziehe, 1989, s. 32) Unge bliver altså hele tiden konfronteret med billeder på ungdommen, kommentarer om ungdommen. Når de tænder for fjernsynet, ser de sig selv, eller sidemanden stå og forklare sig, i ungdomsprogrammmer om eksamensangst, seksualitet, omgang med euforiserende stoffer eller windsurfing. I stedet for at få smidt en færdig mening i hovedet, får de en masse brikker til det store identitets-puslespil, hvor den unge må sortere i brikkerne. Der kommer hele tiden flere brikker til puslespillet, mens andre brikker falder bort. Ikke sådan at forstå, at de unge er halvfærdige mennesker af den grund - puslespillet indeholder blot mere end eet billede. Ziehe mener desuden at ungdommen generelt bliver opvurderet bl.a. igennem medierne; de unge lader sig fortælle hvor mangfoldige mulighederne er, hvordan de kunne være. Ungdommen bliver beskrevet som noget meget vitalt, spændende og intensivt. Det vil sige at vi har et ungt menneske, som får fortalt at han befinder sig i den bedste periode af hans liv, mens den unge måske umiddelbart selv føler at han står over for en masse valg, som han ikke kan gennemskue konsekvenserne af. Børn og unge får en masse viden igennem medierne, men ingen primær erfaringer. Kim Rasmussen skriver: Børn har tilgang til alle de sekundære erfaringer som massemedierne uophørligt og lokkende tilbyder i form af billedeverden og informationssplinter. Barnets viden har ændret sig - den er mindre formaliseret, mindre et resultat af dressur, men snarere mangfoldig, billedemæssig og lige så ubegrænset som søndersplittet og uden sammenhæng. Børn kender alting inden de gøre deres egne erfaringer. (Kim Rasmussen, 1997, s. 148) Det problematiske kan være, at denne viden er fragmenteret, og desuden har karakter af sekundær viden. Altså viden som er erhvervet uden direkte at have erfaringer med det. Vi kan nævne et område som seksualitet; hvor vi selv måtte skaffe os en seksuel viden, har de unge en ikke-erfaret viden, som gør at de ved alt på forhånd - som drejebogen til en film, har de måske et klart billede af hele det seksuelle forløb. Dette forhold kan føre til at mange unges seksuelle debut kan opleves skamfuld, fordi den oplevet virkelighed ikke kan matche drejebogen. Kim Rasmussen bruger Ziehes begreb 'den kulturelle frisættelse': Den kulturelle modernisering, der har gjort det muligt for individet at løsgøre sig fra tidligere tiders tvang og 'naturligheder', (...) har ført til en langt højere frihedsgrad end mennesket tidligere har kendt til. Men at være kulturelt frisat er ikke det samme som at være frigjort. (Kim Rasmussen, 1997, s. 140) I begrebet ligger det at unges valgmuligheder er blevet nærmest uendelige - men det problematiske er så blot at selve valgprocessen er blevet næsten uoverskuelig. Når så eksempelvis popgruppen 'Aqua' bliver promoveret kraftigt i medierne, bliver de til et nærliggende strå at klamre sig til - med andre ord: et oplagt valg. De unge bliver stillet i situationer hvor de konstant skal tage stilling til et eller andet. De unge skal kunne overskue de valg de træffer, og de valg er mange gange afgørende for den unges fremtid. Det gør så at den unge, udover at være ung og kunne gøre ting som formodes at høre ungdommen til, også skal være voksenorienteret i forhold til hvilke valg den unge tager for sin fremtid.
7.1 Forholdet mellem ung og pædagog Vi ser ungdommen som en periode, af ens liv, hvor der sker mange ting med en selv og mange ting rundt om en, som man begynder at forholde sig til - tage stilling til. I kraft af denne udvikling bliver den unge som før omtalt, sat over for en masse valg, som den enkelte unge skal tage, og vis konsekvenser rækker langt ud i livet og som kan være helt uoverskuelige. Kim Rasmussen opridser nogle eksempler på typiske valg, som en ung idag må tage stilling til: - Skal jeg binde mig til et andet menneske, eller skal jeg 'leve alene'? - Hvor vil jeg bo? Skal jeg prøve at rejse langt væk? - Hvilken uddannelse skal jeg tage? Kan jeg få dén jeg gerne vil have? - Hvad skal jeg mene om talrige spørgsmål på den politiske dagsorden? - Vil jeg have børn og binde mig - eller vil jeg kun have ansvar for mig selv? - Hvad skal jeg finde mig i på min arbejdsplads? osv.osv. (Kim Rasmussen, 1997 s.140)
Pædagogernes rolle kunne være at bibringe de unge yderligere forudsætninger for at træffe valg, ved netop at give dem et bredere erfaringsgrundlag. Vil en ung for eksempel gerne være pressefotograf - sådan en som man kan opleve i nyhederne - så kunne vi som pædagoger gå ind og eventuelt få en pressefotograf ud og fortælle, om det at være pressefotograf, og om hvordan man bliver det. Dette ville give den unge en større erfaring med det at være pressefotograf - og måske et mere realistisk billede af professionen - hvorefter den unge kan revurdere om han stadigvæk vil være pressefotograf. Men andre ord give den unge nogle bedre forudsætninger for at træffe og legalisere sine valg, i dette eksempel for uddannelse, uden at vi som pædagoger går ind og vurdere om, det er et rigtig eller forkert valg.
8. Mediepædagogik
Der findes så vidt vi har erfaret ikke nogen dansk definition på hvad mediepædagogik er. Men når vi er stødt på ordet mediepædagogik i læst litteratur, er det som regel i forbindelse med medieundervisning i skolen. Vi vil kort redegøre for den mediepædagogiske diskussion med fokus på pædagogiske institutioner, og derefter komme med vores bud på hvad mediepædagogik er. Vi har ud fra læst materiale valgt at redegøre for hvilke medier der er tale om, når man snakker mediepædagogik: bøger, magasiner/blade, tegneserier, aviser, radio, plader, CD, bånd, fotos, dias, plakater, film, video, TV og computer m.m. Det skal bemærkes at denne definition er bredere end vores definition af medier i opgaven. Noget der har undret os i forbindelse med hvilke medier der involveres i mediepædagogik-diskussionen er, at computeren ikke lader til at være indbefattet. Når vi så har valgt at tage den med skyldes det, at det er et af de medier som næsten uden forbehold er blevet kørt ind i stort set alle institutionsrammer, og da vi anser computeren for at være et af de primærmedier som man kan arbejde med i institutionsrammer. For at kunne tale om mediepædagogik må man se på den udvikling der er sket indenfor medierne. (se 2. Tilbageblik på medieudviklingen) Set i forhold til mediernes historie, går mediepædagogikdiskussionen kun ca. 25 år tilbage. Selvfølgelig er der blevet snakket mediepædagogik før 70´érne, men vi mener at i kraft af mediernes rivende udvikling indenfor de sidste årtier, og den udnyttelsesbrug og åbenhed hvormed at unge tilegner sig nye medier på, har gjort den mediepædagogiske diskussion (høj)aktuel. Aktuel på grund af medieudviklingen, og højaktuel indenfor de pædagogiske institutioner da der ikke findes nogen beskrevet definition på hvad mediepædagogik er, eller retningslinier for hvordan pædagoger kan forholde sig i arbejdet med børn unge og medier. Vi vil ikke uddybe den mediepædagogiske historie på samme måde som vi har gjort det med medieudviklingsafsnittet, da vi mener at et begreb som mediepædagogik, er så komplekst og omfattende at det vil kræve en historisk gennemgang af samtlige de føromtalte medier. Men vi vil kort skitsere hvordan mediepædagogik er blevet praktiseret indenfor daginstitutionsområdet. På daginstitutionsområdet er der ikke nogen overordnet defineret målsætning for hvad mediepædagogik er. Vores erfaring med området, og vores viden udfra læst litteratur siger os at måden det sker på, er at det er den enkelte instution der tager udgangspunkt i et medie, og indfører det i hverdagen, og det kan så være i mediepædagogisk leg eller mediepædagogisk arbejde. Mediepædagogisk leg er for eksempel at børn og unge, eller pædagoger, filmer børn og unge, eller optager sig/dem på bånd, fotograferer hinanden, tekst- og billedebehandling på computer o.s.v.; eksempelvis tager mange institutioner et videokamera med på koloni. Resultatet kan så bruges for sig selv eller vises frem for andre (forældre, andre institutioner). Mediepædagogisk arbejde kan for eksempel være at man filmer en legesituation, og bruger optagelserne til at tilegne sig viden om og erfaring med børn og unges legekultur, og deres omgangsformer i forbindelse med disse. Men det er som sagt ikke beskrevet og derfor er det op til den enkelte medarbejder i institutionen, at definere en mediepædagogik. Vi finder det uhensigtsmæssigt, at der som oftest ikke er en defineret en overordnet mediepædagogik på institutionerne, som alle derved kunne arbejde pædagogisk udfra. Kirsten Drotner er inde på, at i mediepædagogikdiskussionen er der blevet blevet brugt et 'oppefra og ned syn', altså 'hvad kan vi lærer børnene', og Kirsten Drotner kommer med mange forslag til, hvordan man kan integrere medierne i hele dagligdagen, men vi syntes at hun meget overfladisk prøver at give en medieintegrationspolitik i hele hverdagen, set i det lys at hun er meget undervisningsorienteret, og ikke har noget bud på hvordan pædagoger, lærere, børn og unge og medier kan indgå i en fælles hverdag. (se 6. Dannelse & Mediedannelse) Vi savner et ligeså konkret bud på hvordan vi får integreret medierne i de pædagogiske institutioner som i folkeskoleregi. I et interview med med Ove Bendix - medlem af forretningsudvalget i BUPL - giver han udtryk for at: (...) [pædagoger] skal være forberedt på at kunne bruge de visuelle medier meget mere i forhold til deres pædagogik, i forhold til de projekter de sætter igang, i forhold til i det hele taget at spille kvalificeret op imod de unge, som jo er stjernedygtige til det de gør i denne her sammenhæng (unge og medier). (Bilag 3) Han mener desuden at unge som oftest har betydeligt flere mediekompetence end pædagoger og lærere. Pædagogers udsyn er for ringe når det kommer til mediekompetence. Han mener at pædagoger er meget selektive, og sammenholdt med det ringe udsyn, sker der ofte det at pædagogerne og de unge taler forbi hinanden. Vi tolker Ove Bendix' udtalelser, som at pædagoger generelt er for dårlige til at benytte sig af medierne; at der er brug for en central, fagpolitisk mediepædagogisk diskussion indenfor området a la den der ligenu foregår på folkeskoleonrådet. Som det er nu, sker den mediepædagogiske diskussion lokalt ude i institutionerne. Som vi ser det, har de unge allerede valgt medierne - og pædagogerne diskutere stadig om de skal bruge dem eller ej. Kirsten Drotner lægger i den mediepædagogiske diskussion hovedvægten på skoleundervisningen,og det er som om hun glemmer de pædagogiske institutioner. Det tætteste hun kommer på pædagogiske institutioner er biblioteker (hvilket meget godt illustrerer den mediepædagogiske diskussion som foregår pt, i forhold til de pædagogiske områder), og som ifølge hende ikke skal være social- pædagogiske foranstaltninger men kulturelle ressourcecentre. Der er kommet andre bud på hvordan man kan integrere medierne i pædagogiske processer, men det er med undervisningen for øje at det er sket. Måske hænger det sammen med at det er i folkeskoleregi at den traditionelle mediepædagogiske diskussion er blevet ført.
8.1 Vores bud på mediepædagogik Vores bud på hvad mediepædagogik er, bygger på læst litteratur, interviews og efterfølgende diskussioner. Hvis man tager ordet mediepædagogik og skiller det ad, har vi to ord: Medie: (fra latin medium midte), mellemled, formidler: Film og fjernsyn er vigtige medier (midler) i undervisningen . (Nudansk ordbog, 1988, s. 609 ) Pædagogik: ( fra græsk paidagó giké ( tékhné ) opdragende (kunst), afl. af paidagógós, se pædagog) læren om opdragelse. (Nudansk ordbog, 1988, s. 752) Disse to definitioner hjælper os lidt på vej i at komme med vores bud på hvad mediepædagogik er. Det vi lægger i ordet er, at man kan arbejde pædagogisk med børn og unge ved hjælp af medierne, men det kræver nogle forudsætninger som kendskab til det medie som man har tænkt sig at arbejde med. Men vi mener ikke at man skal være specialist indenfor det pågældende medieområde, man skal med andre ord have en forståelse for mediet og indblik i hvordan man kan formidle det til den pågældende aldersgruppe. Man må formode af de mediepædagogiske projekter som bliver lavet, involverer børn- og unge i hele processen så vidt det er muligt, d.v.s at de er med til og selv bestemmer emne, medie og handleforløb. Samtidig skulle der gerne ske en forståelse af hvordan en produktionsproces fungerer. Man skal være i stand til at formidle den eksakte viden man som pædagog har, og samtidig være i stand til bruge den tavse viden som den enkelte unge tager med ind i diverse mediepædagogiske projekter. Vi skal derfor som pædagoger være beviste om den livsverden som børn og unge færdes/er i. Det vi mener er, at det ikke kun er i institutionerne at de unge bliver dannet til at omgåes medierne. Børn og unge får i dag en viden, dannelse, opdragelse alle steder fra; skole, forældre, institutioner, fritid etc, og derfor er det vigtigt at pædagoger er i stand til at bruge den tavse viden, som børn og unge kommer med, i mediepædagogiske projekter. Den viden som børn og unge kommer med er selvfølgelig forskellig, så derfor nytter det ikke at starte et mediepædagogisk projekt i samarbejde med de unge, udfra en ungs niveau; det er vigtigt at anerkende unges forskellige forudsætninger for at det pågældende medie. At anvende en metode overfor en gruppe af unge, tilgodeser i sit udgangspunkt ikke den enkelte unges særegenhed. Vi som pædagoger må benytte os af vores pædagogiske kompetencer - samtale, iagttagelse, lytten og reflektion - til at kunne gå ind og overskue og prøve at finde børn- og unges stærke sider i forhold til et mediepædagogisk projekt. Dette må iøvrigt gælde i alle pædagogiske forhold.
9. Perspektivering
De unge har valgt medierne, og de bruger dem i snit 7 timer om dagen. Pædagoger diskuterer stadigvæk om man skal have medierne i institutionerne eller ej. Vi mener at pædagoger i dag må acceptere mediernes indflydelse og påvirkning af unge, og derfor mener vi det er vigtigt at erhverve sig mediekompetencer.
9.1 Den mediepædagogiske diskussion Vi har undersøgt den mediepædagogisk diskussion indenfor det pædagogiske område, og fundet ud af at den foregår lokalt i institutionerne. Men der mangler en overordnet diskussion - en politisk stillingtagen og definition af mediepædagogik indenfor det pædagogiske område. (se 8. Mediepædagogik) På folkeskoleområdet foregår diskussionen; dér har man diskuteret mediernes validitet, og lige nu diskuterer man så, hvordan man kan bruge medierne. Grunden til at vi vil have at diskussionen skal tages på politisk plan, er fordi vi mener at den mediepædagogiske diskussion er vigtig, og at der skal tages stilling til det på dette plan. Når diskussionen først foregår i det politiske forum, så vil den forplante sig ned igennem systemet og ud til de enkelte institutioner. En anden grund til at vi mener diskussionen skal tages på politisk plan er, at vi ser det som en nødvendighed at der foretages en strukturændring i pædagoguddannelsen. Vi har gjort os tanker om hvordan man kan ændre uddannelsen, og hvad vi mener er vigtige mediepædagogiske kompetencer som pædagoger bør besidde. Vi er ikke ene om at mene, at pædagoger skal besiddes mediekompetencer. John Thorup - forskningsassistent ved Center for Ungdomsmedier - siger blandt andet: Man [pædagoger] skal vide noget grundlæggende omkring de forskellige mediers måde at forme de budskaber der kommer i medierne på, og den måde vi oplever dem på. (...) Men jeg vil hævde man skal have en smule mediekompentence, man skal have æstetisk kompentence og man skal selvfølgelig kunne bruge det i arbejdssituationer. (Bilag 1) Og Sofie Kragh Møller - jounalistelev på fagbladet 'Børn & Unge' siger: Jeg mener det [mediekompetencer] bør indgå som en del af uddannelsen, både den pædagogiske og læreruddannelsen. (Bilag 4)
9.2 Handleforeslag: 'Mediefag' For at vi som pædagoger kan få disse mediekompetencer, som nævnes oven for, må man kigge nærmere på pædagoguddannelsen som den ser ud i dag. Det er vores opfattelse at der skal være et fag - mediefag- som skal indgå i seminarie-uddannelsen. Dette fag skal være teoretisk og praktisk, på den måde at man teoretisk erhverver sig viden om mediepåvirkning, mediedannelse, reception m.m., og praktisk viden om hvordan medierne virker, og hvordan man bruger de forskellige medier, prøver at havde et videokamera i hånden, prøver at bruge en computer til andet end tekstbehandling, prøver at lave et lydbånd, prøver at zappe fra 'DR 1' til 'TV 2 ' m.m. for der igennem at give kommende pædagoger en forståelse for medierne, og et indblik i hvordan man kan bruge medierne i pædagogisk arbejde. Hvis man indfører 'mediefaget' på seminarierne i den form som vi før beskrev, ville dette give pædagogerne en mediekompetenceindsigt som er mere bred, end den som vi oplever i dag, og samtidig ville det give pædagoger bedre kompetencer til at møde de unge, ved hjælp af medierne.
9.3 Mediekompetencer og fællesfeltet At have erhvervet sig mediekompetencer, vil ikke sige at man som pædagog skal lave projekter hvor man hele tiden skal bruge forskellige medier; vi skal som pædagoger være klar over at unge i dag har valgt at bruge medierne, og at de bruger dem meget, det vil sige at de fylder meget i deres hverdag, og derfor er der meget gode muligheder for at tage udgangspunkt i medierne, når vi som pædagoger vil arbejde med unge. Men vi behøver ikke at rende rundt med et videokamera i hånden hele tiden, vi kan fx tage udgangspunkt i noget af det de unge ser i TV, eksempelvis Beverly Hills 90210: En gruppe unge sidder og ser Beverly Hills 90210, og i serien er temaet konflikten mellem ung og forældre. Det tema diskuterer de unge som ser serien, og der kunne man som pædagog muligvis gå ind og lytte, observerer og reflektere over de unges syn på sagen. Hvis man tolker at det ville være givtigt for de unge, kunne man selv komme med sit syn på tingene uden at virke belærende, men netop giver de unge mulighed for at få et andet syn på tingene, så de måske derved opnår en differencerende viden om situationen, som kan være givtig for dem når de evt. selv befinder sig i lignende situationer, over for deres egne forældre. Vi mener, at vi som pædagoger har en god evne til netop at handle i sådanne situationer uden at det virker kunstigt, og styrken ved at gøre det på denne måde ligger i, at man tager udgangspunkt i den unge, tager udgangspunkt i hvor de unge er lige her og nu, hvilket vi ser som en af essenserne i det pædagogiske arbejdet med unge mennesker. Vores måde at bruge mediekompetencer på er i god overensstemmelse med hvad Anne Scott Sørensen - forsker ved Center for Ungdomsmedier - giver udtryk for, hun bl.a siger: (...) men den pædagogiske udfordring er at se, hvad er det så for nogle 'steder' man kan møde, hvor man kan give de unge noget, som de så selv kan omsætte til deres egen kultur (Bilag 6) Altså; man kan anskue den unge og pædagogen som to mængder. En del af begge mængder lapper ind over hinanden, og skaber et fælles felt, hvori samspil er muligt. Her mener vi at fx. Beverly Hills serien - eller lignende serier som de unge ser - kunne være et af de felter, hvor vi som pædagoger kan mødes med unge og give dem en mere differenceret viden. Vi mener at unge i dag har en bred medieforståelse, samt en almen viden som er meget differenceret, d.v.s at deres viden stammer mange forskellige steder fra. Unge har måske meget af den samme viden, men i kraft af deres individualitet kommer denne viden til udtryk på forskellige måder, og derfor er det vigtigt at vi som pædagoger er i stand til at bruge vores pædagogiske kompetencer - samtale, iagttagelse, lytten og refleksion - til at kunne gå ind og prøve at finde unges stærke sider, hvorved vi kan tage udgangspunkt i den enkelte unges niveau, og lade aktiviteterne tage udgangspunkt i dette. Dette er Ove Bendix inde på, han mener at vi som pædagoger skal være forberedt på at bruge medierne mere, i forhold til vores pædagogik, han udtrykker det sådan: Jeg mener helt klart at pædagogen skal være forberedt på at kunne bruge de visuelle medier meget mere i forhold til deres pædagogik, i forhold til de projekter de sætter i gang, i forhold til i det hele taget at spille kvalificeret op imod de unge (...) (Bilag 3) Via vores mediekompetencer og pædagogiske kompetencer kan vi gå ind, og for at bruge Ove Bendix ord, spille kvalificeret op imod de unge, hvorved vi kan skabe aktiviteter, som tager udgangspunkt i den enkelte unges ståsted. For at vi kan gøre dette, er det vigtigt for pædagoger når de skal arbejde med unge og medier, at de har et kendskab til de forskellige medier, og forsøger at holde sig ajour med nye muligheder indefor medierne; vi mener at denne ajour-førelse gælder alle andre områder indenfor den pædagogiske praksis. Vi mener, at har man en forståelse for mediernes muligheder, hjælper det også med til en forståelse af de unge, som lever med medierne. Denne forståelse skal vi som pædagoger bruge til at tage udgangspunkt i de unge, men pædagoger skal ikke være ung med de unge. At være 'ung med de unge', mener vi, vil betyde at dén rollefigur man har, når man arbejder med unge og ens autencitet, forsvinder. I stedet skal man mødes i 'fællesfeltet'. Fællesfeltet kunne være medierne, hvor vi mødes med meget forskellige forudsætninger, hvilken vi udveksler med hinanden, ung(e) og pædagog imellem. Her mener vi at det er vigtigt, vi som pædagoger går ind og udfordre de unge så de for mulighed for at afprøve deres identitet, dog uden at vi skal pådutte de unge en bestemt identitet. Vi skal give dem mulighed for at de kan opøve gode kompetencer i forhold til at træffe valg for dem selv, og vælge fra eller til, set i forhold til mediepåvirkelsen. D.v.s vi skal være i stand til at udvikle unges afkodning af medierne, så de unge får udviklet en evne til at distancere og gennemskue det de ser, hvad er fakta og fiktion. I det hele taget være i stand til at begå sig i medierverden. Derved får vi forhåbentligt nogle unge, som er godt rustet til et liv, med den konstante mediepåvirkning som vi mener vi alle er udsat for.
9.4 Medierne og pædagogerne i de unges dannelsesproces Vi skriver at pædagoger ikke skal pådutte de unge en bestemt identitet, men selvfølgelig indgår pædagoger i de unges dannelsesproces. Hvilken rolle spiller medierne så i forhold til unges dannelse og identitet? John Thorup beskriver det således: Ja, det [centrale] mener jeg selvfølgelig at de [medierne] er, måske er de ikke mere centrale end så mange andre ting er, man kan sige at i medierne bliver der fortalt en masse historier som de unge på et eller andet niveau forholder sig til, de reflekterer de her historier i forhold til hvad det er for nogle historier de selv går rundt med inde i hovedet, og på den måde er de med til at få mediernes historier, og mediernes på anden måde tegn er med til at forme et erfaringsgrundlag, og på den måde er de selvfølgelig med til ihvertfald at danne et grundlag for identitet. (Bilag 1) Vi mener, som John Thorup, at medierne kun er een af de faktorer som påvirker identiteten og dannelse. Af andre faktorer kan vi nævne forældre, skolen/uddannelse, pædagoger/institutioner og fritiden m.m. (se 7. Ungdommen idag, figur 1) Vi mener at nogle af disse faktorer, spiller en større rolle i identitetsdannelsen hos den unge end andre; undersøgelser viser at medierne og fritiden optager en stor del af de unges liv. (se 7. Ungdommen idag) Medierne spiller en stor rolle på grund af, at de unge bruger mere og mere tid på medierne, og at medierne fylder mere i vores kultur. Tilgængeligheden til medierne er blevet væsentligt lettere, nu hvor udbuddet er større, priserne faldet og medierne har gjort deres indtog på mange forskellige områder i samfundet. John Thorup udtrykker det sådan: (...) man kan sige at der er mange der påstår at mediernes rolle er blevet vigtigere i forhold til unges identitet. For det første bruger de meget mere tid med medier, og for det andet fylder medierne meget mere generelt i vores kultur som videnformidler. (Bilag 1) Andre faktorer har mindre betydning for unge; unge er ikke så meget under indflydelse fra sine forældre, som da de var børn, og det er også i ungdommen, hvor man begynder at løsrive sig fra dem. Overgangen fra barn til ung indebærer også, at det bliver mere på frivillig basis om man vil benytte institutionerne. Dette betyder at det i højere grad bliver muligt selv at strukturer fritiden for den enkelte unge Man begynder at stå mere på egne ben, og være uafhængig af sine forældre, jvf. bilag 7 og bilag 8: de unge som bliver interviewet, gør for eksempelvis hér rede for hvordan de vælger at bruge medierne i deres fritid. Ove Bendix siger om mediernes identitetspårvirking af unge i fritiden: (...) jeg mener at hvis man kikker på dagens fritidstilbud til unge i det offentlige regi, i det organiserede regi, fritids/ungdomsklubber, idrætsorganitationer og deslignende, så spiller de jo op imod en verden, en kommerciel verden som jo har milliarder, er en milliardindustri, så der er jo en ganske bestemt årsag til at Coca Cola gør det de gør for nu at tage det eksempel; de bruger popstjerner til at markedsfører deres varer og deslignende, og det skaber jo identiteten hos unge. (Bilag 3) Det er i ungdommen, at man begynder at blive opmærksom på sin identitet, samtidigt med at man bliver opmærksom på dét der sker rundt om en; ting som man skal begynde at tage stilling til. Dannelse hænger sammen med identiteten. I det post-moderne samfund, er dannelse en proces, som forgår hele livet igennem. Dette gør at identiteten også udvikler og ændre sig livet igennem. Man får nogle input som gør, at man revurdere nogle opfattelser man havde, og derved ændres identiteten lidt hele tiden. Desuden indgår man i nye konteksts - med hver deres dannelsesramme - som påvirker ens identitet. I afsnittet 'Ungdommen i dag' bruge vi et puslespil som metafor; man får nye brikker hele tiden, som man skal finde ud af, hvordan passer ind i det gamle.
9.5 Afrunding Vi mener det er vigtig at man som pædagog i dag har mediekompetencer, det vil sige at man har indblik i medieverden på et teoretisk og praktisk plan. Disse kompetencer skal man bruge til at få en forståelse for de unge og deres liv. De unge er meget flittige brugere af medierne, og har derved udviklet nogle mediekompetencer. Der kan derved opstå et 'fællesfelt', hvor man kan mødes. I dette felt kan man så udveksle erfaringer, som kunne ske via en aktivitet omkring et medie. Thomas L. Pedersen fra DRs børne og ungdomsafdeling, beskriver udviklingen af mediekompetencer via praktisk brug af medierne: (...) så lægger vi noget musik på indover. Hvordan kan man det? (...) det forstod de ikke at man kunne lægge musikken ind, uden at gøre det samtidigt. Andre der har været ude tre og fire gange, de står der også laver de en eller anden fejl, så siger han bare til den anden, det klipper vi sgu bare fra, eller det laver vi om i mixen (...) (Bilag 5) Vi lægger vægt på, at i dette 'fællesfelt' er der mulighed for at begge parter, den unge og pædagogen, udvikler sine mediekompetencer. Udover mediekompetencer har pædagogen andre pædagogiske kompetencer, til at arbejde med den unge. Disse andre kompetencer giver pædagogen en udvidet forståelsesramme, som gør pædagogen i stand til at vurdere situationen i et bredt perspektiv. Det er vigtigt at pædagogen ikke går ind og stiller sig som dommer over, hvad der er godt og skidt eller rigtigt og forkert, i forbindelse med unges medievalg. At se TV med nogle unge, kan faktisk være et pædagogisk redskab til at få et indblik i de unges livsverden, og skabe en dialog. Som Karen Klitgaard - forsker ved Center for Ungdomsmedier - nævner det: Unge er nødt til at gøre sig deres egne erfaringer om, hvad der er godt og skidt. Og hver generation laver sin egen smagskodeks, som er anderledes end den forrige generationers. (Bilag 2) Men hvis pædagogen leger smagsdommer, tager han ikke udgangspunkt i den unge, og situationen 'lukkes'. I stedet skal man respektere de unges valg og smag, og bruge situationen konstruktivt, hvor det skønnes muligt og gavnligt.
Disse er vore reflektioner over hvordan man som pædagoge kan arbejde med unge og medier, samt hvordan pædagoger kan tilegne sig mediekompetencer.
10. Metodereflektion
Vi har benyttet de 7 første uger til at læse grundlitteratur, og foretage interviews. I denne periode har vi løbende diskuteret den læste litteratur. Jo længere hen i forløbet vi kom, desto mere nuancerede blev vores diskussioner, indtil vi tilsidst opnåede en koncensus. De efterfølgende 3 uger bestod af skriveprocessen.Vores skriveproces bar præg af de mange diskussioner vi havde haft; vi kunne koncentrer os om at formulere udfaldet af vores diskussioner. Der blev selvfølgelig diskuteret løbende under skriveprocessen, men de store linier var på plads. Mange af de centrale afsnit er skrevet i fællesskab; alle 3 i samme rum, mens tanker og formuleringer fløj gennem luften. Dette gør at vi alle 3 kan stå inde for det afsluttende produkt. Vi har fra starten af lagt nogle deadlines ind i vores proces, hvilket har tvunget os til at tage nogle beslutninger. At vælge at lave telefoninterviews, viste sig at være fornuftigt, da mange af de interviewede var travle folk, og befandt sig spredt ud over landet. Ulempen ved denne interviewform er at, man fanger folk hvor de er lige nu og hér, og at de svar man får kan være et øjebliksbillede. Fordelen er at det er nemt at 'træffe' folk, og at de ofte er villige til at svare, selv om de ikke har så meget tid. Den tid vi har brugt på at udarbejde spørgsmål og finde frem til de rette mennesker at interviewe, viste sig at være givet godt ud, da de synspunkter vi har fået, har været meget givtige i forhold til vores emne.
Litteraturliste:
Andersen, Ole E.: Medieudbud og medieforbrug i Danmark 1983 - 1994. Medieudvalget, 1995. 115 s.
Carstensen, Betina; Jørgensen, Helen; Riisgaard, Pernille: Børn og TV. Frøbelseminariet, 1996. 53 s.
Drotner, Kirsten (a): At skabe sig - selv. 2. udgave Gyldendal, 1995. 186 s.
Drotner, Kirsten (b): Mediedannelse: Bro eller barriere? - om børns og unges mediebrug. Medieudvalget, 1995. 48 s.
Drotner, Kirsten; Jensen, Klaus Bruhn; Poulsen, Ib; Schrøder, Kim: Medier og kultur - en grundbog i medieanalyse og medieteori. Borgen, 1996. 381 s.
Drotner, Kirsten; Povlsen, Karen Klitgaard (redaktion): Tankestreger - nye medier, andre unge. Skriftserie fra Center for Ungdomsmedier, Nr. 2. Borgen, 1997. 175 s.
Drotner, Kirsten; Scott Sørensen, Anne (redaktion): Øjenåbnere - unge, medier, modernitet. Skriftserie fra Center for Ungdomsmedier, Nr. 1. Dansklærerforeningen, 1996. 208 s.
Fridberg, Torben (redaktion): Mønstre i mangfoldigheden. De 15 - 18-åriges mediebrug i Danmark. Skriftserie fra Center for Ungdomsmedier, Nr. 3. Borgen, 1997, 139 s.
Juel, Henrik (redaktion): Multimedieteori - om de nye mediers teoriudfordringer. Odense Universitetsforlag, 1997. 202 s.
Medieudvalgets betænkning nr. 3: Betænkning om børns og unges brug af massemedier. Medieudvalget, 1996. 80 s.
Pauli Jensen, Jørgen; Rattleff, Jan: Perception - nogle synspunkter. 2. udgave Munksgaard, 1971. 143 s.
Postman, Neil: Når barndommen forsvinder. Hekla, 1982. 195 s.
Rasmussen, Finn: Massemedier - nyhedsformidling meningsdannelse. Columbus, 1996. 157 s.
Rasmussen, Kim: Det mediepædagogiske felt. Danmarks Lærerhøjskole. Institut for æstetiske fag og mediepædagogik, 1996. 434 s.
Schrøder, Kim: Danskerne og medierne - daglidag og demokrati. Medieudvalget, 1995. 82 s.
Stubenrauch, Herbert; Ziehe, Thomas: Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser. 4. oplag. Politisk Revy, 1990. 274 s.
Ziehe, Thomas: Ambivalenser og mangfoldighed. Politisk Revy, 1989. 188 s.
Artikler:
Poulsen, Ernst: Computerens egen vilje. I: Dagbladet Politiken. 3. sektion, Computer, 25. september 1997. s. 4.
Rosendal, Peter: HF-klasse bliver eletronisk. I: Jyllands Posten. JP København, 7. oktober 1997. s. 3.
Andet:
Dessau, Frederik: Fine fornemmelser. Danmarks Radio P1, 1993
Næste uges TV, Danmarks Radio TV, DR1, 12. oktober 1997
Bilag 1:Interview med John Thorup,
Forskningassistent, Center for Ungdomsmedier Telefon-interview, Tirsdag 7.oktober 1997
- Hvad lægger du i ordet mediedannelse? Meget godt spørgsmål, altså nogen lægger i det bredden i mediebruget. Alsidigheden, hvis man har et alsidig mediebrug, en hensigtsmæssig måde at bruge medierne på. Når I siger mediedannelse mener I så dannelse i en traditionel forstand?!
- Vi mener i den forstand som Drotner bruger det når hun snakker mediedannelse i forhold til unge. Man kan sige det måske er lidt diffust, men altså også den måde som det her dannelsesbegreb bliver brugt på, men når man traditionelt snakker om dannelse, snakker man om udvikling af en eller anden form for traditionsbevisthed, altså kulturel dannelse, man har en viden eller bevisthed om kulturelle traditioner. Når man snakker om mediedannelse, så er det tit og ofte en helt andet dannelsesbegreb man arbejder med, da var det så Kirsten Drotners dannelsesbegreb jeg beskrev lige før med alsidighed, som handler meget om at man evner at orientere sig i et komplekst mediebillede, og at man har fortrolighed med så mange kanaler som muligt, det er simpelthen en orienteringsevne man snakker om når man bruger sådan et moderne dannelsesbegreb, og det er vel som mange også forbinder med sådan en form moderne dannelse. Man kunne selvfølgelig også forestille sig andre typer af moderne dannelsesbegreber, kulturel studies hvis i har stødt på det, det er jo en retning som har domineret medieteorien, og de har jo sådan set et andet dannelsesbegreb som mere går ud på at dannelse i moderne forstand, det er evnen til at stillistisk eller på sådan en stilmæssig måde at udtrykke nogle værdier, holdninger, tanker, for.eks. deres analyse af punkerne,det er, hvis i kender noget til det en berømt anskuelsesmåde i moderne form for dannelse, at de den måde de sætter ting og sager sammen på- på nye måder kalder man stilmæssig d/bricollage, den er i sig selv en kompetance fordi at de udvikler for det første stillistisk bevidsthed når de gør det, og de formår også at udtrykke nogle ting via de stilvalg de gør, det er sådan en form for kulturel kompetance de udvikler der.
- Et æstetisk udtryk?! Det er det, og det er jo også det man oftest lægger i dannelsesbegrebet, det er netop også det at man får sådan en kulturel traditionsbevisthed.
- Mener du medierne er identitetsudviklende for unge? Ja, det mener jeg selvfølgelig at de er, måske er de ikke mere centrale end så mange andre ting er, man kan sige at i medierne bliver der fortalt en masse historier som de unge på et eller andet niveau forholder sig til, de reflekterer de her historier i forhold til hvad det er for nogle historier de selv går rundt med inde i hovedet, og på den måde er de med til at få medienes historier, og mediernes på anden måde tegn er med til at forme et erfaringsgrundlag, og på den måde er de selvfølgelig med til ihvertfald at danne et grundlag for identitet. Men man kan se det på så mange måder, men hvis man nu ser det ud for sådan et værdiorienteret synspunkt som jeg lagde an´ der´, hvor man siger, hvad er det for nogle værdier og hvad er det for nogle fortællinger de værdier kommer til udtryk af, og der er det helt sikkert at medierne er med til at forme de ideer og værdier som man går rundt med i hovedet, en hiphopper vælger selvfølgelig noget hiphopmusik, da det er med til at bekræfte nogle af de historier han har, nogle af dem han går og fortæller sig selv og andre, så lytter han selvfølgelig til hiphopmusik og måske går han i hiphoptøj, ihvertfald snakker han med nogle venner som måske også er hiphoppere, og på den måde får han bekræftet- måske sin identitet- men ihvertfald de værdier og fortællinger som han i forvejen havde, han for udviklet, nuanceret dem, men hele tiden i en dialog, selvfølgelig med hvad det er for et værdigrundlag han i forvejen har og så i en dialog med de mediebilleder han meget selektivt selv vælger ud. Den selektionsproces afspejler nogle værdier, måske nogle æstetiske værdier man har og andre måder, etiske værdier, men hele tiden både udnyttelsesprocessen og måden man tager de der medieprodukter til sig afspejler og udvikler ens værdier- de brydes også i det, nogle gange bliver man udsat for et eller andet, nogle gange for man en overraskelse for eks. en kunstner hvis nye plade ikke er så god som den forrige så er man nødt til at revudere sin opfattelse af ham ik´´, og på den måde måske også af sig selv for måske var han en af ens store idoler, og hvis han ikke lever op til det må man bryde den nye oplevelse af ham inde i sig selv, og måske udvikler man sig, det ved man ikke. Men når I spørger om identitet så spørger I måske om det har en positiv eller negativ effekt?
- Vi spørger fordi vi mener medierne er med til at danne det samfund vi lever i, og fordi vi mener de unge tilegner sig det de ser, hører og læser i medierne. Jo, og man kan sige at der er mange der påstår at mediernes rolle er blevet vigtigere i forhold til unges identitet. For det første bruger de meget mere tid med medier, og for det andet fylder medierne meget mere generelt i vores kultur som vidensformidler.
- Hvordan tror du unges medieforbrug vil se ud i fremtiden? Det kommer meget an på hvad det er for nogle teknologier man får udviklet, men jeg er sikker på at det vil være som det altid har været, at de unge er de første til at omfavne nye teknologier, hvis vi nu bare siger multimediecomputeren når den engang kommer, ihvertfald så moderne at folk gider at bruge den. Når det ikke tager så lang tid at komme ind på nettet og det ikke tager 3 dage før folk kan finde ud af det, når de ting bliver realiseret, så er jeg sikker på at det bliver de unge som er først til at gøre det, og bruge de muligheder der er. Hvis man kan forestille sig nogle verturial rialities teknologier indenfor underholdningsindustrien, hvad man godt kan, så er jeg sikker på at de unge også er de første til at hive fat i dem. Det man kan se er at der er sket sådan en konvergens som man kalder det, altså en tilnærmelse mellem de enkelte medier, så alle medier integreres i den samme maskine hvilket jo er meget praktisk, og det er selvfølgelig den der mediemulticomputer hvor der som sagt vil være alting i, telefon, video,fax, databank, bibliotek alt det der, og det ligger jo ikke engang særlig langt ude i fremtiden og så mener jeg at det man kan sige det er at, mediebrugningen vil blive koncentreret omkring den ene maskine. Men mediebrugen vil stadigvæk blive orienteret mod det nye.
- Hvilke mediekompetancer mener du pædagoger bør besidde i arbejdet med unge mennesker i dag? Jeg mener ihvertfald at pædagogerne skal have en forståelse for æstetik og æstetikkens rolle, identitetsdannelse. Jeg mener selvfølgelig man skal vide noget grundlæggende omkring de forskellige mediers måde at forme de budskaber der kommer i medierne på, og den måde vi oplever dem på. Sagt helt basalt, man skal ihvertfald kende forskel på TV og film og på hvordan mediet er med til at strukturere forskellen, for.eks er der mørkt i en biograf mens der er lyst i en TVstue. Eller det kan godt være vi ser TV samtidig med vi sidder og skriver på computeren, det ville vi ikke gøre inde i en biografsal, altså hvad er forskellen, hvordan strukturere mediet oplevelsen, det syndtes jeg man skal vide noget om. Og så skal man have den generelle æstetiske kompetance vil jeg sige. Man skal vide at æstetik ikke er noget entydigt, æstetik er ikke ligesom politiske budskaber, altså æstetik er ikke et budskab, æstetik er at man åbner op for et spil af betydning. æstetik er noget der taler til nogle rum i os som ikke altid er lige rationelle eller entydige. Men jeg vil hævde man skal have en lille smule mediekompetance, man skal have æstetisk kompetance og man skal selvfølgelig kunne bruge det i arbejdssituationer. Man skal ihvertfald være bevidst om og det tror jeg er et af de større problemer, at et medieprodukt som ikke i sig selv er interessant eller spændende, eller umiddelbart virker som om det ikke har nogen større værdi for en selv, lad os for.eks tage SpiceGirls, de kan have en enorm betydning for de unge som kan lide SpiceGirls eller for de unge som ikke kan lide SpiceGirls, altså det har en meget central identitetsformningsfunktion selv om det måske ikke er stor kunst, det kan være mindst ligeså vigtig for den måde vores kultur, vores identiteter de skabes på og måske endda meget vigtigere end en roman er. Det man skal være op mærksom på er at man ikke skal sætte sig til doms overfor hvad der er godt eller skidt.
- Når vi siger intertekstuel, hvad siger du så?! Så siger jeg fandeme mange ting, men det er der ikke tid til nu. Det er det mest misbrugte begreb sammen med hundrede mange andre, men det er et meget misbrugt begreb, men man kan sige at intertekstuelitet det kan være umiddelbar et bevidst eller ubevidst en refereren til andre tekster eventuelt indenfor samme medier, eventuelt indenfor bare æstetikhistorien, det er sådan bredt formuleret, men det kan være referancer til en genre som når Diesel ironisere over reklamegenre, det kan være en referance til en specifik tekst som når Gocchi laver en reklame der hedder the Gocchi Girls med 5 piger og som så referer til SpiceGirls. Det er to forskellige tyber af intertekstualitet. Intertekstualitet kan også være det man kalder intratekstualitet, hvor en serie, det kan være Twin Peaks hvor afsnit 28 refererer tilbage til afsnit 2 og ironiserer over en eller anden situation i afsnit 2. Det er også en form for intertekstualitet, hvor man forudsætter at seeren ved noget om tekster som seeren har set tidligere.
Bilag 2: Interview med Karen Klitgaard Povlsen
Interview med Karen Klitgaard Povlsen, lektor, studieleder, ph.d. et mag.art; Center for Ungdomsmedier e-mail-interview, Fredag 10.oktober 1997
Hvad lægger du i ordet 'mediedannelse'? Ordet mediedannelse er ikke mit, men Kirsten Drotners. Jeg forstår det som en underafdeling af den almene dannelse, hvor mediedannelsen tilsvarende har sit gebet. For at man skal kunne deltage i en kultur, skal man kende til visse, grundlæggende ting. F.eks. er det ikke let for et barn på fem-seks, der aldrig har hørt om endsige set Bamse og Kylling. Og barnet kan da slet ikke tage kritisk stilling til det. Det at bruge medierne til sine egne formal kræver, at man kender noget grundlæggende til medierne.
Mener du at medierne er identitetsudviklende for unge? Ja, jeg mener, at medierne påvirker unges identitet ligesom forældrene, skolen, kammeraterne, tidsånden, ens udseende, køn, race etc. gør. Men det mener jeg på mange måder positivt! Ligesom andre kulturformer som litteratur, kunst osv. kan gøre det. Medierne er en blandt mange påvirkere, der omgiver os og er hverken bedre eller værre end de andre.
Hvordan tror du unges medieforbrug vil se ud i fremtiden? Unges medieforbrug er under ændring - og det har det altid været. Jeg kan ikke spå og unge bruger ikke medierne ens og vil heller ikke gøre det i fremtiden. Prøv at kigge i vores udgivelse: Medieprofiler, Borgen 1997. Der kan I se, hvordan unge bruger medierne lige nu og dermed kan I gætte lidt ud i fremtiden.
Hvilke mediekompetencer mener du at pædagoger skal besidde i arbejdet med unge idag? Pædagoger skal først og fremmest ikke moralisere! Jeg har selv tilbragt ar af min ungdom med at læse romanblade. Da mit kærlighedsliv og min seksualitet gik i hak, var det ikke længere interessant, men det har givet mig en god baggrund for at vurdere god og dårlig litteratur. Unge er nødt til at gøre sig deres egne erfaringer om, hvad der er godt og skidt. Og hver generation laver sin egen smagskodeks, som er anderledes end de forrige generationers.
Bilag 3: Interview med Ove Bendix
Interview med Ove Bendix, Medlem af Forretningsudvalget i BUPL Telefon-interview, Tirsdag 7.oktober 1997
- Hvilke mediekompetancer mener du pædagogen bør besidde i arbejdet med unge? Jeg mener helt klart at pædagogen skal være forberedt på at kunne bruge de visioelle medier meget mere i forhold til deres pædagogik, i forhold til de projekter de sætter igang, i forhold til i det hele taget at spille kvalifiseret op imod de unge, som jo er stjernedygtige til det de gør i denne her sammenhæng. Jeg mener pædagogen meget bredt set, skal have et meget stort udsyn, altså udover den indsigt man skal have i at være pædagog så mener jeg pædagogen skal have et meget stort udsyn også, for at kunne orienterer sig i den verden som unge orienterer sig i. Unge tager jo ikke tingene for gode varer, hvis de syntes at det læreren siger er noget bavl for nu at tage det eksempel, så fiser de ind på nettet og henter det de skal hente, få de oplysninger de skal have andre steder, og det er jo ude i verden, på amerikanske databaser, på en skole i Hong Kong man går ind og snakker med nogle unge der, på internettet, på e-mail og den slags ting.
- Mener du at den mediekompetance som pædagoger har i dag er bred nok? Jeg mener den har en svaghed med at dens udsyn er for ringe i forhold til at kunne orienterer sig om det. Pædagoger er jo også meget selektive på mange måder, og det gør at man meget let kan komme til at snakke forbi de unge i forhold til hvad man selv syndtes der er interresant og hvad de unge syndtes er interresant, og det betyder ikke at man skal være ung med de unge.
- Mener du at medierne er identitetsudviklende for unge. Ja, det mener jeg faktisk de er,jeg mener at hvis man kikker på dagens fritidstilbud til unge i det offentlige regi, i det organiserede regi, fritids/ungdomsklupper, idrætsorganitationer og deslignende, så spiller de jo op imod en verden, en kommerciel verden som jo har milliarder, er en milliardindustri, så der er jo en ganske bestemt årsag til at Coca Cola gør det de gør for nu at tage det eksempel, de bruger popstjerner til at markedsfører deres varer og deslignende, og det skaber jo identiteten hos unge. Man kan se det på den måde som Nike fører deres kampagner frem, de bygger meget bevidst på at hvis ikke du lige nøjagtigt har de rigtige basketsko så er du bare ude ik´, du er simpelthen bare ude. Sidste års model som du kan få næsten i nakken i butikken den er intet værd, der er en utrolig identitetsskabelse der, det er der helt klart. Bilag 4: Interview med Sofie Kragh Møller Interview med Sofie Kragh Møller, Journalistelev på BUPLs fagblad Børn og Unge Telefon-interview, Fredag 10.oktober 1997
- Hvordan tror du unges mediebrug vil se ud i fremtiden? Det var et noget af et spørgsmål. Men jeg tror det vil falde. Jeg tror at unge vænner sig så meget til det kæmpemæssige udbud der er lige nu, at de på et eller andet tidspunkt mister interessen, de gør det på den måde, som vi kender til idag i forhold til aviser og fjensyn. Men medier det er jo også mange ting kan man sige. For et eller andet sted kommer også computerteknologi, biografer og alt det er jo også inde under. Men jeg tror ihvertfald at i forhold til avisforbrug og fjernsyn, da vil det falde, og jeg tror unge vil søge andre former for information.
- Center for Ungdomsmedier forsker i, og ser på udviklingen indenfor unges mediebrug. Gør BUPL noget for at følge den udvikling indenfor det område? Det aner jeg faktisk ikke, men det tror jeg ikke. Jeg tror at hvis BUPL bruger de der ting, går de ud og får fat i de folk som sidder og undersøger disse ting, nemlig medieforskere. Det tror jeg ikke vi har nogen siddende til.
- Hvad lægger du i ordet mediedannelse? Mediedannelse..... Det er vel en form for 'Emma Gad' i forhold til medieforbrug, det ved jeg ikke lige.
- Hvilke mediekompetancer mener du pædagoger bør besidde i arbejdet med unge? Jeg mener da at det grundlæggende er skide godt at have styr på hvad der foregår indenfor medierne, og hvad de nyeste trends er. Jeg mener det er ret vigtigt at pædagoger har en vis form for mediekompetance, da der er nogle etiske diskussioner i forhold til medieforbrug og informationsteknologi i det hele taget. Hvis ikke de unge skal fare helt vild i alt det der, så tror jeg det er ret vigtigt at pædagoger, og folkeskolelærerer iøvrigt også, kan gå ind i nogle diskussioner med de unge omkring de ting, "flyvsk sagt".
- Mener du pædagoger skal have almen mediekompetance? Ja, det syntes jeg da, jeg mener det bør indgå som en del af uddannelsen, både den pædagogiske og læreruddannelsen.
Bilag 5: Interview med Thomas Leonardo Pedersen Interview med Thomas Leonardo Pedersen, Producer m.m., Danmarks Radio Konventionelt interview, Fredag 10.oktober 1997
- Hvad har du af uddannelse inden for DR? Jeg er sådan set fotograf oprindelig og har så, for fem år siden ændret de struktur i DR. Mere eller mindre i en blød overgang, fra folk var delt op, meget afgrænset i faggrupper, hvis du var fotograf, var du kun fotograf, hvis du var fotografassistent, så var du assistent, og så måtte du ikke fotografere. Og .. øhh. du skulle havde rekvisitten til at sætte nogle ting op, hvis du skulle lave en dekoration, så her for (...) (...) Jeg har sådan set, øhh .ikke nogen, jeg har ikke særlig mange papirer på min uddannelse, som fotograf. Jeg har gået på nogle kurser, og arbejdede en masse gratis, i på lokal-TVstationer og lokalradiostationer og sådan noget. Jeg søgte ind på en workshop i sin tid og blev optaget. For lige at vende tilbage, med det fag inddeling, så kom jeg ind som fotograf, men på en journalist overenskomst, fordi jeg skulle selv lave mine programmer, jeg skulle selv finde ud af hvorfor et program, det var til Transit ungdomsprogrammet. Jeg skulle selv finde, havde en ide til det program, jeg ville lave, så skulle jeg selv ud og filme og lave lyden, også skulle jeg hjem, og finde musikken til den, så skulle jeg lave klippe manuskript, også skulle jeg redigere det. Så alle faggrænser blev nærmest ud raderet. Jeg er fotograf, men i dag arbejder jeg som producer, tilrettelægger og fotograf og redigerings teknikker. Jeg er chef for 24 børnerapporter, som ikke er fast tilknyttet DR, eller de er fast tilknyttet DR, men de er ikke ansat på kontrakt, er en slags freelance rapporter, og deres job er at de øhh .. de få ligesom jeg, fik i sin tid da jeg lavede Transit, de skal havde en ide, så skal de ud og filme den, lad os sige at de måske, vil øhh . Lave noget om kæledyr, hvordan behandler børn deres kæledyr. Så øhh . Så bliver de sendt ud med et High 8 kamera, og skal optage alt selv, selvfølgelig med kyndig vejledning, jeg laver små kurser for dem.
- Er du med dem ude? Meget få gange, men ikke for at holde dem i ørene, kun for at være enten chauffør eller praktisk gris, med at tjekke at kameraet ikke går ned, imens de er i gang. Det er små kameraer 30 - 40 cm. Du får mange gange et mere naturligt udtryk, ved at komme ind med de her små kameraer, end Betacam som er meget større og virker meget mere påtrængende. Og det gør specielt børnerapporterne, fordi de er enormt lige frem øhhh de braser bare ind i folk, og siger her er jeg, fortæl mig hvem du er ? Hvor mange ruller bruger du på ? Hvor mange lag bruger du på lokumspapiret.
- Det vil sige, at du giver dem, en faglig indsigt i det tekniske, også får de, i forhold til deres ide, lov til at lave det som de vil?
Vi sætter os lige og diskuterer indholdet, vil de lave et interview med kulturministeren, om den nye censur - filmcensur. Så snakker vi om, hvad der er interessant at vide for børnene, dem der skal se programmet. Så diskutere vi igennem, hvordan man kan gør det, altså hvordan - helt praktisk, hvordan sætter man sig, hvordan holder man på en mikrofon, hvordan øhhh spørg man, hvem, hvad, hvor, hvordan undgår man at få ja/nej svar. Teknisk på et helt, helt simpel niveau, så tager de ud, nej vi snakker selvfølgelig også, hvordan ja altså hvilken spørgsmål skal de havde med, hvad skal det færdige produkt blive til, og de skal ligesom prøve at få en ide om det. Så har vi sådan, nogle standart procedure, hvor altså man starter på en bestemt speciel måde, så vi få sådan en rød tråd igennem programmerne. Vi starter på en speciel måde, de præsentere sig selv, fortæller hvem de er, hvor de er, og hvad de skal. Det er de tre hvem, hvad, hvor dem starter vi også med, hvem er vi, hvor er vi og hvad skal vi. Og nogle gange filmer de, så de står filmer de, fotografen lige sig selv, drejer kameraet om i, sådan en god prins Hamlet "To be or not to be ." Og . Øhhh så går de bare i gang og interviewer ud fra de spørgsmål, som vi har siddet og snakket om,, og har så fået besked om at lave nogle dækbilleder, så øhh .. lave noget fis og ballade, løbe lidt op og ned af gangene .. lave nogle skægge ting, sådan noget vi kan lave i en slowmotion eller fastmotion, et eller andet for at, det er kedeligt at sidde og kikke på et interview alene. Så sidder vi sådan, og prøver at finde ud af, hvad kan man putte på af sjove ting, som har tilknytning til det her øhh, hvor vi ikke nødvendigvis behøver at havde kulturministeren med. Sidder man og snakker om censurloven, kunne man godt forstille sig, at man tager ind i en biograf, og bare går rundt og kikker lidt, og peger på nogle billeder af nogle splatterfilm eller pornofilm eller . De har lavet et, hvor de interviewede kulturministeren, og det blev et ret langt interview, en 20 minutter eller sådan noget, men hvor de så det er lidt kedeligt, bare at sidde og se kulturministeren sidder og snakker, så på et tidspunkt spøger de så kulturministeren om øhh .. eller de siger til ham nå nej han siger, nu kan man så ikke, se de der film, med mindre man har . Der er en ny følgeordning, er du over 7 år, kan du komme med dine forældre eller med en storebror, uanset hvilken film det er og hvad grænsen er, det er følgeordningen, men så er der også 15 års grænsen og en 17 års grænse (...) (...) Men så siger de så til ham, hvad hvis hvad nu hvis jeg går, bare ind i en videobutik, og lejer en pornofilm, det kan jeg jo godt gøre, så siger han, at det kan man ikke mere, fordi så skal du havde en eller anden tilladelse fra forældrene der er nogle regler så siger de, jo det kan man godt, på Q8-tanken på Tangensen, der har man bare et kort, så går man bare ind, så siger kulturministeren, det kan man ihverttilfald ikke, og hvis det er rigtigt, så er det ulovligt, og så får de en bøde. Der klipper jeg den så, også beder jeg så børnerapporterne om at tage ud på Q8-tanken, med et skjult kamera og mikrofon, og så leje to forbudt for børn film, så tager de ud og laver den, også klipper jeg den sådan, at når de så spørger, halvt inde i deres spørgsmål, der klipper jeg så den der på "vi kender en Q8-tank.." klip så er vi på Q8-tanken, så skjult kamera så de lejer en pornofilm og video med spalter, stiller sig så med bagefter og siger, så nu har vi lige lejet denne her på forsiden er der en mand, der har puttet hovedet ned i en isvaffel, og spiser det og sådan noget .. og klip så hører man kulturministeren sige, hvis det er rigtig, så får de en bøde. Så på den måde bestemmer jeg lige og putter lidt mere på, ud og lave lidt skjult kamera, fordi den blev lidt død. Så det er sådan lidt både børnerapporterne og mig der bestemmer, hvad der skal være. Men det er grundlæggende, ud fra deres ideer, ting som de gerne vil lave noget om, fordi hvis de ikke synes det er interessant, så er det ikke interessant, for dem der skal se det hellere. Det er lidt holdningen, og jeg er ved at bevæge mig væk fra den, fordi jeg kan også finde på noget, som er interessant for børn at se.
- Hvad er målet, er det at få børnenes ideer ud til andre børn, eller er der sådan et hoved formål, at børn og ungdoms TV skal være skabende på den og den måde, eller informations-givende? Jeg kan sige at ideen i at havde børnerapporter, er at det er børnene selv der laver TV, den er punkt 1 er at fjernsyn for børn, kan godt blive lavet af børn, der skal være børn med, så kan man gøre det på mange forskellige måder, så man kan sige at børnene skal være med i studiet, børnene skal være med ude på locasion, børnene skal være med, som dem der laver det. Og det er så det nye i det her koncept, om man så må sige det er det at det er børnene, som selv laver fjernsyn. Børn laver fjernsyn til børn . Øhh det er godt at havde dem på skærmen, det er godt at havde børn på skærmen, når du laver fjernsyn for børn, de kan godt lide at se sig selv og hinanden. Det er så en ting, men der er også det ved det, at de historier de finder, det er ikke nødvendigvis de samme historier, som dem jeg vil havde fundet eller en anden redaktionsgruppe ville havde fundet på. De kan godt finde på at sige, hvordan laver man lakrids? Så tager de ud til Galle og Jessen for at finde ud af, hvordan man laver lakrids, og det vil jeg ikke havde fundet på, fordi det rager mig en fløjtene hat, hvordan man laver lakrids (...) Der er også den måde de ser det på, de ser tingene på en anden måde, rent fysiks, ser de det i en anden vinkel, de er længere nede med kameraet, og det kan man se på billederne, fordi hvis de interviewer en voksen, er den voksen kommet I frøperspektiv. Og øhh det har en effekt, men der er også på den tekniske side, de ryster billedet, de stiller ikke altid skarpt, og de glemmer nogle gange at sende mikrofonen hen, det kan godt være noget møg I længden, hvis det er sådan, at de er dårlig til at holde på en mikrofon, og der er for meget støj på, men du kan også bruge det som en effekt, altså her er vi nu og her, børnene laver det, det er autentisk og det er næsten direkte. Hvis det havde været voksen TV, så havde lyden været perfekt og billedet havde stået stabilt på et stativ, eller et eller andet, men nu kan man tydeligt se .... fotografen kan lige pludseligt kom til at kommatere, et eller andet mens han står med kameraet i hånden, og det er også en god effekt. Et er det fysiske plan, men der er også den måde de ser tingene på, de opfatter verden anderledes end os, tror jeg, det synes jeg I hverttilfald jeg fornemmer, nej det gør de.
- Jeg vil sige, at det er det vi beskæftiger os meget med i vores opgave, netop med hvordan forstår børn og unge, og hvordan opfatter de det TV, netop fordi at, som du også siger, så har de et andet udgangspunkt, fordi de er opvoksede meget mere med medierne, end vi to er f.eks. og på en helt anden måde, netop som du siger de kan gennemskue det. Hvordan ... man kan jo ikke åbne og se hvordan, men du har også mærket og set hvordan de opfatter tingene forskelligt? Det er nogle andre ting ... det er nogle andre ting de synes er interessante. Vi var på Villums museet oppe i Frederikssund, hvor to piger står og interviewer museums inspektøren, som er en rigtig tør museum inspektør, og de har lidt fået nogle retningsliner med, til hvordan de skal, hvad det skal handle om, fordi de det var et indslag, de ikke selv havde valgt, de var sendt ud på det, hvad kan du lave i efterårsferien? Det var ligesom en opgave vi gav dem det var første gang de havde fået en opgave, så det er enligt ikke en ægte børnerapport, men vi kalder det børnerapport stadigvæk. De står og interviewer museums inspektøren, om hun har noget hun skal spørge ham om, fordi de er på opdagelse i billederne. Det lyder enormt tørt, så vi fylder det ud over det med, noget fis og ballade. Men de spørge så, eller hun siger "hvor kan man se søjlerne, som kommer over fra antikken i hans billeder?" det kan man så se i kjolen, "men hvor meget koster det" spøger hun så, fordi det er det hun er interesseret i, det snakker vi ikke så meget om her, fordi det er ikke det, der er det afgørende. "Hvordan har i fået det her hen" fordi det er stort, det optager hende, hvordan har man pillet rammen af og rullede billedet sammen, fordi hun kan godt se at det ikke kan komme ind af døren. Det ville et voksen menneske ikke havde spurgt om. De stiller nogle spørgsmål, som man ikke gør som voksen, og det er det der gør at det bliver anderledes, også at de sider på de formelle regler, som der er omkring at lave TV.
- De børn og unge som er med til at lave TV, tror du at de for nogle kompetencer i forhold til TV mediet? Det gør de, nogle af dem er overhovedet ikke bevidst om det, når de lige i starten, dem der kun har været ude en eller to gange, gør som vi har vejledet dem, også laver de en masse fis, også finder vi ud af at få det brygget sammen. Men de kan godt finde på at sidde og sige, nu da vi var ude på Villums med de to piger, så på vejen tilbage, så siger jeg, så tager vi derfra, hvor i dukker frem bag søjlen, med brillerne på, og laver det der tegn, så lægger vi noget musik på indover. Hvordan kan man det? Det kan man da ikke, det havde vi jo ikke, det forstod de ikke at man kunne lægge musikken ind, uden at gøre det samtidigt. Andre der har været ude tre og fire gange, de står der også laver de en eller anden fejl, så siger han bare til den anden, det klipper vi sku.. bare fra, eller det laver vi om i miksen, eller et eller andet. De har måske siddet med i redigeringen, og fuldt med i, hvordan det fungere, så de er helt beviste om det. Og de forstår det med at filme nede fra og folk får autoritet, film oppe fra og de bliver små. De forstår billedesproget, men det er meget forskelligt, det er ikke alle der gør det. Og alle de der børnerapporter er fra 11 til 14 år, og der er mile vidt forskel på, hvor meget indsigt de har i de muligheder man har for at manipulere med både billede og lyd.
- Er det noget der bliver udviklet ved dem, jo mere de har prøvet? Jo, det tror jeg, jeg har kun været på, jeg har kun haft de her børnerapporter i 11/2 måneds tid, overtaget det fra en anden, og skal køre med nu og udvikler konceptet mere og mere, til at det skal blive en rullende redaktion. Jeg har lige fået af vide i dag, at mit program indslag er blevet godkendt at diaktionen, hvor vi bruger alle børnerapporterne, som en rullende redaktion, som skal ud i landet og lave debat. Om øhhh lad os sige at Pernille fra Middelfart, halvdelen af deres byggelegeplads er blevet revet ned, fordi der skal laves en parkeringsplads for Netto. Så tager vi til Middelfart og laver et program, hvor vi spørg bogmesteren, vi spørg fritidshjemslederen, vi spørg forældrene og vi spørg selvfølgelige børnene. Laver en rappotage fra fritidshjemmet . Og der bliver børnerapporterne også hovedpersoner, men også set med et andet kamera, altså ude fra, ikke kun direkte igennem kameraet, men altså også set fra siden eller oppe fra (...) (...) Rapporterne bliver en slags værktøj for seerne, fordi debatten startes af seeren. Det er seeren der skriver ind, til kommunikations hjørnet i Børnene Etteren eller faxer eller over internettet. Seeren kommer med et forslag, som de gerne vil havde at børnerapporterne tager op. Så det kommer egentligt fra børnene, og går igennem børnene, også pudser jeg det af til sidst. De vil virkeligt kunne sætte deres fingeraftryk på det, fordi at det netop er helt fra begyndelsen er børnenes ideer, der bliver laver noget på. Med meget få undtagelser er der en modemesse i Bellacenteret, så bestemmer jeg at vi tager der ud, eller er der børneteaterfestival i Hillerød, så bestemmer jeg, at nu tager vi der ud. Men ellers vil det være på opfodring fra seerne at børnerapporterne rykker ud på rullende redaktion, det eneste jeg skal fungere som, er som vejleder, hvad skal vi spørge borgermesteren om, vi skal gennem gå spørgsmålene, vi skal jo havde nogle svar, vi skal være direkte og pågående, men i deres egen stil, og de skal selv havde kameraet i hånden (...)
Bilag 6: Uformel samtale med Anne Scott Sørensen
Om Klub Kennedy Uformel samtale med Anne Scott Sørensen, Center for Ungdomsmedier Telefonisk samtale, Fredag 10.oktober 1997
(...) Det jeg har bekæftiget mig med på det hér projekt [Center for ungdomsmedier], det er jo meget det dér med unge og rollespil (...) Det [du spørger om] ligger ikke lige i front af min forskning idag... ...men man kan jo sige at rollespillet er interessant derved at det faktisk spiller på en masse litterære og filmiske og andre medietraditioner som de unge der er temmeligt godt bekendt med når de laver rollespil, og opbygger nogle kompetencer som...man sige at der er garanteret mange af lærerne der ikke har tilsvarende kompetencer, men som måske så har nogle andre kompetencer. Altså, de kender jo ligesome den klassiske rod til de hér traditioner, og der tror jeg egentligt...altså de kunne give de unge meget som de kunne være interesseret i, hvis de kunne fange de hér nye ting. Men det er ikke det sammen som at vi skal...at de ligesom skal pille i de unges navle. Jeg tror at det er dét der tit bliver misforstået pædagogisk; at man tror at nu skal man møde de unge, eller børnene, hvor de er - og så prøver man ligesom at tage udgangspunkt i noget som interesserer dem hér og nu, og så piller man ligesom i deres egen kultur, og gør dén til genstand for undervisningen. Og det er lige præcis ikke det der er meningen. Man skal finde hvad der kan give dem...altså hvilke redskaber det er der interesserer dem, at de kan bruge. Men ud derfra hvor man selv står, og derfra hvor man selv har dem...og så mødes med dem på et eller andet punkt. Man skal ikke ned ligesom og grave i deres kultur; f.eks. læse 'Take That' tekster i dansktimen...det tror jeg er misforstået navlepilleri, fordi de skal sgu have lov til at have noget for sig selv, men den pædagogiske udfording er at se, hvad er det så for nogle 'steder' man kan møde, hvor man kan give de unge noget, som de så selv kan omsætte til deres egen kultur, og [derved] få de dér medierverdener til at mødes.
Vi har set det som to mængder: os som pædagoger er den ene mængde, og så brugerne - eller de unge - som en anden mængde. De dér mængder...der er selvfølgelig en vis overlapning...altså der er en eller anden fællesflade, og det er så dér må ske noget (...) Man kan jo ikke bare gå hen og være 'ung med de unge' - man har jo ligesom et andet ansvar overfor de unge - men der er sådan en fælles berøringsflade - en flade hvor man kan mødes... Det er da en meget god måde at illustrere det på, og det er lige præcist det jeg mener. Dér er I måske også et produkt...altså sådan nogle der har gået i folkeskolens store klasser eller i gymnasiet under dén trend der hed, at nu skulle man ligesom tage Jeres egne ting op...det dér med at tage udgangspunkt i deltager-erfaringer og sådan noget, og så spørger man; 'Hvilke problemer har i egentligt på hjemmefronten' - og så graver man i Jeres pubertetsproblemer, og så sætter man de unge til at læse nogle af de produkter som de beskæftiger sig med i fritiden. Det mener jeg er en misforståelse.
Hvornår mener du det var...? Den kører på fulde drøn stadigvæk, mener jeg; når man for eksempel ser antologier i danskundervisningen, så er det jo de tekster som børnene og de unge læser i fritiden man tager afsæt i. Man har afskaffet ligesom en litterær...[kana/kanon]...eller en litterær internationalisme, eller hvad som helst, for at sidde at læse de dér bøger og tegneserier og sådan noget, som de unge selv læser...og se de film som de unge selv ser i fritiden, og analysere på dem - og det tror jeg er en fejl.
Men umiddelbart kunne man jo sige at det er jo fornuftigt, fordi de unge omgiver sig med de hér ting, og nu prøver vi at give dem en ekstra forståelse af det, eller en ekstra dimension...altså det er vel det der er tanken bag, at sige 'nu skal vi sgu lære Jer at forstå dette hér på et andet plan også, så I kan forholde Jer til det'. Men det mener du så...at det er grebet forkert an? Ja, det tror jeg [at det er]...
Hvordan skulle man så gribe det an? Jamen, det er jo det du sagde med 'fællesfeltet'...man skal finde fællesfeltet og dér hvor man kan motivere de unge...
...men er det sådan at de unge i virkeligheden er utroligt meget bedre til at afkode de hér medier end vi egentlig er, som undervisere og pædagoger? At de har en større kompetence end vi egentlig tillægger dem ? Vi siger for eksempel, at de sluger MTV råt, og nu tror de allesammen at de skal være tynde, fordi alle fotomodellerne er tynde...men hvis man gik dem på klingen, at de måske i virkeligheden så godt ved, at det hér er et medieskabt billede - det er en medieskabt verden... At de i virkeligheden forholder sig til den, i stedet for at 'gå ind i den' som vi tror at de gør...eller 'tage den ind'... Jamen, der findes ligesom to yderligheder i debatten; dem der stadig tror på den dér forførelsesdimension, og siger at nu skal vi lære de unge at læse kritisk...og så tager vi afsæt i de produkter vi ved at de er interesseret i, og piller dem ligesom fra hinanden for at vise den dér manipulation-ting i dét. Det er den ene yderlighed - og den anden, er den med at sige at de unge er meget bedre end vi er - de er vokset op med de dér billeder og de kan det hele. Det er begge to [synspunkterne] nogle grøftekanter som ikke svarer til virkeligheden - den er jo mere kompleks (...) De unge kan mange ting omkring billeder, men der er også nogle ting de ikke kan. De kan lærer os noget nyt, men vi har stadigvæk noget at tilbyde dem, som de ikke kan...
...hvad er det vi kan tilbyde dem? Kan det konkretiseres? Altså, det har de jo så forsøgt at gøre i begge de artikler dér1 mener jeg faktisk (...) han [John Thorup] har lavet en anden analyse hvor han viser for eksempel det dér med ironi, som man tror at de unge er så gode til at fange...han har lavet en analyse af en 'Diesel' reklame, hvor det viser sig, at mange af dem de fanger slet ikke den dér ironi der ligger i reklamen. Men samtidig er der mange andre elementer i billedet, de kan aflæse hvor kommer fra, og som de kender fra andre medier. Men det dér med at sætte dem sammen til det dér ironiske udtryk, det glipper egentligt for forbavsende mange af dem...
...og så har de simpelthen en helt anden oplevelse af det de ser, end dét som afsenderen har ville...?! Det kan man jo så spørge sig selv...hvad afsenderen vil. Men ihvertfald...hvis man samler alle de dér forskellige iagttagelser til eet udtryk, så bliver det en reklame der spiller utroligt meget på ironi, og det er ikke meningen at den skal læses realistisk, men det er der faktisk mange af de unger der gør.
...og det er så problematisk?! Jaaaa...hahaha...det er så det næste spørgsmål - om det nødvendigvis er problematisk, men altså...der er ihvertfald dimensioner i den dér sammensætning, som de ikke kan foretage, og hvor man stadigvæk har noget at tilbyde dem.
(...) Men er det sådan at man kan få et lidt skævt billede af hvordan verden hænger sammen?...altså, det er jo utroligt meget viden som vi idag har fra fjernsynet. Sådan noget ikke-oplevet viden (...) Jeg tænker også på et eksempel, som een fra min gruppe kom med; der var kommet en for at pudse en mur op hos ham, og hans [ham fra min gruppes] søn 5 år kommer så ud, og så siger Gert dér; 'nu skal du sgu se hvordan man pudser en mur op' (...) det viser sig så at knægten har set i fjernsynet hvordan man gør, i et eller andet forbrugerprogram. Det sad vi så og diskuterede lidt, det forhold dér (...) vi har måske nogle børn og unge som...de ved en masse ting om hvordan en masse ting bør eller skal gøres, men de har jo aldrig egentlig rigtigt oplevet dét - man kan diskutere hvad fjermsynet er, men er jo ikke førstehånds-oplevelse ihvertfald (...) Det er ligesom virkeligheden har været igennem en tragt, eller er blevet rafineret på en eller anden måde. Vores tese er, at det må give en eller anden form for skæv-vridning i opfattelsen af virkeligheden. Men hvor gode de så er til at afkode det hér medie...det kan jo være at de udvikler nogle fabelagtigt kompetencer til at afkode det hér medie. Vi tror bare at de sidder og bliver dumme, hvor de i virkeligheden sidder og bliver kloge (...) Det er meget kompliceret. Det er ikke sådan at de enten bliver dumme, eller enormt dygtige. Det der med muren dér - han kan muligvis sidde og give nogle gode råd og fortælle nogle løsninger på nogle ting han har kunne resonerer sig frem til ud fra den udsendelse, men spørgsmålet er hvad han vil gøre, hvis han stod med mureskeen i hånden. Jeg tror ikke på at han kunne mure den op...
Men det er også en speciel måde at forholde sig til virkeligheden på; det dér med at kunne give en masse gode råd om noget...vi lever i et informationssamfund...jeg får et utal af informationer hver dag, og jeg kan svare på en masse ting, men alligevel så kan jeg ikke rigtigt de hér ting. Det er sådan en slags uvirksom viden... Det er jo noget af dét som Ziehe har resoneret over allerede dér i 80'erne; 'Alting er allerede erfaret'. Men kroppen har aldrig været med - og hvad betyder det at kroppen og sanserne aldrig har været involveret...det er sådan en flad, abstrakt viden (...) Det er utroligt kompliceret, og vi er allesammen mere eller mindre influeret af det. Det kan være svært at måle og sætte på begreb, hvad konsekvenserne af det er. Jeg hørte et andet skægt eksempel den anden dag: Det var en sygeplejelærer, der klagede over at de unge piger, de sad om aftenen og så splatter-videoer. Når de så næste dag så en gammel, 90 årig, afklædt mand, så brækkede de sig! Det er jo også en besynderlig ting...man kan klare hvad som helst på en splatter-video - de kan blæse blod og hjernemasse og det hele ud, og man sidder dér og griner - og så går man ud og ser en gammel mand i virkeligheden dagen efter, og så brækker man sig.
(...)
Det ligger ligesom implicit i pædagogik, at vi 'vil et eller andet' med det vi gør...vi har det sådan...alle folk kan passe på børn - det dør børnene jo ikke af, vel?! - men vi vil jo gerne et eller andet. Det er sådan...handlingsrettet, og derfor er vi nødt til at tage stilling til det [problematikken] med handling for øje, og sige, at hvis de unge hovedsageligt er som de sygeplejeelever du nævner i dit eksempel, så må vi tage stilling og sige, jamen, synes vi at det er iorden - skal vi støtte dem i det - eller synes vi at det er forkert, og kunne vi godt tænke os at indgå i en dialog med de unge mennesker om de eventuelt skulle ændre syn... (...) Der er en masse forskellige svar på det, ude i samfundet - i folkeskolen for eksempel, der snakker man meget om, at man skal tilbage til en halt anden form for eksperimentel undervisning; laboratorie-undervisning...ud-og-have-jord-under-neglene-undervisning...hvor man går eksperimentelt tilværks og prøver ting. Engang i 50'erne havde vi brug for at bruge hjernen, og lære nogle ting, fordi vi havde stadigvæk et samfund hvor man havde rimeligt neglene i jorden via sine forælde, sin opvækst eller på anden led. Nu er det måske vendt om, så vi har masser af teoretisk viden, men ingen omsætningsevne...
...og det er så dén der skal opøves nu? Ja, måske. Man ser...det bliver diskuteret om vi skal have mesterlæring igen, om vi skal have forbilleder og mentorer...og vi skal have skovbørnehaver...o.s.v....det er jo altsammen en refleks af det samme.
Det er sådan tilbage til nogle gamle dyder, ikke?! Jo, både-og; de dér skovbørnehaver...det kan man godt sige, at det er måske sådan lidt det dér 'tilbage til naturen', lidt Rousseau'agtige - men der er alligevel mere i det end som så, for det er noget med at få kroppen og sanserne med, så de ting man lærer er integreret, og ikke bare sådan noget som fiser rundt oppe på en skærm.
Ja, man kunne godt forestille sig, at hvis man skulle tegne sådan et menneske af idag - udfra nogle andre principper end man normalt tegner mennesker - så ville de jo have et enormt stort hoved, ikke?! Og ville måske måske have sådan nogle immobile lemmer... Ja, og indenfor sygeplejen - for nu at blive ved det eksempel - der diskutere man jo også meget det med at hver elev skal have en mentor - en ældre sygeplejeske som de skal følge - for at få den dér praktiske overføring af integreret viden fra een person til den næste. Fordi man kan komme ud for at de ved så mange ting om alle mulige kemiske- og anatomiske forbindelser, men de ved ikke hvordan man løfter en gammel mand ud af en seng, og de kan overhovedet ikke få sig til det...
...eller også så brækker de sig hvis de skal gøre det...hahaha Hahaha...
Bilag 7: Interview med 3 drenge i Klub Kennedy, Østerbro, København Interview med 3 drenge i Klub Kennedy, Østerbro, København Tirsdag 16.september 1997 (varighed - 15 min.)
- Hvem, og hvilke alder. Martin : 15 år, 8.klasse (M) Klaus : 15 år, 8.klasse (K) Jack : 14 år, 8.klasse (J) Interviewer: (I)
- Hvilke medier bruger de / Hvor meget bruger de medierne? M: Jeg ser fjernsyn, og video engang imellem. Engang imellem kigger jeg i avisen - Politiken. Den holder vi der hjemme, om søndagen. Min far holder den hele ugen. Og så spiller jeg computer
I: Har du din egen computer derhjemme?
M: Jeg har købt den sammen med min mor - den er købt på afbetaling - vi er fælles om at betale den. Min far har også en; han arbejder på et teknisk bibliotek, hvor han engang imellem kan låne en computer.
I: Hvad bruger du så din computer til?
M: Både til at spille på, men også til at skrive.
I: Hvad skriver du på den?
M: Opgaver og projekter.
I: Ser du meget fjernsyn og video, synes du selv?
M: Ikke sådan overvildt - ikke sådan at jeg kommer hjem fra skole, og så tænder for fjernsynet. Der er engang imellem.....men det plejer mest at være min lillebror der tænder for fjernsynet, og hvis der er noget godt, så ser jeg det.
I: Er der nogle serier du følger med i?
M: Nogle gang kan jeg godt lide at se de der komedierserier på Kanal 2.
I: Hvad med sådan noget som Berverly Hills og X-files?
M: Nej, ikke Beverly Hills....X-Files ser jeg ikke fast, men jeg synes at det er spændende nogen gange. Det er ikke sådan noget jeg er vild med at se.
I: Hvad så med video?
M: Det kan jeg godt se....nogle gange lejer vi video nede i BlockBuster Video - men det er ikke så tit; en gang hver anden uge.
I: Hvad med dig Klaus?
K: Jeg ser også TV og så noget, og computer spiller jeg....en computer-nørd kan man godt kalde mig. Jeg spiller når jeg kommer hjem, hvis jeg ikke har lektier. Ellers kan jeg godt sidde og spille i flere timer.
I: Så bliver du helt grebet af det?!
K: Det kommer an på hvad jeg spiller....
I: Hvad er det for nogle spil du spiller?
K: Fodboldspil, skydespil....'Fodbold Manager'...noget hvor man skal tænke sig om - noget hvor man skal lave maskiner og prøve nogle forskellige ting, og hvis man ikke kan lave det indenfor en bestemt tid, så dør man. Så skal man starte forfra.
I: Hvad læser du - læser du sådan nogle blade og magasiner?
K: Jeg læse avis - og nogle gange 'Her & Nu' og 'Se & Hør'.
I: Hvad er det for en avis du læser?
K: Det er også Politiken - jeg læser sporten...og måske lidt nyheder og sådan noget....
I: Hvad med computerblade eller fodboldblade?
K: Fodboldblade...der har jeg et med Brøndy, og så har jeg Danmarks international fodboldsblad 'Goal'. Så læser jeg ikke så meget mere.
I: Hvad med video - har I video derhjemme?
K: Jeg har selv en video. Jeg har en masse film derhjemme. Det er ikke så tit jeg lejer - jeg optager dem istedet for fra fjernsynet. Det er nemmere - og så skal jeg ikke bruge penge på det.
I: Er det tit du ser video?
K: Jeg ser de film jeg optager, men nogle gange kan man godt blive lidt træt af det, og så lader man være i et stykke tid - og så gør man det igen, når man har lyst til at se det igen.
I: Ja, hvad med dig Jack?
J: Jeg ser meget fjernsyn, og spiller meget PlayStation (spillecomputer) - jeg læser ikke så mange blade og aviser. Og video....ja, nogen gange hvis jeg ikke har andet at lave.
I: Har I video derhjemme?
J: Ja.
I: Har i også computer?
J: Ja, både en PlayStation og en PC.
I: Er det mest PlayStation'en du bruger?
J: Ja, min far spiller mest på computeren - jeg spiller mest på PlayStation.
I: Du bruger ikke computeren til at skrive opgaver på?!
J: Nogle gange med stile, og små opgaver også.
- Bruger de medierne alene, eller sammen med andre? I: Når I nu ser video eller spiller computer, og for den sags skyld også læser avis, gør I det så når I er alene eller sammen?
K: Jeg gør det når, jeg er alene. J: Jeg gør det også når, jeg er alene. M: Jeg sidder ved morgenbordet, og læser avis efter morgenmaden i weekenden. K: Jeg ta'r også tekst-TV, for at se om der noget nyt. M: Det gør jeg også nogle gange, på tekst-TV'et. Men det er kun, når jeg er ved min far, hvis jeg lige hurtig skal se nogle resultater, på noget fodbold, eller et eller andet. Eller hvis man ikke lige har "TV-guiden" ved hånden.
I: I spiller ikke computerspil sammen?!
M: Jo det gøre vi nogle gange, er jeg hjemme hos Klaus, det er ikke så tit vi er hjemme hos mig. Der plejer vi at lave, sådan et hold, hvor vi spiller et eller andet, hvor vi spiller træneren (Manager)
I: Hvad så når det ene spiller, hvad laver den anden så?!
M: Hjælper med at give ham råd..... K:.... give ham nogle råd, med nogle spiller... M:..eller også spiller vi bare mod hinanden, eller vi slipper mod computeren, på et almindelig fodboldspil.
I: Hvad så med fjernsyn og video, sidder I også nogle gange sammen?
K: Det kan vi gøre, hvis det er fodbold det angår. M: Jeg sidder nogle gange med min lillebror, og ser et eller andet.
I: Hvad men jeres forældre, ser I fjernsyn med jeres forældre?
K: Kun hvis der er film, eller dansk film... M:.... når de ser TV-avis - kan det godt være.
I: Så ser I TV-avisen sammen med jeres forældre?!
K: Jeg gør ihvertfald, hvis der er noget der er interessant.... M:..interessant..
I: Hvad er noget interessant f.x.?!
K: Det kan være noget med - noget med præsident valg
I: Hvad med dig Jack, ser du fjernsyn sammen med nogen?!
J: Nogle gange hvis en fra klassen er med hjemme, ser vi nogle gange fjernsyn eller spiller computer sammen, og spiller mod hinanden. Vi har også nogle gange været på PC-café sammen. M: Det har jeg også prøvet mange gange.
I: Er det noget du gør tit?
J: Nogle gange, når jeg ikke har noget at lave rigtigt.
I: Tager I et par stykker, der ned sammen?
J: Nogle gange mødes vi der nede.
- Hvorfor bruger de medierne? I: Har nogle siden tænkt over, hvorfor I bruger medierne?
K: For spændingens skyld..
I: F.eks. spiller I fodbold på computeren, hvorfor gør I det uden for?!
M: Det gør vi også... K:...når det er godt vejr, det er kun når det er koldt, når det er varmt, kan vi godt går uden for og spille. M: Der er også nogle gange i skolen, hvor vi spiller skolefodbold, det er faktisk her i morgen. Eller vi har også lige, været til baskettunering, hvor vi røg i semifinalen, så røg vi ud til en, som kunne nå helt op til kurven, og næsten dunke. K: Vores hold kom til tredje runde i Ekstrabladettunering, vores skole... M:....vi blev direkte sat ind i anden runde.
I: I har ikke tænkt over hvorfor, I sætter jer bare ved computeren eller tænder for fjernsynet?!
M: Det er tidsfordriv, hvis man nu, har lavet alle sine lektier, og ikke rigtig har mere at lave... K:...så kan man lige tage 5 timers spil.
I: Er det fordi det er let at tænde for fjernsynet?!
K: Hvis jeg ikke har noget at lave, så kan jeg ikke lave være, finger er simpelthen på knappen...
I:...du kan simpelthen ikke lade være?
K:...Nej, nogle gange kan jeg ikke lade vær, det er når jeg ikke har noget at lave, så trykker jeg på knappen på fjernsynet, og jeg kan ikke lade vær, også at tænde for computeren, kan ikke lade vær. Hele tiden hen og tænde på den knap..dup..tænder for computeren, så sidder jeg der.
I: Hvis I nu sidder ved computeren, og får lyst til at se fjernsyn, eller høre musik eller sådan noget, slukker I så for computeren og tænder for fjernsynet?!
K: Næ.. M:..næ.. J:..næ.. M: Jeg høre nogle gange musik, når jeg spiller computer. J: Jeg sætter en CD på, når jeg spiller computer. K: Jeg skal bare sætte den på Sound Blaster [lydkort], så kan jeg gå ud af det andet, så sidder jeg der og høre musik samtidig.
I: Er der nogle gange, at fjernsynet også køre, når computeren er køre.
M: Nej.. K:...nogle gange har jeg det ihverttilfald.. J:..nej. M: Nogle gange ser man det ene, eller laver det andet...
I:..man kan ikke både ser fjernsyn og spille computer..
M:..men det kan godt være, at man stopper, hvis der nu er et eller en god film, der kommer eller sådan noget.. K:..nå ja så kan man godt lige lade være... M:...eller landskamp. K: Så lukkes der ned for hele lorte.
- Om idoler I: Har i ingen idoler, som i kender fra fjernsynet, eller computerspillene?
M. Fodboldspiller - landsholdet.. K: Peter Schmeigel
I: Er det mest fodboldfyre?
M: Ja K: Ja J: Ja
I: Hænger de på væggen der hjemme?
K: Neeej, jeg har en på trøjen. M: Jeg har en hængende på væggen. J: Det har jeg også. K: Jeg har en kalender med Mikkel Beck og Michael Laudrup. M: Jeg har en kalender med Per Fransen og nogle autografer, men jeg har ikke fået den personlig endnu. Jeg kunne godt tænke mig at få en personlig.
I: Det er mest landsholdet?
M: Det er også Manchester United
I: Jeg tænkte på, der er ikke sådan nogle musikgruppe?
K: Så skal du spørge Janus, han er vild med Metalica.
I: Men hellere ikke nogle fra fjernsynet....?
K: Nej. M: Hellere ikke nogle film idoler.
I: I har ikke nogle damer hængende på væggen?
M: Nej. K: Nej.
I: Hvem skulle det være, hvis hun skulle hænge der?
M: Pamala Andersen
I: Kunne hun godt komme til at hænge på væggen?
M: Ja. K: Ja, det kunne hun godt. J: Ja.
I: Men ser I så ikke Baywach?
K: Men det kører på TV3, og det kan jeg ikke se. M: Det har jeg ved min far, hvor vi sidder og ser det sammen. Bilag 8: Interview med 3 piger i Klub Kennedy, Østerbro, København Interview med 3 piger i Klub Kennedy, Østerbro, København Mandag 22. september 1997 (varighed - 17 min.)
- Hvem, og hvilke alder. Linda : 13 år, 7.klasse (L) Julie : 13 år, 7.klasse (J) Katrine : 13 år, 7.klasse (K) Interviewer: (I)
- Hvilke medier bruger de. L: Vi bruger dem til at underholde os. K: TV, musikvideo'er, radio, CD'er, Diskman....
I: Hører I meget musik?
L: Ja, vi bruger også TV og computere...
I: Har I allesammen computere derhjemme?
L: Ja J: Ja K: Ja
I: Bruger I dem?
L: Ja. K: Jahhhh... J: Ja, meget! Og jeg bruger også Internettet.
I: Du er den eneste der har Internet?
J: Ja, det er jeg. Så har jeg også en Nintendo 64.
I: Hvad med så noget som blade?
J: Mix og Vi Unge L: Neej, der står ikke så meget I dem... K: Jeg læser Anders And blade - helt klart - jeg er helt vild med det. L: Billedbladet -Billedbladet er faktisk ekstra godt.
I: Hvad med udenlandske blade - er der nogen af Jer som læser dem?
K : Franske Anders And
I: Lærer du fransk?
K: Ja. J: 'TV-Hits'....er der noget der hedder det? L: Se & Hør [fnisende] K: Det er også meget go'
I: Kender I et udenlandsk blad der hedder 'Bravo'?
J: Nå ja, det er der vist stadig...men det er for svært at læse. K: Det har jeg aldrig hørt om....
I: Ser I tit video?
L: Ja, en gang om dagen. J: Ja, jeg ser mere musik-videoer. K: Ja, lige for tiden.
I: Har I alle tre video derhjemme?
L: Ja K: Ja J: Ja - inden på mit værelse.
I: Hvad med Jer andre; har I video på værelserne?
K: Nej, inden i stuen. Jeg sidder hele tiden - når jeg får lov til det.
I: Hvad ser du så?
K: Splatterfilm, gysere, tårepersere...alt muligt.....
I: Hvad med Jer andre?
L: Glamour!
I: Får du din mor til at optage dem?
L: Nej, jeg ser dem i fjernsynet...og Beverly Hills....alle de serier dér.
I: Ser I andre også Beverly Hills?
J: Nej, Jeg ser mest X-Files og Millineum. K: Ja, og USA High og Heartbreak High, Rap fyr i L.A....
I: Hvis nu vi går et år tilbage - så I da Beverly Hills dengang?
K: Ja. L: Ja. J: Nej.
I: Du har aldrig set Beverly Hills?!
J: Jeg gider ikke se det.
I: Ser I det nu her idag, hvor de genudsender det?
K: Ja, de der Classic.... L: Mhhh....ja, det er meget sjovt at se - jeg har dem allesammen på bånd.
I: Hvorfor er det sjovt at se dem igen?
L: De ser helt anderledes ud... K: Fordi der er meget mere handling i. De er ikke så gode nu [de nye afsnit]
I: De nye afsnit er ikke så gode?!
K: Nej... L: [nikker]
I: [den forvirret interviewer] De ER gode???
L: De ER gode!
I: Men det er skægt at se de dér gamle igen....?!
L: Mhhh...enormt.
- Hvor meget bruger de medierne? I: Hvor meget bruger I det hér; er det noget som fylder meget i Jeres liv - at se fjernsyn og hører musik?
L: Ja, meget. J: Uhmmm [bekræftende] K: Ja, MTV.
I: Linda - hvor meget tid om dagen bruger du så på computer, fjernsyn og video?
L: Jeg spiller aldrig computer. Men jeg kan have sådan en computerperiode, hvor jeg spiller et kvartér om dagen - højst en halv time - i en måned eller sådan noget.
I: Hvad sker der så - bliver du så træt af det?
L: Jeg bliver enormt træt af det - så spiller jeg ikke i et halvt år! Så finder jeg lige pludselig et andet spil....Fjernsyn, tror jeg at jeg bruger 3 timer om dagen.
I: Både fjernsyn og video?
L: Ja, ikke mere ihvertfald. Jeg ser sådan noget morgen-halløj i en halv time - så ser jeg sådan een time Beverly Hills, og så ser jeg måske en halv times PULS, og så en time om aftenen.
I: Hvad med dig Julie?
J: Uha, jeg ser både fjernsyn og hører musik på samme tid. Og næsten hverdag er jeg en time på nettet. Jeg spiller, spiller......eller, jeg ser rigtig meget fjernsyn. Og jeg hører også rigtigt meget musik! Jeg kan slet sætte timer på det...
I: Men hvis nu jeg spørger dig alligevel, hvor meget fjernsyn du ser om dagen -cirka?!
J: Uhh...6 - 7 timer eller så noget....og så hører jeg også musik på samme tid...
I: Du gør flere ting på een gang?
J: Ja.
I: Hvad så med dig Katrine?
K: Jeg har det lidt ligesom Julie - bare ikke nær så mange timer.
I: Du gør flere af tingene på een gang?
K: Ja. Lektier er for kedelige at lave uden noget...
I: Du kan godt lave lektier mens du hører musik?
K: Ja, det er ikke så svært... L: Det er fint at se fjernsyn og lave lektier. K: Uhmm....fjernsyn, musik og lektier L: ...og så når der er reklamer [skriver i luften] 'D-R-E'... K: Jeg tror det er en 4 -5 timer om dagen... L: 4 - 5 timer, og 6 - 7 timer om dagen!!?? Hold kæ....!
- Bruger de medierne alene, eller sammen med andre? I: Når I nu ser fjernsyn og video, og spiller computer - er det så noget I gør alene, eller er det noget I gør sammen med nogle andre?
J: Nogle gang spiller jeg 2-player med mine kammerater, men jeg ser altid...for det meste fjernsyn alene - så hører jeg tit musik sammen med alle de andre. Når vennerne er på besøg, og så'en noget...
I: Men du kan godt finde på at spille computer sammen med nogle andre?
J: Ja, så er det sjovere at kæmpe imod.... L: Jeg er næsten aldrig hjemme når jeg har venner på besøg...jeg er aldrig hjemme hos vennen eller mig selv...så sidder vi på skolen eller sådan noget...
I: Hvad med sådan noget som fjernsyn, Julie?!
J: Så går vi hjem og ser Beverly Hills - eller også så ser vi film sammen, til langt ud på natten.
I: Hvad med dig Katrine - plejer du at se fjernsyn alene?
K: Det er meget forskelligt; enten er vi sammen hele klassen om at se en eller anden film....det er meget forskelligt...når jeg keder mig så ser jeg fjernsyn eller hører musik.
I: Du spiller slet ikke computer?
K: Nej, ikke så meget
- Hvorfor bruger de medierne? I: Har I gjort Jer tanker om hvorfor at I ser så meget fjernsyn?
J: Det er sjovt! Serierne er sjove K: Ja, fordi de er sjove.
I: Er det også fordi I keder Jer nogen gange?!
J: Ja, hvis der ikke er noget at lave, så tænder man lige.
I: Er der ting I synes at I bare skal følge med i?
J: Ja! L: Ja! Glamour! K: Nej Linda - ikke Glamour!! J: Nej..! J: Helt klart X-Files. K: Ja, X-Files. J:...og Millenium. K: ...og 'Rap fyr i L.A.', 'Super Mr. Cooper', 'Kaos i familien'.
I: Men f.eks. X-Files og Rap fyr i L.A. - det er afsluttet afsnit; det behøver man jo ikke følge med i. Det er jo ikke sådan en rigtig serie...
K: Arh - det er jo serier - men det er afsluttede afsnit. Men det kommer så mandag hvor der kommer et nyt afsnit.
I: Det jeg siger er bare, at det er ikke død-pine nødvendigt at man skal se det hvergang.
K: Nej, det er ikke sådan noget med en der er lige ved at blive dræbt, og så næste mandag.... L: Det er ikke ligesom Glamour.
I: Men hvorfor synes I så at I skal se det hvergang?
J: Fordi det er fedt! K: Ja, det er fedt. L: Det skal jeg altså ikke; jeg kan altså godt undvære det. Det er ikke sådan at jeg optager det.
I: Snakker I med nogle andre om det når I har set det, så?
J: Ja, min mor. Hun elsker at se det.
I: Hvad med over i skolen - eller hér i klubben?
L: Ja, ja. K: Ja. J: Ja, vi snakker altid om det dagen efter. Om at det var så klamt eller sådan noget... L: X-Files?! J: Ja.
I: Hvad med dig Katrine; snakker du også med dine kammerater om det du ser i fjernsynet - alle de serier du følger med i?
[bliver afbrudt af Mark som pigerne spiller i band med. Han bliver venligt men bestemt bedt om at gå, af den håndfaste interviewer]
L: Det gør jeg ikke, fordi de serier jeg ser er der ikke nogen der gider at se - de ser X-Files og sådan noget, og det tør jeg ikke at se.
I: Men du tør godt se Glamour?
L: Jaaa [griner]
I: De sender også mange afsnit på een gang, gør de ikke?!
L: Mmm...jo...4 om dagen.
- Om idoler I: Jeg vil lige høre tilsidst; sådan noget med idoler. Har du nogle idoler Linda?
L: Ikke sådan rigtigt...må jeg ikke tænke lidt over det?!
I: Jo selvfølgelig. Hvad med dig Julie?
J: Øhh, jeg siger jo nok Michael Jackson, fodrdi jeg var jo inde og se hans koncerter.
I: Var du inde og se begge to?
J: Ja.
I: Så må du jo være stor fan.
J: Nej, det er jeg faktisk ikke - jeg ikke sådan kæmpe fan. K: [anderkendende] Nej, overhovedet ikke.. J: Men, jeg er også meget fan af Coca-Cola!
I: Coca-Cola?!
J: Ja, jeg samler på Coca-Cola ting. Alt med Coca-Cola.
I: Er det noget der ligger i en skuffe, eller noget du hænger op på væggen?
J: Ja, det hænger på væggen - jeg har sådan nogle venner nede på en Kina-grill, og så får jeg alle de der Coca-Cola reklamer de har. Halvdelen af min familie har lige været i USA, og så har de købt sådan en masse Coca-Cola ting. Det er rigtigt fedt!
I: Hvad med dig Katrine; har du noget hængende på væggen?
K: Jeg har ikke noget...sådan rigtige billeder af mine idoler, men Michael Jordan er helt klart mig største idol.
I: Spiller du selv basketball?
K: Ja.
I: Men han hænger ikke på væggen?!
K: Nej, jeg har ikke rigtigt fundet nogen, sådan rigtige billeder som jeg syntes at der var så gode...hvis jeg skal nævne alle mine idoler, så er der bare [rækker armene ud].
I: Bare en 2-3 stykker så.
K: OK, altså; Michael Jordan; så er der helt klart Eddie Murphy - han er så go'; så kommer nok Will Smith.
I: Ham fra Rap fyr i L.A.?!
K: Ja, og ham fra den nye 'Men in Black'.
I: Har du set den?
K: Ja - 3 gange!
I: Har du tænkt lidt over det Linda?! Har du noget hængende på væggen der hjemme?
L: Neeej.
I: Ingen musikgrupper?!
L: Nej, fordi det skifter, så...fordi jeg er for nærrig til at gå ind og købe sådan nogen plakater, og så river jeg dem ud af SE & HØR i stedet for. Og så går de i stykker i løbet af 2 dage.
I: Men du har noget hængende på væggen en gang imellem?!
L: Ikke så tit nej...men jeg skal måske have sådan en stor billede...
I: Rigtigt kunst?!
L: Ja. J: Også sådan nogle Aliens, de er også fede. Der er sådan nogle meget farvede Aliens...jeg har 2 plakater som er rigtigt fede...dem kan jeg også godt li'...
--
I: Lige til allersidst - det der med computerne; I har alle tre computer derhjemme?!
J: Ja, en Nintendo 64 - og en SuperNintendo, men den er oppe i sommerhuset - og så har jeg en PC på mit værelse, og så har min far også een.
I: Bor du alene med din far?
J: Nej, og mor...
I: Er det din far som kan li' computere?
J: Ja, han er en rigtig computernørd, men han ved ikke rigtigt noget om det...det er kun mig.
I: Hvordan kan det være at du fik din egen computer?
J: Det er min fars gamle - fra arbejdet, og så fik jeg den så. Men det er sådan en gammel een - den er ikke så god.
I: Så det er ikke den du surfer [på internettet] på?
J: Nej. Dét er den inden i stuen. |
